Himlen falder

Den store håndbog i effektfulde kneb

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Uha. 'Himlen falder' er en af den slags film, man håber det bedste for. Ikke alene er det en ung, spillefilmsdebuterende instruktør, der springer ud på det rigtigt dybe vand med filmen - 'Himlen falder' er også en film, der prøver og satser noget, som graver fingrene ned i en stor og uforståelig tragedie fra den virkelige danske virkelighed. Og det ville unægtelig være smukt hvis det kunne blive omsat i en film, der behandler tragedien begavet, nænsomt og præcist. Omvendt vil det være umådeligt trist, hvis filmen ender med at misbruge og udnytte tragedien på underholdningens uhellige alter.

Kolossalt svær opgave
Det er altså en kolossalt svær opgave, spillefilmsdebutanten Manyar Parwani kaster sig ud i med 'Himlen falder'. Hvordan gør man en uforståelig tragedie som den såkaldte Tønder-sag forståelig? Hvordan gør man det begribeligt, at en familie systematisk har udlejet sine døtre til fremmede mænds sexlyster? Det gør man ikke. Det kan man ikke. Men man kan bruge - eller misbruge - det ubegribelige virkelighedens drama til at fortælle adskillige historier.

Gode intentioner
Afghansk-fødte Manyar Parwani kommer desværre tættere på at misbruge end at bruge Tønder-sagen. Han har med garanti alle gode intentioner i hele verden med sin film - og alligevel virker det som om sagen fra Tønder er blevet vredet gennem Den store Håndbog i filmiske kneb og dramatiske virkemidler. 'Himlen falder' giver aldrig en fornemmelse af at have noget at gøre med nutidens danske virkelighed. Den giver derimod fornemmelsen af præcis det, den er. Film. Forstået på samme måde som når en fodboldspiller smider sig i målfeltet i håb om at nogen tror, at han faktisk er blevet sparket eller skubbet omkuld.

Knivoverfald
Dermed overhovedet ikke sagt, at Manyar Parwani har forsøgt at snyde eller manipulere. Men han har taget en historie fra virkeligheden og trukket den gennem dramatiseringens store lager af effekter og skabt en film, der i princippet kunne have taget udgangspunkt i et hvilket som helst familiedrama. Den piller aldrig incest-fænomenets grumme natur fra hinanden. Tværtimod smører den det incestuøse udgangspunkt ind i talrige dramatiske effekter, hvoraf de værste og mest forstyrrende er en tilfældig voldtægt, et knivoverfald blandt rockertyper og et møde blandt nynazistiske danskere.

Nynazistisk kobling
Især den nynazistiske kobling er en gigantisk fejltagelse. Hvad er pointen? Skal det forstås sådan, at det kun er nynazister, der udnytter sin familie seksuelt? Eller at man bliver nynazist af at være vidne til incest i sin familie? Fra det øjeblik nynazismen introduceres handler 'Himlen falder' ikke længere om en incest-historie, der er sket lige for næsen af vi almindelige danskere, midt blandt almindelige danskere, men i et lille samfund af groteske tosser og perifere  udskud. Det gør unægtelig dramaet mindre vedkommende.

Store urimeligheder
I det hele taget går 'Himlen falder' hellere efter den store dramatiske effekt end efter noget, der kunne være en nøgle til at forstå hvad der skete i udkanten af Tønder. Det kommer der flere besynderligheder og store urimeligheder ud af, fx hovedpersonen Sara, der engang blev seksuelt misbrugt af sin far - med sin mors støtte. Nu er hun blevet voksen, men via sin plejemor finder hun ud af, at hendes biologiske mor er død. Hun tager afsted til sin barndomsegn, spytter på sin mors grav, opsøger sin bror, mænger sig med sin familie under falsk navn og opdager, at hendes forældre har fået to små piger, som efter al sandsynlighed også bliver udnyttet.

Søde lyshårede piger
Men hvordan hænger alt det sammen? Hvis Sara blev flyttet fra sit barndomshjem fordi hun blev misbrugt og derefter voksede op hos en plejemor, må nogen da have forsøgt at tale fornuft ind i knolden på forældrene - eller holdt rigtig grundigt øje med dem, da de fik to nye, søde og lyshårede småpiger. Der er nogle sammenhænge i filmen som i det mindste kræver en forklaring.

Familiefaderen Kjeld
Ligeså mærkelig en konstruktion er familiefaderen Kjeld. Han misbrugte i sin tid den lille Sara så voldsomt, at hun blødte kraftigt af det, og undervejs i 'Himlen falder' ser vi ham skælde ud på en mand, der gerne vil sikre sig, at det ikke kommer ud, at han har sex med Kjelds to døtre, Sanne og Sofie på henholdsvis 9 og 7 år. Kjeld er altså klar over, at hans misbrug og udlejning af pigerne er langt ude over kanten af det tilladelige. Samtidig beskriver filmen ham som en kærlig familiefar, der bare elsker sine børn så højt, at han ikke kan holde nallerne fra deres mest private steder. Det hænger altså ikke sammen. Det er muligt, at et menneske i den virkelige verden kan opføre sig så usammenhængende. Men filmen giver slet ikke nok psykologisk indsigt til at vi kan forstå hans splittede handlinger.
Det havde været smukt, hvis 'Himlen falder' havde kastet et forståelsens lys over Tønder-sagen - og samtidig introduceret et nyt spændende instruktørnavn i dansk film. Den gør desværre ingen af delene.