Hormoner, hængerøve og hårde bananer
Det sku' vær' så skidt, men ...
Anmeldt af Per Juul Carlsen
I princippet er 'Hormoner, hængerøve og hårde bananer' en skrækkelig film, fuld af velkendte og velafprøvede tricks - faktisk så velkendte og velafprøvede tricks, at man nærmest undrer sig over at nogen har så lidt skam i livet, at de misbruger dem igen. 'Hormoner, hængerøve og hårde bananer' ligner såmænd en typisk gennemsnitlig Hollywood-produktion om den kiksede pige, der må gå så grueligt meget igennem, før hun endelig kan kysse sin udkårne prins med den lækre frisure. Som udgangspunkt er 'Hormoner, hængerøve og hårde bananer' altså en rædselsfuld film - mindst lige så rædselsfuld som den mærkelige og misvisende dansk drengerøvstitel, den er blevet udstyret med.
Uimodståelig charme
Det forunderlige er imidlertid, at filmen slet ikke er så tosset. Man kan gennemskue den fra start til slut, og når man ikke kan gennemskue den, er det sjovt nok fordi man egentlig forventer, at den prøver at gøre noget nyt - og så gør den minsandten lige præcis det, en klassisk pigefilm plejer at gøre. En mærkelig form for overraskelse, som burde være ekstremt irriterende. Alligevel er der en uimodståelig charme ved 'Hormoner, hængerøve og hårde bananer'. Der er en forbavsende friskhed og energi over dens karakterer, og der er ikke mindst en utroligt opmuntrende og smittende energi over instruktøren Gurinder Chadhas timing og stil.
Indædt optimistisk
Der findes formentlig ingen andre instruktør i den her verden, der er så indædt optimistisk som Gurinder Chadha, en lille, bred dame med et endnu bredere smil, født i Kenya af forældre af indisk afstamning, men vokset op i England og ligeså engelsk som fish 'n' chips. I film som 'Bedre end Beckham' og 'Stolthed og brudgom' brugte Chadha traditionel engelsk humor til at fortælle om især unge inderes kvaler i det engelske samfund. Det er kvaler og problemer, der langtfra altid har en positiv udgang i den virkelige verden, men ingen kan altså pakke problemstillinger ind i optimistisk energi og charme som Gurinder Chadha.
Engelsk middelklassepige
Det smitter bestemt også af på 'Hormoner, hængerøve og hårde bananer', uanset at filmens hovedperson er en ganske almindelig engelsk middelklassepige med tre ganske almindelige engelske middelklasseveninder - hvoraf kun en enkelt ser indisk ud, uden at det spiller nogen rolle overhovedet. Der er altså ingen kulturkløfte og -kampe i filmen - blot en 14-årig engelsk pige, der føler sig misforstået af sine forældre, som er mere end lun på en to år ældre fyr og som må kæmpe ihærdigt for at få ham.
Overbejokket plot
Det er edderhyleme et af de mest fantasiløse og gennemoverbejokkede plots man kan forestille sig på film. En 14-årig pige kunne have skrevet den historie midt i sit livs første Bacardi Breezer-brandert. Men det gør mærkeligt nok ikke spor. Der er en forfriskende charme ved vores hovedperson, Georgia Nicolson, der bliver spillet jordnært og uden hysteri af Georgia Groome. Hendes venskab med de tre veninder i den såkaldte Ace Gang er præget af en livlig og smittende dialog, og det siger ikke så lidt om Gurinder Chadhas særlige optimistiske talent, at de fire piger kan fjante og fjolle og fnise løs - præcis som veninder på den alder plejer at gøre - uden at det bliver ekstremt irriterende, pinligt eller distraherende.
I princippet ...
I princippet bør det være pinligt og plat, at Georgia og hendes veninde, Jas, går ind i den økologiske grønthandel, hvor deres to drømmefyre arbejder og lader som om de skal købe grønt. I princippet er det for billigt et humoristisk kneb, at Georgias mor dukker op i butikken og undrer sig højlydt over at Georgia køber æbler, eftersom hun jo plejer at få luft i maven og komme til at prutte af æbler. I princippet er der for langt ude og for tyndt, at de lallende fjollede Georgia og Jas overhovedet kommer i kontakt med to tjekkede og eftertænksomme fyre i grønthandelen. I princippet er det grotesk, at drømmefyren Robbie ikke opdager, at Georgia bruger alle mulige løgnagtige og billige tricks for at score ham - såsom at lyve og fortælle Robbie, der er katteelsker, at hendes kat, Angus, er løbet væk.
Lallende optimisme
I princippet er sådan en komedie alt for tynd og alt for svag til overhovedet at fungere. I princippet kan man sagtens læse avis eller lege med Barbie-dukker mens man ser 'Hormoner, hængerøve og hårde bananer' uden at misse spor. I princippet er slutningen på filmen så langt ude i sin lallende optimisme og feel good-stemning, at man burde få lyst til at smadre et eller andet dyrt og kostbart og lyshåret.
Men hun kan altså et eller andet særligt, hende Gurinder Chadha. En forbavsende, uimodståelig charme og energi løfter den her lille spinkle parodi på en idé til en lille hyggelig halvanden time.