How To Lose Friends
Filmhistoriens mest irriterende hovedperson?
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Stræb ikke efter at være et menneske med succes, men et menneske af værdi', sagde den berømte videnskabsmand, Albert Einstein, engang. Det citat er kernen i den engelske romantiske komedie, 'How To Lose Friends'. Det lyder jo lovende. Har vi virkelig en komedie, der på en sjov og rammende og tankevækkende måde kan spidde vor tids absurde trang til at være kendt og berømt for enhver pris? Har vi en film, der kan vise os hvad værdier er - uden at være hellig eller selvtilfreds? Nej, vi har ej. Vi har en film, der gerne vil fortælle os, at vi ikke skal stræbe efter personlig succes for enhver pris og at vi skal forsøge at skabe et meningsfyldt liv. Men den er på ingen måde selv i stand til at leve op til de pæne ord.
Jagten på succes
Problemet er især vores hovedperson, journalisten Sidney Young, der måske er den mest irriterende hovedperson i filmhistorien. Han er redaktør for et lille engelsk tidsskrift, hvis hele idé er at pille celebriteter fra hinanden og udstille dem. Er det virkelig en værdi? At pille berømtheder ned? Det mener filmen. Ihvertfald bliver Sidney Young hurtigt korrumperet af selve fjenden, jagten på succes. Han får et job hos en af de berømtheder, han lige har pillet ned i sit blad, den succesrige amerikanske redaktør, Clayton Harding, der engang var redaktør for et blad i stil med Sidneys, men som nu sidder i toppen af et lækkert, glittet magasin fuld af leflende artikler om berømtheder.
Her dukker Sidney op og vil lave om på det hele. 'Shake things up', som han siger. Gør en forskel. Lave rav i den. Det lyder jo herligt. Men lad os lige høre hvordan han vil skabe rav i den. Lad os høre en idé.
Pressesky Paris Hilton
Jaså, en satirisk artikel, hvori Sidney Young lader som om han opsøger en totalt pressesky version af Paris Hilton. Det er Sidneys bud på at shake things up. Og det er filmens bedste bud på at gøre noget af værdi. Det er ikke engang løgn. Kun på ét andet område giver filmen et bud på en form for værdi. Og det er at forelske sig i et redeligt menneske, der ikke drømmer om berømmelse. Det er ikke ligefrem skelsættende satire, vi har at gøre med i 'How to Lose Friends'.
Glittet amerikansk magasin
Da Sidney ankommer på det glittede, amerikanske magasin bliver han straks uvenner med en jordnær kollega, Alison, spillet af Kirsten Dunst. Og inden længe forelsker han sig i en laber dulle af en fremadstormende stjerne, Sophie Maes, spille af Megan Fox, der med jævne mellemrum bliver kåret som verdens mest sexede kvinde. Eftersom Sidney Young er en gennemført irriterende spade af en chokerende ucharmerende slags, har han ikke en chance hos den labre dulle. Det kan enhver knold se. Men det holder ham ikke tilbage. Inden længe har han solgt ud af sine provokerende idéer og istedet kastet sig ud i jagten på succes og dermed labre Sophie Maes.
Ucharmerende idiot
Det kræver bestemt ikke en hjerne på niveau med Einsteins at gennemskue, at Sidney på et tidspunkt indser, at jordnære Alison og ikke dullede Sophie, er en kvinde for ham. Men inden den ucharmerende idiot har nået at tænke så langt har han trukket os gennem den ene pinlige umorsomhed efter den anden. Det laveste punkt i den sammenhæng er da hans sleske redaktionschef på bladet avancerer og får en ny fin plads, og Sidney Young sender en stripper ind på hans kontor midt i et redaktionsmøde. Idéen er tilsyneladende at underminere chefens position, men æhhh, er det ikke ret indlysende, at det er idioten Sidneys position, der bliver undermineret - ikke mindst når tåben selv kommer hujende ind i redaktionsmødet i selskab med stripperen?
Dårlig stand up-komiker
Der er noget logik, der på ingen måde hænger sammen i 'How to Lose Friends'. Og det falder først og fremmest tilbage på den meget tyndt udtænkte hovedperson, Sidney Young, en forvokset teenageknægt, der er fuldstændig blottet for situationsfornemmelse, eller intelligens, for den sags skyld, men som har læst filosofi på et universitet. Det forsøger filmen ihvertfald at bilde os ind. Han bliver iøvrigt spillet af den Tintin-lignende engelske skuespiller, Simon Pegg, der opfører sig som en dårlig stand up-komiker på slap line.
Letkøbte kneb
Forbilledet for 'How To Lose Friends' er tilsyneladende den gamle Frank Capra-komedie, 'It's A Wonderful Life', om en mand, der indser, at han må gøre alt for at kæmpe imod at en slesk rigmand overtager den lille by, han bor i. Han kæmper ikke for personlig succes. Han giver sit liv en værdi. 'How To Lose Friends' har ikke engang en brøkdel af den charme og det vid, Capras juleklassiker disker op med. Men værst af alt: Den er på ingen måde i stand til at leve op til det motto, den låner fra gamle Einstein. Den lader som om den serverer os en pointe af stor værdi, men den bruger ikke andet en nemme og letkøbte kneb i jagten på succes i biograferne.