Inkheart
Fuldstændig fantasifuldt frit fabulerende
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det vil ikke være spor fair at sammenligne den dyre internationale produktion, 'Inkheart', med den lille danske 'Vølvens forbandelse', der fik premiere i sidste uge. Det vil overhovedet ikke være spor fair. 'Inkheart' er finansieret af penge fra både USA, England og Tyskland og har et budget, der er rundt regnet 20 gange så stort som det beløb folkene bag 'Vølvens forbandelse' har haft at rutte med.
Man kan slet ikke sammenligne de to film - men det skal ikke forhindre os i at gøre det alligevel. 'Inkheart' gør nemlig det, 'Vølvens forbandelse', ikke gør. Den tager det store, dybe hovedspring. Den gør alt hvad den kan for at få det ypperste ud af sin historie. Den holder sig ikke tilbage. Den undskylder ikke sig selv.
En stor pose penge
Det handler ikke bare om at have en stor pose penge til sin rådighed. Det handler også om at have ambitioner. Det handler mest af alt om at have ambitioner. Det er her, der virkelig er forskel på de to film. Mens 'Vølvens forbandelse' serverer en lille, hyggelig dansk historie om noget så velkendt som en tidsmaskine, disker 'Inkheart' op med noget langt vildere og større og nærmest vanvittigt. Den stiller i bund og grund spørgsmålet 'hvad ville der ske, hvis vi kunne rejse frem og tilbage mellem vores virkelighed og bøgernes fantastiske universer?'
Sølvtunger
Det kan man nemlig i 'Inkheart'. Dvs., det er der nogen, der kan sørge for, at man kan. Og de kan ikke styre det. De 'nogen' er de såkaldte 'sølvtunger', ikke søtunger, men 'sølvtunger', på engelsk 'silver tongues', der kan læse en bog højt og lige så stille fremmane de væsener og figurer, der eksisterer i bogen. Det er ikke nødvendigvis nogen gave. Tænk sig, at man sætter sig til at læse fx Bram Stokers 'Dracula' og pludselig ser selve greven dukke op i ens soveværelse. Det fører heller ikke noget godt med sig da litteraturelskeren Mortimer Folchart sætter sig til at læse bogen 'Inkheart' for sin kone - uden at ane spor om sine evner. Pludselig dukker flere af eventyrbogens fantasifulde væsener op uden for hans hus. Og hvad værre er: hans smukke kone forsvinder ind i bogen.
Små støvede antikvariater
Desværre aner Folchart ikke hvordan han får sin kone ud af bogen igen, og samtidig er skurken fra 'Inkheart', Capricorn, og hans kumpaner så glad for at være i vores virkelighed, at de skynder sig at brænde alle de eksemplarer af 'Inkheart', de kan finde, så ingen sølvtunge kan sende dem tilbage igen. Herefter er stakkels Folchart tvunget til at rejse verden rundt i håb om at finde et eksemplar af 'Inkheart' så han kan 'læse sin kone ud'. Det bruger han adskillige år på og i mellemtiden vokser hans datter, Meggie, sig så stor, at hun kræver en forklaring på hvor hendes mor er blevet af og hvorfor i alverden de skal køre verden rundt og lede efter bøger i små, støvede antikvariater.
Fantastisk og fantasifuldt
Det lyder jo sindssygt. Det er det også. Det er et fuldstændigt fantastisk og fantasifuldt fabulerende univers, der bliver præsenteret i 'Inkheart'. Og det ekstra fantastiske er, at filmen fuldt ud tror på sit univers. Den holder aldrig igen, den giver hvert enkel figur, hver enkelt scene det, den skal have for at virke troværdig. Selvfølgelig kan filmen ikke bilde nogen ind, at der rent faktisk findes litteraturlæsere, der kan slå fysisk bro mellem virkeligheden og litteraturen. Men den går til det yderste for at få sit univers til at fremstå så levende som muligt. Det er der brugt for adskillige millioner euro effekter på, naturligvis, men effekterne bliver aldrig kørt ud på overdrevet, de bliver aldrig effekter for effekternes skyld. De er der hele tiden for at understøtte historien og gøre universet troværdigt.
Frit fabulerende plot
Det fungerer især fantastisk godt i den store dramatiske slutscene. Og det fungerer fremragende i en scene, hvor Folchart og hans datter ankommer til skurken Capricorns hovedkvarter i en gammel borg i de italienske alper. Her holder Capricorn en anden sølvtunge fanget, og han tvinger ham til at læse højt af alle mulige klassikere for at fremtvinge væsener, han kan bruge i sin kamp mod menneskeheden, fx krokodillen fra 'Peter Pan' og en af Ali Babas fyrretyve røvere. Det er da et fantasifuldt og frit fabulerende plot, så det basker. Det kunne der fortælles tusinder af historier ud fra. Og det giver ekstra kolorit, at den stakkels sølvtunge, som Capricorn holder fanget, stammer - hvilket har den uheldige konsekvens, at de figurer han læser frem, lider af forskellige spøjse mangler.
Alt hvad det kan trække
De fremgår ikke af filmen hvad der vil ske hvis en sølvtunge læser højt af fx en brugsanvisning til en græsslåmaskine. Det fantasifulde univers i 'Inkheart' er i det hele taget ikke et univers, der kan holde til at man tænker alt for længe over det. Men som et filmeventyr, fuld af helte, skurke, sære væsener og vanvittige optrin, holder det fuldstændig. Og det gør det først og fremmest fordi folkene filmen, ikke mindst instruktøren Iain Softley, fuldstændig tror på det og giver det alt, hvad det kan trække.