Johnny Mad Dog
Hjernevasket vanvid
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Franske 'Johnny Mad Dog' er en af den slags film, der ikke bare er en film. Det er ikke bare en historie, som man kan blive fanget af eller lade være. Det er en film, der vil mere end fortælle en historie. Den vil gøre opmærksom på et fænomen fra den virkelige verden - et fænomen, som der er grund til at handle på. Faktisk tager 'Johnny Mad Dog' fat i en af de grimmeste sider af menneskeheden, nemlig brugen af børn som soldater i krig. Det er et emne, som der er al mulig grund til at brede ud til hele verden, hvilket man må gå ud fra, at de fleste er rimeligt enige i.
Klare fortrin
Det giver 'Johnny Mad Dog' nogle klare fortrin fra starten af. Så godt som alle kan være enige om at det er vigtigt at filmen eksisterer. Dens emne er så stærkt i forvejen, at selv en halvslatten historie og en tynd afvikling er tilstrækkeligt for at filmen fungerer. Den fordel er også blevet en lille sovepude for 'Johnny Mad Dog' og instruktøren Jean-Stéphane Sauvaire. Det er ikke nogen overvældende opfindsom historie Sauvaire disker op. Og han serverer den ikke i en speciel eller særlig form. Ja, faktisk serverer han den bare.
Leder efter drengebørn
'Johnny Mad Dog' fortæller ganske enkelt om en håndfuld børnesoldater i et ikke nærmere defineret afrikansk land i en ikke nærmere defineret nyere fortid. Den starter lige på og uden omsvøb med en flok børnesoldater på 10-15 år, der drager ind i landsby for at rekruttere nye soldater. De ydmyger og terroriserer de gamle og voksne i byen, spørger hvor deres fjender, regeringstropperne, gemmer sig, og leder efter drengebørn, der er stor nok til at blive indrulleret i deres oprørsstyrke. Beboerne i landsbyen hævder at alle børn har forladt byen, men tilsidst finder børnesoldaterne en 10-12-årig dreng, der bliver tvunget til at skyde sine forældre - eller selv blive skudt. 'Det har vi også gjort', forklarer børnesoldaterne, som om det ligesom skulle gøre det hele mere logisk.
Tilfældige børn
Derefter drager børnesoldaterne videre, slæbende på tilfældige børn, både piger og drenge, som de samler op undervejs - altimens de får ordrer af en konstant rablende og befalende officer. Han giver drengene absurde, hårdkogte navne som No Good Advice og Johnny Mad Dog - som om drengene var rappere fra New Yorks Ghettoer. Og han holder evindelige peptaler, som han ofte afslutter med at skære hul i drengens hud med sin kniv og smøre kokain i det blødende sår for at tænde yderligere op under drengenes blodige vanvid.
Vanviddet og blodtørsten
Vanviddet og blodtørsten er netop drengenes stærkeste våben. Ingen kan tale dem til fornuft - ingen andre end deres overordnede i oprørshæren. De har ingen samvittighed, ingen reflektioner. De gør bare, hvad de får besked på og hvis de er i tvivl om noget, skyder og dræber de en ekstra gang. Da drengene får besked på at smadre en regeringsvenlig tv-station, går de konsekvent til værks. De skyder vildt omkring sig, tager ingen fanger og to af drengene, No Good Advice og Johnny Mad Dog afrunder deres raid med at voldtage den smukke kvindelige nyhedsvært på stationen.
Tvivl og nænsomhed
Og sådan fortsætter drengene - hærgende gennem gaderne i kamp med regeringstropperne. Der er ikke meget egentlig handling i 'Johnny Mad Dog' - mest af alt enkeltstående begivenheder og psykedeliske sekvenser, der skal understrege det virkelighedsfjerne vanvid i de hjernevaskede drenge. Der er ingen reflektioner, ingen beskrivelse af drengenes liv før og efter deres tid som børnesoldater, ingen psykologisk profil på nogen, ingen politiske diskussioner eller beskrivelser af den krig, børnene kæmper i. Der er kun den kontante og barske beskrivelse af de hærgende drenge - og iøvrigt deres modbillede, en 13-årig pige, Laokole, der forsøger at redde sig selv og sin familie inden børnesoldaterne kommer hærgende. Hun støder ind i den 15-årige Johnny Mad Dog et par gange og pludselig reagerer Johnny med tvivl og nænsomhed. Pigen vækker noget dødt i ham, en længsel efter et helt, helt andet liv.
Normale igen?
Det er sådan set den dybeste reflektion i 'Johnny Mad Dog'. Alt det andet, der er interessant ved begrebet børnesoldater er ikke med i 'Johnny Mad Dog'. Hvordan kan man hjernevaske børn så grundigt? Bliver de drenge nogensinde normale mennesker igen? Har de et liv bagefter? Den slags spørgsmål er der ingen svar på i 'Johnny Mad Dog'. Dem må man finde et andet sted.
Det er et klart valg Jean-Stéphane Sauvaire har taget med at sætte historien så enkelt op. Det er såmænd fint - det voldsomme emne fra virkelighedens verden og filmens nødvendighed er rigeligt til at skabe en stærk film. Men når chokket over de voldsomme begivenheder i filmen har lagt sig, er det som om der ligger en endnu større og bedre og stærkere historie og venter på at blive fortalt.