Julefrokosten

En udmærket lortefilm

Et sted mellem  og

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er meget, meget nemt (for ikke at sige ekstremt nemt) at forestille sig, at folkene bag 'Julefrokosten' har spekuleret i at ramme så lav en fællesnævner som muligt. Man kan næsten høre dem sidde og gnække ved tanken om at Den gode Smag får et ordentlig los bagi.

Fotokopierer hinandens røve
Det er ikke svært at høre manuskriptforfatteren og instruktøren Rasmus Heide sige noget i retning af 'hvad med at lave en rigtig folkekomedie, sådan en som anmelderne virkelig hader, sådan en Julefrokost-komedie, hvor folk er stangstive og fotokopierer hinandens røve'. Og så har filmproducenten Ronnie Fridthjof sagt: 'Det lyder slet ikke dumt. Folk plejer at vælte ind til alt, hvad der får dårlige anmeldelser. Det må der være penge i. Måske endda mange penge'.

Ingen seriøse tanker
Og så er Rasmus Heide og Thomas Glud gået i gang med at skrive manuskriptet til en moderne udgave af 'Julefrokosten', Finn Henriksens gamle komedie fra 1976. Ikke en genindspilning, men en ny historie, inspireret af den gamle. Heide og Glud er meget hurtigt blevet enige om, at der overhovedet ikke - under nogen omstændigheder - måtte lefles for den gode smag. Der måtte ikke tænkes en seriøs tanke. Det var forbudt at tænke på kunst eller dybere meninger under arbejdet.

Brækkede tissemænd
Derimod var det helt i orden at bøvse eller prutte eller fortælle vittigheder om brækkede tissemænd under skrivefasen. Der skulle skrives et manuskript, som under ingen omstændigheder kunne få nogen til at blive så distraheret, at de kom til at tænke på noget vigtigt. Det skulle være en historie, hvor man bare kunne more sig og koble af.

Klassisk komedieplot
Det projekt er helt afgjort lykkedes. Bortset fra et rigtig klassisk komedieplot om et stort bilsælgerfirma, der med vold og magt vil overtage et lille firma af samme slags, er der intet, der tilnærmelsesvis ligner drama med holdninger. Set udfra enhver tankegang om sober, velskrevet kvalitet er 'Julefrokosten' noget lort, omend gedigent og gennemført lort. Selve handlingen, hvis man overhovedet kan tale om sådan en, er en tynd skitse. Den bilforhandler skråstreg -værksted, hvor filmen foregår, virker alt andet end troværdig, man har aldrig fornemmelsen af egentlig at være til stede ved en julefrokost og omkring halvdelen af det store persongalleri virker bestemt som om de er kastet ind i historien uden at manuskriptforfatterne nærmere har overvejet deres eksistens.

Smæk i numsen
Fx er det meget svært at gennemskue hvad den følsomme mekaniker Fimse og hans labre polske kone, Polina, skal i filmen. Den seje bilsælger Stella, der gerne vil have smæk i numsen i kælderen, men med tøj på, er også en mærkelig løsrevet idé. Det havde givet god mening at skrotte Fimse og Polina og istedet bruge energi på at give andre af karakterne mere tyngde - men på den anden side er 'Julefrokosten' ikke en film, der forsøger at give nogen tyngde og dybde.

Kaskader af opkast
Men ud af den her historie, der bestemt og bevidst er skrevet med røven, er der vokset et eller andet, som har sin helt egen tone. Det er som at planen om ikke at skabe noget af det, man normalt forbinder med filmiske kvaliteter, har givet frirum og luft til andre, ja, kvaliteter. Der er blevet plads til bare at gøre noget og slippe hæmningerne og ignore den handlingstråd som alligevel ikke er der i 'Julefrokosten'. Fx er der noget helt surrealistisk over Holger, ejeren af den lille bilhandel, når han sidder på lokum med åben dør, så alle i værkstedet kan følge med. Ligeså grotesk er en herligt vanvittig scene, hvor en af automekanikerne sender kaskader af julefrokostopkast ud over to skurke, der vil have fat i en nøgle, som mekanikeren her slugt.

Maniodepressiv mekaniker
Det er også lykkedes Heide og Glud at skabe et par mindeværdige figurer, ikke mindst værkstedets bogholder, Frans, der er så kedelig og anonym, at ingen opdager hans tilstedeværelse i rummet, før han siger noget. Thure Lindhardt har ganske vist lidt for meget karisma til at spille en mand, man ikke lægger mærke til, men han er sjov alligevel. Ligeså mindeværdig er Søren Malling som den maniodepressive mekaniker Torben, der er fyldt med indestængte frustrationer og som nægter at tale ud om noget med nogen. Stand up-komikeren Mick Øgendahl, der altid fungerer godt som komisk bifigur på film, er også flere gode grin værd som den talentløse bilsælger, Nico Holm, der vil gøre hvadsomhelst for at løfte karrieren.

Smitter publikum
Det hører også til kvaliteterne , at skuespillerne helt afgjort har moret sig hjerteligt under optagelserne. Sådan noget smitter af på publikum. Så når man tager i betragtning at 'Julefrokosten' grundlæggende er noget lort, er det slet ikke nogen dårlig film.