Kærestesorger

Den forvirrede forelskelse

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det virker helt underligt at sidde og fundere over om 'Kærestesorger' er en god film. Selvfølgelig er den det. Den har et par spændende og lærerige pointer, som den forfølger stædigt og konsekvent og klarsynet. Den er nuanceret og grundig på et område, hvor andre film ville skære ned og gøre sig simpel af angst for at kede nogen. Og den tør være hengiven og seriøs omkring et af de mest misbrugte emner i filmhistorien, nemlig kærlighed mellem unge mennesker.

Indlysende kvaliteter
Det er allesammen store og indlysende kvaliteter ved Nils Malmros' nye film. Alligevel ligger det ligefor at spekulere over om den sådan for alvor er god. Det er som om der mangler noget, som om der bliver lagt låg på et eller andet, som om den gnist, der skal tændes, aldrig helt vil fænge.
Selvfølgelig har gråvejrsmanden Nils Malmros aldrig har været en instruktør, der har benyttet sig af store og voldsomme armbevægelser. Han er ikke melodramaets mand. Det er ikke den glødende gnist mellem to mennesker, der interesserer ham, men snarere den gnist, der aldrig bliver antændt, fordi følelserne kommer i vejen. Figurerne i hans film eksploderer ikke. De bruger år og dage på at komme sig over, at de ikke eksploderede.

Ingen kaskader af strygere
Hvis man har set et par af Nils Malmros' film forventer man altså ikke ligefrem at forholdet mellem de to hovedpersoner i 'Kærestesorger', gymnasieeleverne Jonas og Agnete, skal eksplodere i et fyrværkeri af begær, romantik og kaskader af strygere. Der er overhovedet ingen grund til at forvente at følelserne folder sig ud i rene toner og klare farver. Derimod kan man roligt regne med, at de to unge skal cirkle omkring hinanden i et sindrigt og komplekst spil af følelser, instinkter, overvejelser, misforståelser og fortrængninger. Det er bestemt ikke nemt at være menneske i Nils Malmros' film. Det betyder ikke at filmene er triste eller tunge - bare virkelighedstro.

Hæmmer dramaet
Det gælder i særdeleshed også 'Kærestesorger'. Måske er filmen virkelighedstro i sådan en grad, at det hæmmer dramaet. Malmros har altid kæmpet en brav kamp for at presse så meget som muligt af menneskets komplekse følelsesliv ind i de forsimplende fortælleskabeloner, man nu engang må forholde sig til, når man fortæller dramaer og laver film. Med 'Kærestesorger' forsøger han at koge et tre år langt krøllet og besværligt kærlighedsforhold ned til to timer. Det er i princippet et fuldstændig vanvittigt projekt for en fortæller med så store ambitioner som Malmros. I virkelighedens verden er to timer slet, slet ikke nok til at tænke en af de komplekse og krøllede tanker, der skubber handlingen videre i 'Kærestesorger'.

On and off-kæreste
Det dilemma har Malmros forsøgt at løse ved at give 'Kærestesorger' et par overskrifter og pointer. Den ene af dem serverer filmens ene hovedperson, Agnete, da hun i starten diskuterer en bog med en af sine lærere og skal forklare forskellen på at elske og at være forelsket: 'At være forelsket er egoisme, at elske er altruisme'. Det er jo nok ikke alt, der skal til for at forklare forskellen, men det lyder smukt og rigtigt. Malmros giver ihvertfald Agnete ret. I det spil, Agnete har med sin on and off-kæreste, Jonas, er det altid de egoistiske ønsker, der styrer beslutningerne. Agnete og Jonas forelsker sig fordi det ligesom er sådan noget, man gør. Man kan bruge en kæreste til at udvikle sig. Det virker rigtigt og naturligt. Men det er ikke fordi de for alvor holder af hinanden. Forelskelsen føles først for alvor stærk i det øjeblik den anden har afbrudt forholdet og slået op.

Lusker i kulissen
Det er den anden af Malmros' bærende pointer, at forelskelsen i de sene teenageår først er stærk, når man er blevet forsmået og såret. Det erfarer Jonas og Agnete - uden at erkende det. De vakler og snubler gennem deres forhold så det både er til at grine og græde over. Det gør 'Kærestesorger' til et sjældent begavet og følsomt studie af gymnasieårenes forelskelser.
Alligevel er det som der mangler noget, som om filmen ikke folder sig helt ud. Vi forstår Agnetes og Jonas' følelsesliv og vi kender forholdet til deres familier. Men vi kender dem ikke rigtig som mennesker. Hvad interesserer de sig for? Hvordan er deres liv udenfor deres kejtede kærlighed? Da Agnete sidst i filmen siger til Jonas 'Du kan sagtens klare det. Du er jo populær', bliver man helt overrasket. Det vidste vi ikke. Samme uvidenhed præger det tredie ben i forholdet, vennen Toke, der udveksler digte med Agnete. Vi ved, at han har et meget anstrengt forhold til sin far, og at han af samme grund er et svært tilgængeligt menneske. Men derudover kender vi ikke meget til ham. Han lusker rundt i kulissen og venter på at blive inviteret indenfor.

Forjaget og jappet
Der er flere sider af 'Kærestesorger', der ikke folder sig ud, og flere figurer, der forekommer ufærdige. Det forplumrer også indtrykket, at det typiske, Malmros'ke kejtede skuespil med den midtjyske dialekt ikke virker så charmerende den her gang. Især i starten af filmen, hvor de unge amatørskuespillere er mest usikre, forstyrrer det, at replikkerne bliver afleveret forjaget og jappet.
Det er en af flere grunde til, at man griber sig i at fundere over om 'Kærestesorger' nu også er en god film, altså for alvor en god film, på trods af dens åbenlyse kvaliteter.