Kærlighedens krigere

Man gjorde to børn fortræd

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Kærlighedens krigere' burde være en rørende film. Det burde være en af den slags film, der får publikum til at forlade biografen chokeret og fortvivlet over at have set to unge mennesker bliver skubbet derud, hvor ingen mennesker fortjener at blive skubbet ud. Det burde være en af den slags film, hvor man får en klump i halsen eller måske endda kniber en tåre efter at have set to stakler kæmpe for at finde en løsning på en umulig og umenneskelig situation.

Stramt formeksperiment
Men 'Kærlighedens krigere' er ikke nogen rørende film - ihvertfald ikke rørende på et plan, hvor man husker den for at være en rørende film. 'Kærlighedens krigere' er snarere en stiløvelse og et formeksperiment, der forsøger at afvikle sin idé så stramt og rent som muligt. Og instruktøren Simon Staho afvikler bestemt sin idé meget rent og meget stramt og meget konsekvent.
Han gør det endda så konsekvent, at man som tilskuer først og fremmest oplever 'Kærlighedens krigere' som et stramt og rent formeksperiment, og ikke som en film om to mennesker i deres livs største udfordring. Hvis man sætter det hele lidt på spidsen, kan man hævde at Simon Staho har taget to stakkels småpigers skæbne som gidsler i sit eget eksperiment med at skabe en film med en ren filmæstetik.

Fadernes overgreb
De to stakler i 'Kærlighedens krigere' er to 14-15-årige piger. De er kærester og tilsyneladende på en eller anden form for flugt fra noget, da de sammen tager ud i det svenske landskab for at opsøge den enes far. Det viser sig hurtigt at faderen har begået overgreb mod sin datter gennem flere år, og at pigen er opsat på at tage opgøret med sin far på en eller anden måde. Først er hendes kæreste forfærdet over de nye oplysninger, men eftersom hendes egen mor begik selvmord og efterlod sin datter mere eller mindre alene i verden, varer det ikke længe før de to piger er fuldt på bølgelængde i deres tankegang. De er så at sige alene i en verden fuld af fraværende - eller endda voldelige - voksne, der ikke kan tage sig af deres børn.

Hårrejsende detaljer
Mere får vi ikke at vide om de to piger. Pigen, der er blevet udsat for incest, kommer med enkelte, hårrejsende og detaljerede beskrivelser af sin fars overgreb, men vi lærer ikke pigerne at kende som mennesker, kun som typer. Vi aner ikke hvad de kan lide at spise, hvad de interesserer sig for, hvad de drømmer om at blive engang eller hvad de iøvrigt har af gode eller dårlige oplevelser i deres korte liv.

Kameraet gror fast
Det er netop på det punkt, 'Kærlighedens krigere' bliver til en stiløvelse istedet for en rørende historie om to menneskeskæbner. Simon Staho filmer de to piger i kontrastrig sort/hvid, hvadenten de befinder sig i en typisk boligblok, på et goldt og klinisk værelse på et vandrehjem eller ude i den svenske natur. Og i stil med den yderst formbevidste svenske instruktør, Roy Andersson, filmer Staho pigerne med et stationært kamera, så scenerne har karakter af tableauer. Fx lader Staho kameraet gro fast i flere minutter mens han filmer de to piger, der løber ned ad en lille landevej et sted i Sverige. Musik, der kan afsløre eller understrege følelser eller på anden måde understøtte historien, er der ikke noget af i 'Kærlighedens krigere'.

Konsekvent udført
Det er altsammen imponerende rent og konsekvent udført. Men det er altså heller ikke meget andet end det. Som en historie om to piger, der er blevet grundigt mishandlet af deres forældre, er 'Kærlighedens krigere' knap nok en historie. Der er ikke meget udvikling, der gør det muligt for publikum at finde ind til pigernes tanker. Og Simon Stahos næsten revolutionære erklæring i filmens annoncekampagne om at filmen er et 'angreb på kærlighedens fornægtere og benægtere' og 'en hyldest til den urimelige kærlighed' står ikke ligefrem 100 procent klart, når man har set 'Kærlighedens krigere'. Man kan lige så vel argumentere for at filmen handler om to piger, der udfører flere aldeles unyttige og tåbelige handlinger fordi ingen er så venlige og ansvarsfuld at fortælle dem bedre. Og det er jo noget helt andet.

Ikke en rørende film
Derfor er 'Kærlighedens krigere' ikke den rørende film, den burde være, hvis man skal tage dens opråb om at elske ægte og ærligt og hudløst for pålydende.