Kapitalismen - en kærlighedshistorie

10 grunde til at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en anderledes film

Anmeldt af Per Juul Carlsen

1.
Det her er ikke en almindelig film. Hverken på den ene eller anden måde. Det kan godt være, at den bliver puttet ned i den almindelige rodekasse, der hedder dokumentarfilm, men 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en politisk film med en satirisk og humoristisk undertone. Det er den første grund til, at det her ikke er en almindelig film.

2. og 3.
Den anden årsag er, at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en film med et klart og tydeligt mål. Filmen slutter simpelthen med en opfordring til at gøre oprør mod den amerikanske elite, der ifølge filmen har sat sig godt og grundigt på den amerikanske økonomi siden starten af 1980'erne. Sådan en omgang ren agiterende politisk propaganda ser vi kun sjældent i de danske biografer. Det er den tredie grund til at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en anderledes film.

4.
Den eneste grund til at vi får sådan en omgang ren politik at se i de danske biografer er, at instruktøren Michael Moore pakker sine klare holdninger ind i charme, humor og skarp satire. Moore ER sjov. Og han er det ikke mindst i 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie', hvor Moore ikke lægger fingrene imellem i sine udfald. Humor er hans stærkeste våben. Det er den fjerde grund til at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en anderledes film.

5.
Den femte årsag er, at filmen er en Michael Moore-film. Siden sit gennembrud med 'Roger & Me' i 1989 er Moore ikke alene blevet 50-60 kilo tungere, han er også blevet et fænomen. Hans satiriske stil og ikke altid nuancerede dokumentation får hans modstandere til at haste bort, når de ser ham og hans filmhold. De har ikke lyst til at stille op. De ved, at Moore vil udstille dem, når han får mulighed for det.

Allerede i starten af 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' får Moore fx sat den tidligere amerikanske præsident, Ronald Reagan, grundigt på plads med en lille kommentar, der ikke ligefrem kan kaldes sober og nuanceret - men den er ihvertfald sjov. Moore forklarer, at den amerikanske økonomi begyndte at løbe ind i store problemer i 70'erne. Det forsøgte den daværende præsident Jimmy Carter at gøre opmærksom på, men ingen gad høre på sådan en lyseslukker.

Istedet kom den tidligere skuespiller, Ronald Reagan, der hurtigt skulle tage sig af landets problemer, fx de lesbiske feminister, som Michael Moore kalder dem. Og så viser Moore et klip fra en gammel film med Ronald Reagan og en kvinde, der får et hysterisk anfald. Reagan kigger på kvinden med et målbevidst blik, og siger tørt og kontant 'det skal jeg nok klare', hvorefter han rejser sig og stikker kvinden en så kontant lussing, at hun tilsyneladende går i chok.

6.
Det er Michael Moores fyndige beskrivelse af Reagans politiske handlekraft. Som journalistik er det ikke fair - men som satire er det ekstremt effektivt. Derfor er der ingen modstandere i 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie'. De holder sig langt væk. Det er ganske usædvanligt for en seriøs dokumentarfilm. Det er den 6. årsag til at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en anderledes film.

7.
Den 7. årsag er, at Michael Moore ikke er spor bange for at bruge billige tricks i en dokumentarfilm. Hvis noget er for svært at forstå, sørger Moore for at fjerne nuancerne og gøre det simpelt. Det er ikke sobert, men ofte er det morsomt, som i en sekvens, hvor Michael Moore undrer sig over at kapitalismen og kristendommen tilsyneladende går hånd i hånd i toppen af det amerikanske samfund. Hvor kommer den alliance fra? spørger Moore, der sætter den store trumf på, da han slår over i ren satire og hiver nogle klip fra en gammel Jesus-film frem. I sekvenserne hvor fattige og syge beder Jesus om barmhjertighed og hjælp fjerner Moore Jesus' oprindelige, trøstende ord og lader istedet Jesus udtale sig i kapitalismens ånd ved at sige noget i retning af: 'du får ikke nogen hjælp af mig, før du hoster op med nogle skejser'. Det er hamrende sjovt. Og yderst effektivt. Endnu engang ...

8. og 9.
Det er også den 8. grund til at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en anderledes film. Hvis man ikke kan lide Moore, hans stil og hans synspunkter vil man hade hans ironiske hyldest til Kapitalismen - ligeså meget som man vil elske den, hvis man er Moore-fan. Michael Moore er blevet et fænomen, der nærmest overskygger, og ihvertfald farver, de emner, han beskæftiger sig med. Han har ikke skyggen af en chance for at overbevise sine modstandere om, at han har ret. Der er simpelthen for meget showman og for lidt sober dokumentarist over Moore.
Det leder direkte over i den 9. årsag til at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en anderledes film. Siden hvornår har en utroværdig journalist og dokumentarist fået plads i de danske biografer?

10.
Og den 10. årsag til at 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' er en anderledes film er, at det er en film, der rammer en tidsånd lige i mellemgulvet. Filmen dukker op i kølvandet på finanskrisen, netop som det amerikanske erhvervsliv og den tidligere præsident, George W. Bush, tilsyneladende har sat landets økonomi over styr, og alligevel, i vinteren 2008, skyndte sig at vedtage en hjælpepakke, der hev 700 mia op af skatteydernes lommer og gav dem til det erhvervsliv, der i forvejen sad på flæsket. Det er mere end Michael Moore ville finde sig i. Og han argumenterer yderst skarpt og effektivt og ikke mindst morsomt for sit synspunkt i 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie'.