Katyn
Det polske spøgelse
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Filmen 'Katyn' er en spøgelseshistorie. Der er ganske vist ingen mystiske væsener i kælderen, der er ingen døre, der smækker af sig selv eller væsener pakket ind i hvide lagner, men man fornemmer alligevel konstant tilstedeværelsen af et grumt genfærd, som bliver ved med at hjemsøge og hærge. Spøgelset er ganske virkeligt og ægte, det har eksisteret i snart 70 år, og det bliver ved med at hjemsøge det polske folk. På mange måder er det blevet et sindbillede på mange hundrede års lidelser for et folk, der har været klemt inde mellem to aggressive og ekspansionslystne storebrødre.
Delt Polen
Spøgelset i 'Katyn' er et fænomen, som kan være svært at sætte sig ind i for os danskere, der slap nådigt gennem 2. verdenskrig. Men når man ser hvordan den efterhånden 82-årige polske instruktør, Andrzej Wajda, beskriver Katyn-affæren, er man ikke i tvivl om at det er en begivenhed, der har naget og pint det polske folk. Før 2. verdenskrig indgik Tyskland og Sovjetunionen en svinestreg af en aftale, der reelt delte Polen i to. Den tyske hær invaderede den vestlige del af Polen mens den røde sovjetrussiske hær gik ind i Østpolen, og undervejs i den manøvre blev omkring 20.000 polakker likvideret. Hovedparten af dem var officerer i den polske hær, mens resten var folk, der på en eller anden måde havde været i vejen.
Massegrave
De 20.000 polakker blev fundet i massegrave af den tyske hær, da den i 1943 nåede frem til Katyn-skoven i det vestlige Rusland, det daværende Sovjetunionen. Sovjetrusserne smed skylden på tyskerne - mens tyskerne smed den tilbage på russerne. At 20.000 landsmænd blev skudt i baghovedet og smidt i grave langt inde i en skov var et hårdt nok slag mod polakkerne. Men det gjorde bestemt sagen værre, at alt tydede på, at Stalins soldater systematisk havde likvideret polakkerne med det ene formål at underminere den polske nation. Med massedrabene havde Stalin nemlig fjernet hovedparten af de polakker, der kunne organisere og styre et land, hvis Polen skulle rejse og mobilisere sig til kamp. Og det gjorde sagen rigtig slem for polakkerne, at Sovjetrusserne nægtede at påtage sig skylden for Katyn-affæren helt frem til Gorbatjov rensede luften i 1990. På det tidspunkt havde det kommunistiske Sovjetunionen styret Polen gennem 45 år.
Monstrøst genfærd
Det er det monstrøse genfærd, der spøger i Andrzej Wajdas 'Katyn'. Og hvis man undrer sig over hvorfor Wajda laver en film om Katyn-affæren med 70 års forsinkelse, hænger det sammen med de store følelser, polakkerne slæber rundt på. Andrzej Wajdas egen far var blandt de likviderede officerer og som stor teenagedreng var han blandt de mange tusinde polakker, der tilbragte 2. Verdenskrig med at vente og vente på at få at vide hvad der var sket med deres mænd og fædre og sønner og brødre. Mange fik først et klart svar længe efter krigens afslutning.
Ventende familier
Det er netop de ventende polske familier, Wajdas 'Katyn' ta'r fat i, fx Anna og hendes datter, Nika, der venter og venter på at få at vide hvad der er sket med kavalerikaptajnen Andrzej. Ironisk nok har de muligheden for at give ham at kram og tale med ham netop da han og en stor flok officerer er blevet interneret af den russiske hær - og de ikke har den mindste anelse om hvad der venter dem. Derefter ser de ikke mere til ham. Andrzej bliver sendt videre til en interimistisk lejr og videre derfra - og så forsvinder han.
Sørgende kvinder
Det kan virke logisk at fokusere på de ventende og fortvivlede familier, men det gør også 'Katyn' til en tung og stillestående film. Man fornemmer aldrig for alvor desperationen og frustrationen hos de efterladte kvinder og børn, bl.a. fordi filmens dialog i høj grad handler om det, der præcis sker for øjnene af en. Der bliver ikke gjort mange forsøg på at give figurerne deres eget kød og blod. De er bare ventende og sørgende kvinder og børn. Først da Wajda til sidst giver en yderst malende, meget nøgtern og tør beskrivelse af de polske officers sidste sekunder, bliver massakren og dens konsekvenser rigtigt påtrængende og gribende.
Uafrystelige billeder
Det er til gengæld også nogle ualmindeligt voldsomme og uafrystelige billeder den 82-årige Wajda får skabt. Én for én bliver de polske officerer trukket ud af små lastvogne, ført hen til en massegrav mens de be'r deres fadervor inden en kugle slukker deres lys for altid i en frostkold russisk morgendis. Når man tænker på, at Adnrzej Wajda dermed har forsøgt at rekonstruere sin egen fars døde, forstår man godt at det har været svært for ham at gøre 'Katyn' færdig. De billeder trækker hele den lidt tunge film op og giver et klart billede af hele det polske folks store spøgelse.