Klassen

En nydelig lille film

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Engang i mellem sker det, at en film eller en bog eller en cd kommer drønende med så meget hype omkring sig, at alle bare hopper på vognen og kører jublende gennem gaderne. En sådan film er franske 'Klassen'. Den vandt verdens fineste filmpris, Den gyldne Palme, i Cannes sidste år og siden er den rejst gennem verden med den ene positive anmeldelse efter den anden. Den har vundet flere fine priser, og det er som om alle bærer superlativerne videre - som var det en olympisk fakkel.

Medrivende og spændende
Det er et mærkeligt fænomen. 'Klassen' er nemlig ikke en film, der stritter ud. Det mest overraskende ved den er, at den næsten udelukkende viser en skolelærer og hans elever i et klasselokale. Og når alle, der har gået i skole, ved hvor ufattelig kedelig sådan en seance kan være, er filmen forbavsende medrivende og spændende. Men det varer meget længe før filmen præsenterer noget, der bare ligner et egentligt drama. Istedet består filmens drivkraft i læreren Francois og hans undervisning af eleverne.

Multikulturelle og raceblandede
I starten af filmen hører vi nogle af Francois' kolleger tale om eleverne på den multikulturelle og raceblandede skolen, og det står meget klart, at det ikke er nemme og artige børn, det drejer sig om. Men de laver nu ikke specielt meget ballade, de 13-14-årige elever i Francois' klasse. Enkelte af dem opfører sig dumt engang imellem, og flere af drengene gider ikke rigtig følge med i undervisningen. Specielt drengen Souleymane er ugidelig. Han er ikke dum. Bare ugidelig. Derudover er eleverne forbavsende engagerede. Da Francois skriver en sætning på tavlen og bruger navnet Bill, klager eleverne ganske velformuleret over at han altid bruger hvide eller vestlige navne, ikke afrikanske eller asiatiske.

Som kvæg i en fold
Sådan er Francois' elever. Som lærer er han ikke specielt rosende eller anerkendende i sit forhold til eleverne. Men han giver dem lov til at diskutere og komme med deres. Francois er åbenlyst en af de få progressive kræfter på skolen. Mens hans kolleger er mest optaget af at kontrollere eleverne, som en flok kvæg, der skal drives ind i en fold, forsøger Francois i det mindste at forstå årsagen til elevernes opførsel. Ikke meget, men dog lidt.

Bobler af selvtillid
Men efterhånden opstår et lille drama. Francois' kommer med en uheldig beskrivelse af to pigers opførsel og pludselig er den selvstændighed og det engagement, hans elever har vist, vendt til et oprør mod ham. Og det ender med at Souleymane bliver vred og skrider fra klassen, hvilket er en forseelse, som kan medføre bortvisning fra skolen. Det er langtfra noget stort eller verdensomstyrtende drama, og filmens drivkraft er åbenlyst samtalerne mellem Francois og hans elever. De bobler af selvtillid og selvstændighed. De er næsten små voksne. Lærerkollegiet på deres skole, derimod, opfører sig i høj grad som store børn. De bliver fx smækfornærmede når en elev har sagt 'du' istedet for 'De' - også Francois.

Kritik af skolesystemet
Der gemmer sig altså tydeligt en kritik af skolesystemet i 'Klassen'. Og hvis man vælger at opfatte skoleklassen i 'Klassen' som et billede på det moderne, multikulturelle Frankrig, gemmer der sig en kritik af hele samfundsopbygningen. Men det er en meget åben kritik - fuld af spørgsmål og plads til fortolkning. Læreren Francois er både en helt og en skurk, og det er svært at forstå hvorfor klappen går ned over hans åbne sind undervejs i filmen. Hvad er pointen? Den type mennesker, der sværger til en kontant skole med militaristisk disciplin kan med god ret hævde, at Francois' undervisning løber af sporet fordi hans elever får så meget frirum til at være sig selv og til at diskutere.

Evigtrullende samlebånd
Det er tydeligt, at instruktøren Laurent Cantet og forfatteren Francois Bégaudeau, der selv spiller læreren Francois, har villet vise en flok unge mennesker, som træder i karakter og bliver sig selv indenfor skolesystemets evigtrullende samlebånd. Men det er svært at forestille sig, at filmen taler til andre end dem, der allerede er enige med Cantet og Bégaudeau i, at det klassiske skolesystem underkuer eleverne. Og i betragtning af hvor mange mennesker verden over, der starter med at få smadret deres liv og blive skubbet til side i samfundet takket være det klassiske skolesystem, burde det ikke være svært at skabe en film med langt større slagkraft og tankegods.

Positivitet og velvillighed
Måske er det derfor, 'Klassen' rejser rundt på en sky af positivitet og velvillighed. Her har vi en sympatisk og underspillet film, der synes at sige noget tiltrængt og vigtigt om de millioner af unge mennesker, der bliver trådt under fode i vores moderne, multikulturelle, vestlige civilisation. At den ikke siger ret meget og ikke siger det ret højt, gør ikke så meget.
Men først og fremmest viser 'Klassen' en folk unge mennesker, der træder i karakter indenfor et stramt skolesystem. Det er dens virkelige styrke og derfor har den fortjent at blive hyldet som en stærk, lille film. Men at bære den rundt i verden på en rede af superlativer er at overdrive.