Koncerten

Sådan laver man en fuldfed lagkage

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Lad os lave en kage, en rigtig lagkage, fuld af fyld, fuld af kalorier - ikke de der tørre småkager, som asketerne går rundt og tygger i. Det skal være en ordentlig børge med creme og guf og flødeskum over det hele.

En god og solid bund
Okay. Først skal vi have en bund, en god og solid bund, der skal være sprød og indbydende og som samtidig kan holde på alt det guf, der skal ligge og gøre sig til overalt på kagen. Bunden kunne fx bestå af et solidt og klassisk kærlighedsdrama. Og gerne med en stærk tragisk undertone - det fylder altid mere end en glad, feel good og happy-go-luck-romantik. Der er ikke nogen grund til at holde sig for fin til tomme kalorier, når man skal lave sådan en lagkage.

En snert politik
Det virker også altid godt at give sådan en tragisk kærlighedshistorie en snert af politik. Ikke nutidig politik, det er så besværligt og kompliceret at holde styr på, men en gammel konflikt, og - og det er meget vigtigt - en konflikt, hvor nogen helt afgjort er blevet undertrykt og mishandlet. Det behøver ikke være jøder, der er blevet ødelagt i nazisternes koncentrationslejre. Det er alt for tungt. Det kan kun selvpinere holde ud at se på. Det går ikke til en festlig lagkage. Men sådan noget som mennesker, der er blevet frarøvet deres værdighed og måske endda deres livs lys under et af de gamle kommunistiske styrer i Østeuropa. Det er ikke så tungt, at det gør noget. Det endte jo godt, det hele.
Det er en god lagkagebund. En tragisk kærlighedshistorie, der bunder i kommunismens umenneskelige ansigt.

Lårklaskende og ufortyndet humor
Så skal vi have nogle smagsnuancer. Vi skal have fundet de ingredienser, der giver lagkagen karakter. Det er selvfølgelig brug for humor. Det er altid en vinder. Alle kan lide at grine og jo mere, jo bedre. Og det skal ikke være sådan noget underspillet og tør humor, og heller ikke besværlig ironi, som det ikke er alle, der kan forstå. Det skal være lige ud af posen, fuld skrald på, lårklaskende, ufortyndet humor, sådan som man altid har dyrket det i Østeuropa: Vanvittige mennesker, der slås til høj musik. Folk, der drikker sig stangstive og går syngende og dinglende gennem gaderne. Folk, der kun tænker på penge. Nyrige russere, der tror de kan købe sig til alt. Mænd, der kysser hinanden. En bunke farvestrålende sigøjnere, der vælter ind og skaber forargelse på det pæne borgerskabs bonede gulve. Den slags.

Store passioner
En anden vigtig smagsnuance er musik, masser af musik. Der skal være musik over det hele. Alle elsker musik. Hovedpersonerne skal være mennesker, der elsker musik passioneret og som ikke kan forestille sig deres kærlighed uden musik - og omvendt. I det hele taget skal filmen bugne med følelser. Store armbevægelser. Store passioner. Folk elsker den slags.

Voldsom og ulykkelig kærlighed
Nu begynder vi at kunne se lagkagen for os. En stor følelsesladt og musikalsk historie om voldsom og ulykkelig kærlighed og politik med tragiske konsekvenser. Hovedpersonen kan være en ca 55-årig russisk dirigent, der engang ledede et fantastisk orkester i Rusland. Desværre ragede han uklar med den kommunistiske ledelse, måske endda fordi han nægtede at fjerne jøderne i orkestret efter ordre fra den daværende leder, Brejsnev. Og så blev hans orkester lukket.

Et større svindelnummer
Mange år senere arbejder han som rengøringsmand på det berømte Bolsjoj-teater. Mens han gør rent på kontoret opsnapper han en fax fra en fransk koncerthal, der gerne vil have Bolsjoj på besøg. Han gemmer faxen og sætter gang i et større svindelnummer, hvor hans egen drøm bliver realiseret i Paris. Hans gamle orkester skal spille og solisten SKAL være et ungt fransk stjerneskud, der tilmed er en umådeligt smuk kvinde. Og det er der en god grund til. Det smukke franske stjerneskud har nemlig en vigtig forbindelse til den russiske dirigent og hans gamle orkester, der blev revet fra hinanden med store menneskelige tragedier til følge.

Underhunden præsterer igen
Så kan vi slippe hele den store forvekslingskomedie løs. I Paris kan de ikke forstå, at det russiske orkester insisterer på at spille noget så gammeldags og umoderne som den følelsesladte og romantiske russer, Tjajkovskij. Og i Rusland får den gamle dirigent selvfølgelig store problemer med at samle sit gamle orkester. Mange af dem har solgt deres instrumenter og kan slet ikke spille længere. Men selvfølgelig spiller det gamle, rustne orkester vidunderligt, da de endelig gælder. Passionen og kærligheden får det hele til at gå op i en højere enhed. Tricket med at lade underhunden præstere langt ud over alle grænser tilsidst virker altid på film. Ikke et øje vil være tørt.

Ingen fimset skelen til vægten her
Sådan laver man en rigtig lagkage. Masser af fyld, masser af kalorier - ingen fimset skelen til vægten her. Efter den omgang er der umuligt nogen, der kan være sulten. Faktisk vil alle være så mætte, at kvalmen ligger på lur. Velbekomme.