Luftkastellet der blev sprængt

Luftkastellet der fes ud i det blå

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er ikke godt nok, det her. Så enkelt er det. Når man sidder med noget, der i løbet af ganske få år er vokset til flagskibet indenfor de stolte svenske krimitraditioner, og som millioner af mennesker verden over har slugt med begejstring, er det for tyndt at diske op med noget, der ligner almindelig tv-underholdning på en lørdag aften.

Enorm succes
Man kan diskutere om afdøde Stieg Larssons Millenium-trilogi har fortjent sin enorme succes, men enorm succes har den fået. Over én million eksemplarer er solgt i Danmark, hvilket vil sige at hver femte dansker ejer Stieg Larssons krimier. Når så stor en bogsucces skal omsættes til film, burde der være plads til store armbevægelser og lidt ekstra schwung og spændvidde. Men sådan er det ikke gået. Det startede nydeligt og fint med første del, 'Mænd der hader kvinder'. Fotografen Eric Kress' billeder fra den svenske skærgård emmede af muld og vand og flora og naturstemning, og gennem det meste af 'Mænd der hader kvinder' havde man en fornemmelse af rent faktisk at være til stede i filmens univers. Så levende en miljøskildring er det bestemt ikke alle film, der kan servere.

Slummens skytsengel
Bortset fra en påklistret feel good-slutning var Nikolaj Arcels og Rasmus Heisterbergs manuskript effektivt og dynamisk hele vejen igennem. Der var den helt rigtige balance mellem Millenium-trilogiens mest originale indslag, nemlig de to vidtforskellige hovedpersoner, den ihærdige, venstreorienterede og Tintin-agtige journalist, Mikael Blomkvist og den autonome, utilnærmelige hacker-prinsesse, Lisbeth Salander. Mens skarpsindige Blomkvist måtte koble af fra sit daglige arbejde med at opklare et mysterium for en aldrende rigmand, hjalp Salander ham, som en slags slummens skytsengel, ved at hacke sig frem til vigtige oplysninger - samtidig med at hun forsøgte at slippe af med de svinske mænd, der havde gjort hende ondt.

En besynderlig konstruktion
Så begyndte det at gå galt. 'Mænd der hader kvinder' var hele tiden tænkt som en biograffilm, mens de to næste film, 'Pigen der legede med ilden' og 'Luftkastellet der blev sprængt', skulle filmatiseres af et helt nyt filmhold og bringes på tv. En besynderlig konstruktion, som ihvertfald ikke var blevet stablet på benene for at skabe de bedst mulige filmatiseringer. Der var derimod nogen på svensk tv, der var bange for at tabe sine penge, hvilket viste sig at være helt ubegrundet da folk væltede ind i biograferne for at se 'Mænd der hader kvinder'. Og så skulle de to sidste film pludselig vises i biografen alligevel.

Flad miljøbeskrivelse
Resultatet blev som det måtte blive. Anden del af trilogien, 'Pigen der legede med ilden', var en langt fattigere oplevelse end 'Mænd der hader kvinder'. Manuskriptet havde slet ikke samme dynamik og overskud i personbeskrivelserne, miljøbeskrivelsen var flad og uden fornemmelse af dufte og smag og stemning, og klipningen af actionsekvenserne var ofte så kluntede, at man ikke kunne se hvem der slog og hvem der fik tæsk.

Umage hovedpersoner
Det værste var imidlertid, at den spændende dynamik mellem de to umage hovedpersoner, Salander og Blomkvist, næsten forsvandt. Blomkvist blev pludselig til en almindelig journalist mens Salander blev en slags catwoman, der kunne smadre store rockere uden at anstrenge sig. Fint nok med kvindelige helte, men hvis de opfører sig som Jean-Claude van Damme er vi jo ikke nået så meget videre med ligestillingen blandt filmhelte alligevel.

En grå lokalavis
Det går en lille smule, men ikke meget bedre i tredie og sidste del, 'Luftkastellet der blev sprængt'. Ligesom 'Pigen der legede med ilden' er 'Luftkastellet' fotograferet uden nogen fornemmelse for stil eller look eller farveholdning eller æstetisk. Det ligner bare en gennemsnitlig tv-serie. Det virker ikke som om den svenske instruktør, Daniel Alfredson, overhovedet har overvejet at give de to sidste dele af Millenium-trilogien et særpræg eller et særligt udtryk. De skal bare på gaden, som en lokalavis på en grå og anonym onsdag.

Anonymt revisorkontor
Kontoret hvor det samfundsrevsende magasin, Millenium, udgives, ligner mere en frokoststue i et konkursramt arkitektfirma end en travl redaktion, der satser på at rydde op i det svenske samfund. Endnu værre er miljøbeskrivelsen på det kontor, hvor filmens skurke holder til. Det ligner verdens mest anonyme revisorkontor med verdens mest anonyme medarbejdere. Der er ingen karakter, ingen fornemmelse for de små detaljer og nuancer, der gør en forskel.

Et romantiseret offer
Der er bestemt et velfungerende spændingselement i 'Luftkastellet der blev sprængt', men det er tæt på at gå i stå. Den mest karismatiske skurk bliver aflivet efter 10 minutter, og man har hele tiden fornemmelsen af at Blomkvist og politiet er flere skridt foran de ynkelige tilbageværende skurke i historien. Samtidig bliver Millenium-trilogiens mest fascinerende figur, Lisbeth Salander, nærmest tabt på gulvet. Hun bliver fuldstændig reduceret til et romantiseret offer, der er gået så grueligt meget igennem - og som mærkeligt nok får fuldstændig carte blanche af Stieg Larssons til at udføre grumme gerninger som hævn.

Småkedelig Tintin-lookalike
Journalisten Mikael Blomkvist er måske nok en ordinær og småkedelig Tintin-lookalike, men det er ham, der tvinger historien af sted og hele tiden insisterer på, at der skal ske noget i 'Luftkastellet der blev sprængt'. Til gengæld ligner Lisbeth Salander noget fra en gammel Disney-film, en grotesk uskyldig Askepot, der kan ånde lettet op efter at have gået så grueligt meget ondt igennem.

Mangler den ekstra begejstring
Det er svært at få øje på noget, der virkelig fungerer overbevisende i 'Luftkastellet der blev sprængt'. Og det er især svært at få øje på nogen, der har forestillet sig, at filmatiseringen af Stieg Larssons trilogi skulle have den ekstra dimension og den ekstra begejstring en bogsucces af den kaliber bør serveres med. For at sige det ligeud, er Millenium-trilogien ikke blevet behandlet med den respekt en bog fortjener, når den har formået at kæmpe sig indenfor i næsten hvert andet danske og svenske hjem.