Mænd der hader kvinder
Velsmurt venstrefløjsromantik
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Mænd der hader kvinder' er en mærkelig paradoksal tingest. Det er i bund og grund en klassisk tv-krimi, der forsøger at være meget mere end netop en tv-krimi. Det er en thriller, der følger Hollywoods filmmanualer til punkt og prikke og samtidig bygger på noget af det tykkeste venstrefløjsromantik, man kan forestille sig. Og det er en overdrevet feel good-film, der i samme åndedrag serverer uskyldige kvinder i flere forskellige former for lemlæstelse og pinefuld død.
Det kan godt være vi har at gøre med en bred og folkelig film, der ender med at blive det helt store skandinaviske filmhit i det her årti eller århundrede, men det er nu altså stadig en mærkelig størrelse.
Jävla svin
Udgangspunktet er en krimi af den svenske slags, hvor en klassisk hvem-er-morderen-gåde bliver garneret med en politisk og socialt indigneret undertone. I forbindelse med 'Mænd der hader kvinder' er undertonen imidlertid ikke bare socialt indigneret. Den er venstrefløjsromantisk i en grad, så man næsten har fornemmelsen af at være på museum. I Stieg Larssons Sverige er rigmænd og kapitalister nogle jävla svin, der bruger aldeles ufine og amoralske tricks for at rage til sig - hvis ikke de ligefrem har en fortid som nazister. Puha. Ligeså ubehagelige og ulækre er repræsentanterne for det offentlige Sverige, juristerne og embedsmændene, der udnytter deres position til at misbruge svagere borgere. Journalister, derimod, er idealister, der kæmper for retfærdigheden. Og så er der de stakkels kvinder, der er blevet udnyttet og misbrugt af magtliderlige, eller bare almindeligt liderlige, mænd.
Kulørt figurgalleri
Det er altså noget af et kulørt figurgalleri, Stieg Larssons, har stillet op. På den ene side har vi journalisten Mikael Blomkvist, der kæmper for at få skovlen under en Stein Bagger-agtig koncerndirektør. Men nogen ta'r numsen på Blomkvist, og da 'Mænd der hader kvinder' begynder, står han til fængsselstraf for bagvaskelse af koncerndirektøren. Han forlader sit bladsmører-job og bliver istedet hyret af en anden rigmand, den forbavsende sympatiske Henrik Vanger, der vil have opklaret sit livs store mysterium. Han vil vide hvem der myrdede hans elskede niece, Harriet, der forsvandt en dag i 1966. Det lykkedes aldrig politiet at opklare gåden. Måske har den berømte, stædige og idealistiske journalist mere held.
Snarrådig og stærk
Samtidig kæmper punkerpigen Lisbeth Salander, der har en fængselsstraf bag sig, med sin gennemført ubehagelige tilsynsværge, der misbruger hende på allergroveste. Heldigvis er Lisbeth en snarrådig og stærk kvinde, der hurtigt får taget sin hævn. Hun er tilmed en enestående dygtig computerhacker med fotografisk hukommelse, og da endnu en rigmand sætter hende til at undersøge journalisten Mikael Blomkvists baggrund fatter hun sympati for den renhjertede, idealistiske journalist og begynder at hjælpe ham.
Skandinavisk supersællert
Rådne rigmænd og undertrykte, kuede mennesker med rene hjerter. De gode er satme gode og de onde er virkeligt onde. Forrige århundredes venstrefløjsromantik lever i bedste velgående i 'Mænd der hader kvinder'. Endda i sådan en grad, at Stieg Larsson giver Lisbeth Salander lov til at hacke sig ind alle mulige steder. De gode må altså gerne bryde loven. Almindelige gennemsnits-Hollywoodfilm er forlængst begyndt at opbløde vores opfattelse af hvad der er godt og ondt, og i det mindste overrumple publikum ved at flytte rundt på klichéerne. Men sådan er det altså ikke i den her moderne skandinaviske supersællert. Og i slutningen af filmen går det helt amok.
Bedagede klichéer
Heldigvis har Stieg Larsson skrevet en medrivende historie omkring sine bedagede klichéer. Dertil kommer at danske Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har skrevet romanen om til et stramt og effektivt manuskript, der konstant trækker filmen fremad og holder spændingen ved lige. Niels Arden Oplevs kompetente instruktion trækker det bedste frem i en række dygtige svenske skuespillere. Og fotografen Eric Kress' billeder af historiens kulisse, en øde svensk ø i et ubarmhjertigt vinterlandskab, er så intens og autentiske, at de næsten har den vigtigste rolle i filmen.
Påklistret slutning
Takket være sit hvem-er-morderen-krimi-udgangspunkt er 'Mænd der hader kvinder' grundlæggende en almindelig tv-krimi, men det er tydeligvis gjort en stor indsats for at gøre filmen til en luksuskrimi med lækre billeder, mere uddybede figurer og en prangende spilletid på 2 ½ timer. Det fungerer også. I enhver henseende er 'Mænd der hader kvinder' et eller flere niveauer over almindelige tv-krimier.
Hvis man er i stand til at sluge den aparte, påklistrede slutning og den uddaterede venstrefløjsromantik, er 'Mænd der hader kvinder' altså en intens, velkonstrueret og effektiv krimi. En forvokset tv-krimi, en feel good-film med talrige forpinte og maltrakterede kvinder og et stykke rød romantik i Hollywood-indpakning, ganske vist, men stadig en intens, velkonstrueret og effektiv krimi.