Man on Wire
Når man kradser i facaden
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Man on Wire'. Mand på stålwire. Det lyder jo ganske simpelt. Her har vi en film om en mand, der i 1974 balancerede i tre kvarter på en stålwire mellem de to gigantiske højhuse i World Trade Center i New York. Det er selvfølgelig en unik og utrolig og bemærkelsesværdig og vanvittig bedrift, men umiddelbart handler den vel ikke om andet end at manden sætter sin wire op, balancerer frem og tilbage på den og piller den ned igen?
Jo, det gør den i høj grad. Det er præcis det, en veldokumenteret og flot opsat og dramatiseret dokumentar som 'Man on Wire' viser. Hvis man kradser i overfladen i historien om den franske gøgler og gadeartist, Philippe Petit, og hans sindssyge spadseretur, dukker der en oase af små dramaer op.
Et bankkup
For det første er der forberedelserne. Det var naturligvis ikke spor lovligt at balancere mellem to højhuse og med godt 400 meters frit fald under sig. Derfor er 'Man on Wire' også historien om noget, der lige så godt kunne være et bankkup. Philippe Petit og hans håndlangere, eller bande om man vil, måtte forberede sig ekstremt grundigt for at kunne snige sig op til toppen af de to højhuse med en stor bunke udstyr. Petit havde 5-6 medhjælpere, hvoraf to-tre stykker havde støttet den dengang 26-årige Petit næsten lige siden han som stor teenager hørte om World Trade Center-byggeriet og begyndte at fantasere om at balancere på line mellem tårnene.
Toppen af Twin Towers
Petit besøgte højhusene i flere omgange, han studerede tegninger af dem, han udgav sig for at være journalist og lavede interview med ingeniører og bygningsarbejdere på husene - han studerede endda gamle gangsterfilm på næsten manisk vis for at lære tricks, der kunne komme til nytte under turen til toppen af Twin Towers. Naturligvis vidste Petit og hans venner godt, at de overhovedet ikke risikerede samme straf som en flok bankrøvere, men spændingen og intensitet var nogenlunde den samme. Og undervejs til toppen af det ene højhus var Petit flere gange ved at blive opdaget af vagter, der fornemmede bevægelser og sære lyde.
Følelserne drænet
'Man on Wire' er altså ikke bare en dokumentar, men også en thriller - omend vi jo kender slutningen på forhånd. Men 'Man on Wire' er også en beretning om venskab. De mennesker, der hjalp Petit til at udføre sin store drøm og sit livsværk, var også hans venner - én af dem var endda hans kæreste. Og arbejdet med at snige sig uden om vagter og forhindringer og nå op på taget af husene, var så intenst, at det simpelthen sled deres forhold i stykker. Blot få timer efter at Philippe Petit var kommet ned fra World Trade Center indså hans kæreste, Annie, at deres forhold var forbi. Følelserne var drænet væk.
Hypernergisk
Det samme skete med Petits forhold til sin bedste ven og højre hånd under projektet, Jean-Louis Blondeau. Det bliver understreget undervejs i 'Man on Wire', da den idag næsten 60-årige og gråhårede Jean-Louis skal forklare betydningen af deres stunt i august 1974. Han kan ikke finde ordene og bryder stille ud i gråd. Det bliver ikke kommenteret yderligere, men det fremgår tydeligt, at følelserne og nerverne har været presset til det absolut yderste i bestræbelserne for at udføre Petits sindssyge linedanseri. Da det hele var forbi, var der ikke mere tilbage mellem dem. Og man skal ikke kigge særlig længe på den hyperenergiske Philippe Petit for at indse, at han ikke er noget nemt menneske at være tæt på.
Var det kunst?
Men 'Man on Wire' er mere end det. Det er også en film om kunst. Hvad var det Philippe Petit foretog sig, da han balancere på line mellem de to tårne? Var det en slags kunst? En forløber for street art? En slags podning eller befrugtning af de to golde og stillestående højhuse? Var det en gestus, der kunne få de to monumenter til at stå endnu mere levende i vores bevidsthed? De spørgsmål kan man diskutere i én undelighed. Det er også en del af James Marsh' dokumentar, 'Man on Wire'.
En hymne til WTC
Og endelig skal man ikke overse, at 'Man on Wire' fungerer som et minde eller en hymne til World Trade Center, der som bekendt styrtede sammen i den 11. september 2001, 27 år efter Petits linedans. 'Man on Wire' har været en overraskende, ja kolossal, succes i de amerikanske biografer, ikke mindst i New York, og der er ikke meget tvivl om at succesen skyldes at man takket være filmen, og takket være Petits stykke street art, kan se de to giganter trone lyslevende over Manhattan igen. Det er der ikke mindst en stor skønhed over.
Det er alle de her underhistorier, der får 'Man on Wire' til at stå så stærkt - og som meget mere end en dokumentation af en 34 ½ år gammel begivenhed.