Marley & Me

Glade og smukke mennesker

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det siges, at film bliver mere og mere verdensfjerne og eskapistiske når verden er i krise og økonomien har det skidt. Det er slet ikke sikkert, at nogen har skænket finanskrisen en tanke, da komediedramaet 'Marley & Me' blev sat igang, og eftersom en film er flere år om at nå fra at være en tanke til en færdig film, har 'Marley & Me' formentlig slet ikke været i nærheden af den finanskrise, der er på alles læber her i 2009. Og da filmen bygger på en bog, der blev udgivet i 2005 så økonomien sikkert ualmindelig lyserød ud, da forfatteren John Crogan sad og skrev bogen.

Glem genvordighederne
Men ... hvis der er nogen film, der er designet til at fjerne alle grumme tanker om en husleje, der er svær at betale, eller et arbejde, der måske snart ikke er der mere eller vrede optøjer på gaderne, så er det 'Marley & Me'. Den slutter ikke i det høje lyserøde C, faktisk ender den på en trist tone, men det er en trist tone af en type, der er udtænkt og arrangeret for at man kan glemme alle vigtige genvordigheder, såsom en finanskrise, i den virkelige verden. Og hvis man vælger at gå ind at se en anden premierefilm, 'Johnny Mad Dog', hvor 10-15-årige drenge skyder jævnaldrende børn ned med koldt blod, inden man ser 'Marley & Me', er der pænt stor sandsynlighed for at man vil sidde og fnise hysterisk til slutningen af 'Marley & Me'.

Verdensfjern og eskapistisk
Så verdensfjern og eskapistisk er 'Marley & Me'. Den er faktisk helt vildt verdensfjern og eskapistisk. Det er en af den slags film hvor alt og alle er pakket ind i teflon, så problemerne aldrig rigtig sætter sig fast og vokser og bliver rigtig for alvor problematiske. Hvis nogen bliver sure og skælder ud, skynder de sig at undskylde, så alt er godt igen. Og hvis naboens datter bliver overfaldet i indkørslen skynder man sig at flytte til et pænere kvarter.

John og Jennifer
Filmens hovedpersoner er ægteparret John og Jennifer, der stammer fra det kolde Michigan, hvor det sner og sådan noget ubehageligt noget. Heldigvis får de begge arbejde på aviser i det dejligt varme Florida. Så kommer der en ny udfordring. John indser, at Jennifer snart vil komme rendende og vil have børn, men heldigvis har Johns gode kollega et godt råd. John skal skynde sig at give Jennifer en hund, den er meget nemmere at have med at gøre, og så glemmer fruen alt om at få børn i nogle år.

Ustyrligt monstrum
Imidlertid ender John og Jennifer med at få fingre i et fænomen af en hund, Marley, verdens værste hund, som John kalder den. Det er et ustyrligt monstrum, der æder møblerne, sluger telefonsvareren, drikker vand af toiletkummen og hyler som tosset når det tordner. Marley er møgbesværlig, simpelthen og det giver rigtig god mening, at John og Jennifer konstant taler om at skille sig af med ham. Men Marley er også en glad og sjov hund, så de ender med at beholde ham alligevel, uanset at Jennifer en dag taler alvorligt om at få børn og at hun bliver ved med at tale så alvorligt om at børn, at parret en dag har tre søde børn.

Alle er smukke
Det er selvfølgelig hårdt arbejde at have tre små børn, men når bare man siger undskyld, når man har været sur og når bare konen er villig til at sige sit job op for at være hjemmegående og manden går fra det ene vellønnede job til det næste, endnu mere vellønnede job, så går det hele jo nok. Og det gør det så. Der er ikke noget problem i 'Marley & Me', der er så stort, at det ikke løser sig selv. Og når farmand kommer hjem fra arbejde kaster han sig direkte ud i en fodboldkamp med konen og ungerne. Alle er smukke og søde, og der er ikke grund til at bekymre sig om noget.

Spændende symbiose
Undervejs opstår der et ganske sjovt og spændende parløb mellem den umulige hund, Marley, og John og Jennifers små genvordigheder som ægtepar. Det er næsten som om Marley er et poetisk billede på Johns og Jennifers tilværelse sammen. Det er nærmest som om de har indgået en symbiose, som om hunden opsuger alle deres problemer mens deres tilværelse forløber uden store udfordringer. Den symbiose og det parløb er der noget ganske smukt og poetisk over - men desværre kun i en kort overgang.

Renskuret og nydelig
Resten af 'Marley & Me' er så renskuret og nydelig og lyserød, at man knap tror sine egne øjne. Og slutningen er så langt ude, at man uden tvivl skal være både hundeejer og inkarneret hundeelsker for at kapere den. Er det den type film, der kommer væltende i selskab med en finanskrise? I så fald har vi brug for at par hurtige bankpakker eller 5.