Milk
Ingen revolutioner - men en masse andet
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Når en mand som Gus van Sant, manden bag originale og grænsenedbrydende film som 'My Own Private Idaho', 'Elephant' og 'Paranoid Park', kaster sig over den såkaldte biopic, den biografiske film, forventer man et eller andet særligt fra ham. Man forventer li'som, at han gør et eller andet tiltrængt ved den her slidte genre, der er så vanvittig at tro, den kan genfortælle et menneskes lange liv i løbet af bare halvanden eller to timer.
Borgerretsforkæmper
Det gør han bare ikke. Ikke i den her sammenhæng, ihvertfald. Gus van Sants film om den homoseksuelle borgerretsforkæmper og politiker, Harvey Milk, er ikke et forsøg på at lege med den biografiske film og give den nyt liv og ny vitalitet. Der er ganske vist nogle smukke, velgennemtænkte og fascinerende klip og overgange hist og pist. Der er fx en hel scene, som man udelukkende ser som en spejlbillede i en af den slags små metalfløjter som homoseksuelle i 70'ernes San Francisco brugte til at hidkalde hjælp, hvis de blev overfaldet af mindre frisindede typer. Men derudover har Gus van Sant ikke brugt energi på at genopfinde den biografiske genre. Han har lagt energien et helt andet sted. Udover at beskrive mennesket og fænomenet Harvey Milk har han forsøgt at give publikum en fornemmelse af hvad det var Harvey Milk sloges så indædt for. Rettigheder. Retten til at være det, man er, og ikke blive forfulgt for det. Man forstår, nej fornemmer, simpelthen hvad der drev Harvey Milk.
Karismatisk hovedperson
På det plan lykkes 'Milk' fuldt ud. Filmen giver en klar fornemmelse af hvorfor Harvey Milk og hans nærmeste i 70'ernes San Francisco satsede alt på give sig selv plads til at leve. Det skyldes naturligvis i høj grad det billede, Gus van Sant tegner af hovedpersonen, Milk. Han var ikke bare en karismatisk person som næsten hele det homoseksuelle miljø i San Francisco samlede sig bag, han var også et menneske, der først måtte kæmpe med sin families accept og siden måtte slås med samfundets respekt. Det kan lyde enkelt. Naturligvis handler Harvey Milks kamp om accept og respekt. Men ét er at forstå det. Noget andet er at fornemme og føle det.
Ynkelig figur
I den sammenhæng spiller den lidt ynkelige figur, Taco, en altafgørende rolle. Umiddelbart er han bare en småtumpet udlænding, som Harvey Milk finder sammen med fordi Taco er ham totalt hengiven. Taco er ingen begavelse - netop derfor kan Milk slappe af med ham. Af samme grund er stakkels Taco i den spøjse situation, at han ikke bare bliver tilsidesat af hele det amerikanske samfund, men også af sine egne. Taco higer efter accept. Han kæmper for at være sammen med sin Harvey og han kæmper for at blive accepteret af Harveys venner og kolleger. Han har ikke andet at hænge sin tilværelse og sin eksistens op på.
Mexicansk knægt
Til at starte med er Taco et irriterende og forstyrrende element. Han dukker op netop som Harvey Milk har fuld gang i sin politiske karriere, netop som Milk går til modangreb på fænomener som den religiøse, ultrakonservative, tidligere fotomodel, Anita Bryant, der står som en forsvarer for hele det ærkekonservative USA. Og her kommer så en fordrukken, følsom mexicansk knægt og tigger om at blive elsket. Det er jo præcis det, 'Milk' handler om. At få lov til at være det, man er.
Forvirret politiker
Harvey Milk er hjernen i 'Milk' - Taco er sjlen. Den dramatiske motor er kampen for de homoseksuelles rettigheder, men der er én person, der for alvor sætter skub i begivenhederne, den aldeles heteroseksuelle, men stærkt forvirrede politiker, Dan White. Han blev valgt ind i San Franciscos byråd på samme tid som Harvey Milk, men skulle forsvare interesserne for et langt mere konservativt område end Milks nu legendariske homo-kvarter, Castro. White begreb aldrig det politiske spil og i et anfald af frustration affødt af psykiske problemer stoppede han Harvey Milks karriere med en pistol i 1978.
Knudret kærlighedshistorie
Den sandfærdige historie om Harvey Milk har altså alt hvad et godt filmdrama kan ønske sig - en heltemodig og karismatisk hovedperson, der vokser i takt med historiens udvikling, en knudret kærlighedshistorie og en sindsforvirret morder. Historien fortæller mere eller mindre sig selv, men det er Gus van Sants store fortjeneste, at han får de vigtige elementer bag det kulørte drama til at stå skarpt og tydeligt. Man fornemmer udviklingen fra Harvey Milk, der gik fra hippie-frisindet homoseksuel til fuldblodspolitiker og strateg. Man fornemmer frustrationen over ikke at blive respekteret. Og som heteroseksuel fornemmer man nærmest hvad det indebærer og hvad det vil sige at være homoseksuel. Det er ikke så lidt af en bedrift. Og så er der kun tilbage at nævne at Sean Penn er vanligt fantastisk intens og nærværende som Harvey Milk.
'Milk' er altså ikke nogen virtuos fornyelse af den biografiske genre. Det er bestemt til at leve med.