Monsters mod Aliens

To gode film i én

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det mest forunderlige ved aninationsfilmen 'Monsters mod Aliens' er, at den fungerer fortrinligt og fuldt ud både som børnefilm og som voksensatire. Den kan begge dele - og endda nogenlunde lige godt.
Det er på mange måder den store sejr for vor tids computerteknologi og især den del af den, der folder sig ud indenfor filmverdenen. Nutidens computerprogrammer er tilsyneladende så effektive og så udtryksfulde, at de kan tryllebinde publikum med både stort opsatte actionstunts og sjove, finurlige figurer. Og når man så samtidig kan diske op med gode gags og en serie veltimede satiriske punchlines, kan man altså skabe to gode film i én.

Farverigt figurgalleri
Selv små børn kan hygge sig gevaldigt med det spøjse og farverige figurgalleri i 'Monsters mod Aliens' - først og fremmest firkløveret Susan, Missing Link, Dr. Kakerlak og B.O.B. De fire figurer er kærlige parodier på klassiske karakterer fra gamle amerikanske skrækfilm af den mest kulørte slags, men det behøver børnene sådan set ikke at kende noget til. De fire freaks er bare sjove at se på og lytte til.

Omvandrende geleklump
Det gælder ikke mindst B.O.B., en stor havblå omvandrende geleklump, der kun er udstyret med en stor mund og et øje. Han har hverken rygrad eller hjerne, hvilket der bliver bygget talrige jokes op omkring i 'Monsters mod Aliens'. Næsten lige så sjov er fiskemanden Missing Link, der gerne vil være en handlekraftig superhelt, men har det meste i sin store Kim Larsen-agtige mund. Til gengæld er der både hjerne og handlekraft hos Dr. Kakerlak, en berømt videnskabsmand, der forsøgte at give mennesket kakerlakkens modstandskraft ved at fusionere et menneske, nemlig sig selv, med en kakerlak. Og endelig er der Susan, en ganske almindelig ung kvinde, der på sin bryllupsdag bliver ramt af en meteor og i løbet af kort tid vokser til 5-10 dobbelt størrelse.

Lumsk rummand
Og der kommer flere sjove figurer. Langt ude i rummet sidder nemlig en magtgal alien ved navn Galaxhar og drømmer at skab en hel planet med kloner af sig selv. Det eneste han mangler for at kunne udføre sin plan er det kraftfulde stof, der har fået Susan til at vokse. Altså rejser Galaxhar mod jorden for at udføre sine plan. Og det eneste våben jordboerne har i kampen mod den lumske rummand er de monstre, som man gennem tiderne har spærret ind i et superhemmeligt fængsel i USA, nemlig Susan, Dr. Kakerlak, Missing Link, B.O.B. og deres kæmpeven, Insectosaurus, en kampelarve på størrelse med et 40-etagers højhus.

Kæmperobot på Golden Gate-broen
Det er sjovt og vildt og skægt og fuld af humor og vilde, sindssyge kamerature - ikke mindst scenen hvor Susan, Dr. Kakerlak, Missing Link, B.O.B. og Insectosaurus skal tage kampen op med en kæmperobot på Golden Gate-broen i San Francisco. Den scene er så fuld af vilde idéer og så stort sat op, at den fuldt ud kan hamle op med selv de mest bombastiske katastrofefilm.

God bunke satire
Det er fuldt ud velfungerende som en børnefilm, men nedenunder actionsekvenserne og de sjove figurer gemmer sig altså en god bunke satire og parodi for de voksne. Fans af skrækfilm vil vide at hovedpersonerne B.O.B., Missing Link, Susan, Insectosaurus og Dr. Kakerlak stammer fra henholdsvis horrorklassikerne 'The Blob', 'Creature from the Black Lagoon', 'Attack of the 50 Foot Woman', 'Mothra' og 'The Fly'. Der bliver lavet rigeligt sjov med den slags film i 'Monsters mod Aliens', men også nye science fiction-film får nogle hug med politiske undertoner - fx i en sublim scene, hvor rumvæsenet Galaxhars store kamprobot lander på jorden, helt præcist i USA.

Beverly Hills Cop
Den amerikanske præsident insisterer på at vise sit mandsmod og møde rumvæsenet alene, hvorefter han går op af en lang improviseret trappe til et lille plateau, hvor han spiller de fem berømte toner fra Steven Spielbergs science fictions-klassiker 'Nærkontakt af tredie grad' - inden han på fuldstændig forrykt vis går amok og spiller temaet fra 80'er-filmen 'Beverly Hills Cop'. Selve scenen er en ironisk parodi på science fiction-filmen 'Independence Day', hvor den amerikanske præsident sætter sig op i et jagerfly og er med til at jage rumvæsenerne på flugt.
I det hele taget vrimler filmen med satire over amerikansk paranoia og velgennemtænkte referencer og parodier til hele den amerikanske - og lidt af den japanske - filmhistorie. Rent visuelt har filmen ikke samme lækre, cremede stoflighed og detaljerigdom som i fx 'Wall-E' og flere af selskabet Pixars film, men det opvejer den snildt i sin dynamiske og energisk historiefortælling og sin fornemme og formfuldendte balance mellem action og komik.