Nick and Norahs Infinite Playlist

Et ben i hver lejr

Anmeldt af Per Juul Carlsen

I populærkulturens verden bruger man udtrykket crossover når et stykke musik eller en film, der egentlig kun burde være populær indenfor et bestemt område, pludselig krydser over barriererne og bliver populær et andet sted også - hvis fx en heavy metal-plade også bliver et hit hos almindelige poplyttere. I de fleste tilfælde sker sådan noget pludseligt og uden at nogen er forberedt på det, men man kan selvfølgelig også forsøge at kalkulere sig frem til crossover-effekten. Man kan bevidst forsøge at plante et ben i hver lejr og håbe på at alle kan lide én.

Dyrker cremen
Den taktik bruger den amerikanske ungdomskomedie, 'Nick and Norah's Infinite Playlist'. Den åbner med en bid af et af nummer den mildt sagt kultiske sanger og guitarist, Chris Bell, der udsendte ét album i 1977 og døde året efter ved en bilulykke. Det viser sig at være vores ene hovedperson, Nick, der lytter til 'Speed of Sound' af Chris Bell. Han hører endda nummeret på en pladespiller, og ikke cd. Signalet er ganske tydeligt. Nick er ikke en almindelig popdummernik og poppedreng. Næh, han er en musik-connaisseur, en afficionado. Han er en kender. Han dyrker selve cremen, selve guldet indenfor den alternative amerikanske rockmusik - det man kalder indie i pladebranchen, indie for independent, altså uafhængigt af pladebranchens evindelige jagt på enslydende popmusik.

Popgimpe
Det ser jo ganske lovende ud, det her. Her er tilsyneladende en film, der vil noget anderledes. Men kun tilsyneladende. Det kan godt være at Nick lever og ånder for alternativ rockmusik og at den slags bliver strøet gavmildt ud over hele 'Nick and Norah's Infinite Playlist', men det varer ikke mange minutter før filmen begynder at ligne noget, der lugter velkendt. Nick er en komisk nørd, der overhovedet ikke er kommet sig over sin gamle kæreste, Tris, som han konstant lægger pinlige telefonbeskeder hos. Han optager endda cd'er med særligt udvalgte sange til hende. Tris er imidlertid revnende ligeglad med Nicks følelsesladede cd-opsamlinger. Hun er indbegrebet af en dum pop-gimpe, en glitterbeklædt dulle, der kun er interesseret i at blive feteret og forgudet af fyrene. Hvordan Tris og Nick engang blev kærester er et mysterium.

Ekstravagant musiksmag
Heldigvis er der Norah, en betydeligt mere følsom pige, der samler Nicks cd-opsamlinger op når Tris smider dem ud. Hun småfantaserer endda om at møde den her følsomme fyr med den ekstravagante musiksmag, som iøvrigt ligger meget tæt på hendes egen. Det er i princippet filmens idé - sammenstødet mellem to mennesker, der lever og ånder for den samme type musik. Det kunne der måske være kommet noget interessant ud af i hænderne på mere opfindsomme mennesker, men 'Nick and Norah's Infinite Playlist' springer meget hurtigt fra sit alternative udgangspunkt over i de mest gennemtrådte og gennemtærskede manøvrer fra den romantiske komediegenre.

Fælles yndlingsband
Nick og Norah møder hinanden en aften, hvor de begge er på jagt efter en koncert med deres fælles yndlingsband, Where's Fluffy, der ynder at give overraskelseskoncerter på klubber rundt omkring i New York. Nick har lige hjulpet sine venner med at spille bas til en koncert og Norah har tilfældigvis overværet koncerten. De bliver koblet sammen med venners hjælp, men eftersom følsomme Nick konstant ævler om sin gamle flamme, gimpen Tris, starter forholdet mellem Nick og Norah rigtig skidt. Men næhhhhh, sørme om ikke det ændrer sig - takket være deres fælles musiksmag, takket være deres Infinite Playlist, deres fælles liste over yndlingssange.

Udspekuleret og fantasiløs
Det, der starter med at ligne noget, som vil også noget andet og anderledes, afslører meget hurtigt, at det vil præcis det samme som alle andre. Det laver en crossover, det krydser over barriererne mellem to musikkulturer og segmenter, men på den mest udspekulerede og fantasiløse måde. Man skal lede meget grundigt og længe efter selvstændige idéer og originale indfald i 'Nick and Norah's Infinite Playlist' - ja, selv velturnerede komiske scener kniber det med at få sparket igang. Ikke engang den kejtede og spøjse skuespiller, Michael Cera, der fungerede glimrende i både 'Juno' og 'Superbad', kan få noget spændende ud af musiknørden Nick.