preload loader
ninja assassins
 

Skrevet af: Martin Lennon

 

Ninja Assassin

Snigmorder snigmorder

pile_3

Anmeldt af Martin Lennon

Ninja Assassin er skyldig fornøjelse af den slags, de fleste ikke vil indrømme, at de har set - endsige at de kan li'. Der er i den grad tale om en hardcore b-film, der helt sikkert vil få tvivlsomme anmeldelser og mange hån med på vejen. Plottet er så godt som ikke eksisterende, dialogen er pinlig dårlig, volden er ekstrem, blodet flyder i stride strømme og karaktererne er omvandrende klicheer. Men til trods for dette følte jeg mig i passager godt underholdt. Og hvorfor så det?

Høje niveau af action
Svaret er filmens høje niveau af action. 'Ninja Assassin' sigter målrettet efter den ene mere hæsblæsende kampscene efter den anden, og den rammer plet. Så har du en svaghed for ninjaer, der kæmper mod andre ninjaer for at blive de bedste blandt alle ninjaer, er filmen som skræddersyet til dig.

"Snigmorder snigmorder"
Før jeg så filmen undrede jeg mig en del over titlen 'Ninja Assassin', da ordnet Ninja betyder snigmorder og ja, Assassin betyder netop også snigmorder. At kalde en film noget, der betyder 'Snigmorder Snigmorder' virkede med andre ord en kende fjollet. Cirka 20 minutter inde i filmen fik jeg dog en mindre aha oplevelse, da titlen pludselig gav fin mening. 'Ninja Assassin' handler nemlig om noget så originalt som en ninja, der snigmyrder andre ninjaer. Der kan man bare se. 

Den ædle ninja kunst
Ninjaen Raizo er vores helt. En ensom hævner, der har brudt med sin Ninja-klan ledet af den onde og jernhårde Lord Ozunu, der spilles overbevisende diabolsk af den japanske skuespiller Sho Kosugi, der har 80'er-Ninjafilm som Enter The Ninja og Revenge of the Ninja på samvittigheden. Med ord ord, en erfaren skuespiller ud i den ædle ninja kunst.

Ingen forkromede psykologiske portrætter
Raizo lever kun for at få hævn over Ninja-klanen, da de i sin tid myrdede hans veninde for øjnene af ham. Barske løjer, der sætter sit spor selv på en hærdet ninja.
I Berlin møder Raizo den snarråddige Europol-agtent Mika, der selv er på sporet af Ninja-klanen. Sammen begiver de sig ud på en farefuld færd i kampen mod Lord Ozunu og hans djævelske ninjaer. Så enkelt og ligetil kan filmens handling ridses op. Med andre ord, er der minimal dybde og udvikling i plottet. Det her handler ikke om de store forkromende psykologiske portrætter af ustabile selvtægtmænd - nej, det her handler om at få slagtet så mange ninjaer som muligt på en spilletid på omkring halvanden tid.

Hæsblæsende koreograferet
Filmens mange kampscener er hæsblæsende koreograferet og er bestemt ikke uden humor eller originale tiltag. Som f.eks. da vores Ninja-helt under en kamp på et vaskeri får gjort kort proces med en anden ninja ved at proppe vedkommende ind i en vaskemaskine, hvorefter der fosser litervis af blod ud af maskinen. Lad os håbe, at det ikke var en hvid vask, der var sat over.

Regulær voldsballet
I de stort opsatte kampscener, hvor vores helt møder tilsyneladende umulige odds, har filmen en helt særlig tegneserieagtig kvalitet i sit visuelle udtryk. Blodet er tykt og rødt, som var det malet på lærredet med store fede penselstrøg, og de kulsorte ninjaer flyver frem og tilbage, mens lyden af klingende stål og smertefulde skrig gør sit for at sætte scenen. Filmen er en regulær voldsballet. Smuk og dragende på sin helt egen actionmættede og fandenivoldske måde.

Inspireret af manga
Inspirationen fra japansk manga og japanske ninja-computerspil er tydelig. Det kommer næppe som den store overraskelse, når man tænker på, at instruktørerne af The Matrix filmene - Wachowski brødrene - har produceret 'Ninja Assassin'. Der skal dog ikke herske tvivl om, at 'Ninja Assassin' på ingen måde når samme kvalitetsmæssige højder som især den første Matrix-film. Det har filmen hverken hjerte eller hjerne til. 'Ninja Assassin' er hæsblæsende underholdning, men på ingen måde en genredefineret klassiker.

Stålklingen begynder at knække
Der, hvor stålklingen begynder at knække og kastestjernerne ikke helt når de stormfulde højder, er i filmens dialog og plotorienterede scener. Især filmens mange scener med Europol-agenten Mika og hendes kollegaer er dræbende kedsommelige og ligegyldige, og man venter utålmodigt på det næste ekstravagante actionbrag, hver eneste gang filmen dvæler ved alt andet end ninjaer. For helt ærligt, hvis man går ind for at se en film med titlen 'Ninja Assassin', så er det Ninjaer, man vil se, og ikke alle mulige ligegyldige Europol-agenter og andre civile, der ikke kan finde ud af at lave karatespark eller svinge en katana.

En anden hæmsko
At filmen foregår i nutiden er en anden hæmsko, der tydeligvis er opstået pga. produktionsomkostningerne. Det er nu engang billigere at lave en nutidsfortælling end en periodefilm, der foregår i fortidens Japan. Problemet er bare, at ninja-klanen i filmen i den grad lever i fortiden, og alle scener, der foregår på deres hovedkvarter, kunne lige så godt være foregået for flere 100 år siden. Det står i skærende kontrast til den kedelige virkelige verden, som vi ellers præsenteres for i filmen. Kort sagt, det er en skam, at filmen ikke udspiller sig i et sagnomspundet Japan for flere hundrede år siden, da nutidens Berlin og kedelige grå betonbyggeri bare ikke sætter de rigtige stemningsfulde scener for storslående ninja-slag.

Blodbad for alle pengene
Heldigvis udspiller klimaks sig ved Ninja-klanens smukke gamle japanske højborg, og det giver filmen en storslået finale, der byder på blodbad for alle pengene.
I sidste ende vil Ninja Ende mere, end den kan bære. Dialogscenerne er overflødige og plottet tåbeligt, men i kampens hede er der få nyere actionfilm, der kan følge med. Filmen endte med at være en oplevelse, hvor jeg vendte det hvide ud af øjnene lige så mange gange, som jeg klappede i mine små hænder. 'Ninja Assassin' er en kaotisk omgang, og bør opleves for det højoktane adrenalinkick, det er.

Send eller anbefal link

Instruktør:

James McTeigue

Genre:

Action

Land:

USA/Tyskland

Premieredato:

27. november 2009

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.