Op

Det store melankolske eventyr

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvis man skal forsøge at forklare hvorfor det amerikanske filmselskab, Pixar, har haft så ekstremt stor succes med film som 'Find Nemo', 'De utrolige', 'Wall-E' og 'Toy Story 1 og 2', er det slet ikke nogen dårlig idé at se på arbejdet med manuskripterne.

Få svinkeærinder
Man kan selvfølgelig også nævne, at Pixar-folkene er ekstremt dygtige til at udvikle ny teknologi, så computeranimationen bliver stadigt flottere at se på, og man kan nævne deres grænseløse fantasi. Men der hvor Pixar virkelig skiller sig ud fra konkurrenterne er i deres ekstremt stramme, yderst velkomponerede og hele tiden logiske fortællinger. Der er meget få svinkeærinder i Pixars film. Meget få døde punkter, hvor historien går i stå fordi en eller anden sjov figur skal introduceres eller fordi der skal dvæles ved en særlig scene. Der er hele tiden en stram rytme i historien.

Bryder reglerne
Netop derfor er det et lille chok at se den nye film fra Pixar, 'Op'. Den har slet ikke Pixars sædvanlige stramme fortællestil og rytme, den bryder med adskillige regler om velfungerende dramaturgi og den har flere figurer, der bare er med og aldrig helt træder i karakter. Alligevel ender 'Op' med at præsentere sine helt egne, særlige og vidunderlige kvaliteter.

Ordløs montage
Fx bryder det med Pixars stil, at 'Op' åbner med en lille forhistorie på 6-7 minutter, hvorefter den går direkte over i en ordløs montage på 4-5 minutter - endda en ordløs montage hvor et menneske dør af alderdom, blot nogle minutter efter at vi har fået præsenteret samme menneske som et barn fuld af utæmmet energi og liv. Det er en højst usædvanlig og meget modig åbning af en tegnefilm. Det er slut ikke utænkeligt, at store dele af publikum bliver væltet omkuld fordi fortællestilen er så usædvanlig i en tegnefilm. Måske virker det endda uforståeligt, at det, der lige var et sprællevende barn, nu er afgået ved døden af alderdom.

Tusindvis af balloner
Det bryder også med stilen, at 'Op' går igang med endnu en lille 8-10 minutter lang forhistorie inden eventyret for alvor bryder løs med strygere og slagtøj og hele baduljen. Det sker da 78-årige Carl Fredericksen mister sit hus efter at have overfaldet en af de arbejdere, der var i gang med at bygge endnu et højhus ved siden af Carls lille, gamle rønne. Da beslutter Carl sig for at udleve den drøm, han altid gik og rugede med sammen med sin kone, at rejse på eventyr ved paradisvandfaldet i Sydamerika. Han puster tusindvis af balloner op, binder dem fast til sit hus og letter for næsen af de ungersvende, der er kommet for at slæbe ham på plejehjem.

Fut i fejemøget
Så er eventyret i gang og nu kender vi Pixar igen. Fantastiske billeder, fantasi for fuld udblæsning, en klar idé og fut i fejemøget. Inden længe har gamle Carl nemlig fået selskab af en drengespejder, der stod på Carls veranda da huset lettede. Det passer ikke lige ind i Carls planer, men inden han kan nå at sætte drengen af, er det ballondrevne hus havnet i et stormvejr, der sender Carl og spejderdrengen ud midt i Sydamerikas vildmark - præcis som det var planen.

Mærkelig ur-fugl
Her er der klar og tydelig logik i historien, men så begynder det hele at sejle igen. Ind på scenen kommer en mærkelig ur-fugl, der spiller en vigtig rolle for historien og er ganske skæg til at begynde med, men siden bliver den ikke brugt til nogetsomhelst. Det samme gælder en talende hund, der også er sjov i begyndelsen, men som efterhånden bliver mere mærkelig end egentlig skæg og vigtig for historien.

Slækket på tøjlerne
Det er usædvanligt for Pixar. Der er virkelig slækket på selskabets sædvanlige stramme tøjler. Men instruktøren Pete Docter disker altså op med nogle andre kvaliteter, først og fremmest en helt særlig smuk og melankolsk tone. Man fornemmer virkelig, at 'Op' ikke bare er historien om en gammel mand, der flyver afsted med sit hus, men en fortælling om en mand, der i sit livs absolutte efterår sender en hilsen til sit livs sjælefrænde og udlever hans og konens gamle drøm. Det kan lyde rørstrømsk, men 'Op' bliver aldrig sentimental og klistret - den er primært en farverig og fantastisk hyldest til de store drømmere, der tør tage skridtet og tage på det helt store eventyr. Og når filmen er på grænsen til at blive klæg og klam, står Pete Docter hele tiden klar med en grovkornet joke til at rette balancen op.

Smuk og poetisk
Undervejs serverer Docter tilmed nogle optrin og scener, så man knap tror sine egne øjne. Carls hus, der letter ved hjælp af tusindvis af balloner, er noget af det mest smukke og poetiske, der er skabt i en animationsfilm. Og den store slagscene sidst i filmen, hvor Carl forsøger at redde sine venner på toppen af et stort luftskib, er lige så åndeløs spændende som den er imponerende at se på. Når forundringen og chokket over at  Pixar giver slip på sine gamle dyder har fortaget sig, viser 'Op' nogle helt andre kvaliteter - og de er slet ikke usædvanlige for Pixar: Et fantasifuldt eventyr på en alvorlig baggrund ...