Paris

En weekendtur ind i pariserne

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Gad vide, hvad han egentlig havde forestillet sig, ham Cédric Klapisch. Havde han virkelig tænkt sig, at han kunne tegne et klart og præcist portræt af Paris, Frankrigs hovedstad, Byernes by, et område med næsten 10 mio mennesker, ved at vise en lille håndfuld menneskers gøren og laden i to timer? Eller havde han tænkt sig noget i retning af det, Woody Allen gjorde med sin 'Manhattan' i 1979, at bruge en by som en smuk kulisse for nogle menneskers oplevelser?

Vemodig klavermusik
Det er tilsyneladende det sidste. Ihvertfald lykkes det ikke Cédric Klapisch at vride noget nyt og spændende ud af den franske hovedstad i løbet af filmen 'Paris'. Han lader os ganske vist skue ud over byens smukke tage fra Eiffeltårnet, han lader os køre op og ned ad de brede og elegante boulevarder, han tager os med på adskillige caféer, han lader os lytte til Erik Saties vemodige klavermusik og vi kommer endda både forbi de dystre katakomber, en rigtig parisisk bager og et moderne grøntsagsmarked.

Snobbet bagerkone
Men i sidste end er det ikke Paris, men de små 20 mennesker i filmen, det handler om. Og de mennesker kunne ligeså vel have været randrusianere som parisienner. Det er ganske almene problemer de slås med. En ung danser får at vide, at han har et dårligt hjerte og kun 40 procents chance for at overleve en transplantation. Hans søster kæmper for at trøste broderen og samtidig få styr på sit eget liv. En snart 60-årig historieprofessor forelsker sig håbløst i en ung smuk studine. En håndfuld sælgere på et marked sværmer for den samme kvinde. En arrogant og snobbet bagerkone leder efter en butiksmedhjælper.

Trist danser
Den slags kunne lige så vel ske i Svendborg som i Paris, men skidt med det. Cédric Klapisch har fremskaffet en række af Frankrigs dygtigste og kønneste skuespillere, og det er dem, der gør filmen 'Paris' værd at se på. Romain Duris, som vi kender som ung gangster i 'Det slag mit hjerte sprang over', er intens som den triste danser med det dårlige hjerte. Stjernen Juliette Binoche er som altid sprællevende som danserens søster. Fabrice Luchini har filmens mest spændende rolle som professoren, der forelsker sig omtrent 40 år under sin alder. Smukke Melanie Laurent, der var helt fantastisk som heltinde i Quentin Tarantinos 'Inglourious Basterds', har den lettere klichéfyldte rolle som studinen, der ikke er uvillig til at gå i sin med hvemsomhelst. Og Karin Viard, der for mange år siden spillede pigen på kvisten i 'Delicatessen', er effektivt øretæveindbydende som arrogant bagerkone.

Sexdrifter og drømme
Tilsammen skaber den her flok kønne og intense skuespillere en levende og musikalsk film, hvor kærlighed, sexdrifter, drømme og længsler sværmer ind og ud mellem hinanden på Paris' caféer og boulevarder. Der bliver altså ikke sagt noget nyt om hverken Paris eller menneskeheden og Cédric Klapisch forsøger hverken at være superrealistisk eller frit fantaserende. Istedet lader han sine figurer leve efter en let blanding af komedie og kærlighedsdrama, hvilket giver 'Paris' lige præcis sådan en stemning, man forventer at finde i den franske hovedstad, hvis man er på weekendbesøg som turist. Der er ikke langt mellem de små flirter, det hurtige knald og den store sorg.

Pinligt latterlig
Det kan virke fladt og plat, men i flere tilfælde fungerer det overraskende godt. Den aldrende historieprofessor er pinligt latterlig i scenerne, hvor han sidder på samme café som den smukke studine og sender amorøse sms'er til hende. Og det bliver ikke mindre pinligt, da pigen tager ham på fersk gerning. Til gengæld ligner den efterfølgende scene en alt for våd drøm om hvor nemt det er for aldrende mænd at få noget ung studine i Paris.

Gamle dansetrin
En næsten lige så vellykket scene finder sted da danseren med det dårlige hjerte inviterer alle sine gamle venner til en fest, kort før han skal gennem den skæbnesvangre hjertetransplantation. Hans gamle flamme dukker op mens hans vemodige søster blomstrer op på dansegulvet, og det hele kulminerer da danseren prøver at udføre sine gamle dansetrin og må indse, at hjertet ikke kan følge med.

Weekendrejse til Paris
Det er altså ikke Cédric Klapisch' 'Paris' man skal opsøge hvis man opleve et personligt, kunstnerisk portræt af den franske hovedstad. Det er snarere en film, der kan skubbe abstinenserne til side, hvis man trænger til at opleve Paris og ikke har råd til en weekendrejse. Og som sådan fungerer den ganske effektivt.