Pink Panther 2

Dengang farfar havde tænder ...

Anmeldt af Nina Rydahl Andersen

Det er ligesom når man griner pligtskyldigt af sin farfars vittigheder. Man har hørt hans jokes før, men man ved også at han engang var skarpere og sjovere, og de points lægger man oven i sin latter. Steve Martins tidlige stand up-shows fra 70’erne var og er stadig noget af det sjoveste, jeg har set. Det samme med John Cleese og resten af Monty Python som står for mig som noget af det mest hyperoriginale og anarkistiske humor i historien. Derfor er det som at se nogle mænd som man engang så op til, gentage sine vittigheder i et træt forsøg på at gøre opmærksom på sig selv.

Klodset kriminalefterforskning
De folkekære film om den lyserøde panter med Peter Sellers går helt tilbage til 1963. Så det er altså på 5. årti at den uforbederligt klodsede inspector Clouseau kegler sig igennem en kriminalefterforskning. Denne gang er det en række uerstattelige genstande som Pavens fingerring, den japanske kejsers sværd og det engelske svar på lyske lov Magna Carta, som er stjålet af den mystiske tyv, Tornadoen. Da diamanten ved navn Pink Panther bliver stjålet i Paris, bliver der sammensat et superhold af detektiver fra de forurettede lande.
Holdet består bl.a. af Andy Garcia som slikket italiener, Alfred Molina som engelsk gentleman, en indisk journalistinde og en japansk computernørd. Den uduelige franske inspektor Clouseau bliver sat i spidsen af holdet. Og så tager efterforskningen fart.

Kendte ansigter
'Pink Panther 2' har en rolleliste, der tæller en Oscarvinder som Jeremy Irons og skuespilsværvægtere som Jean Reno og John Cleese. Det er helt utroligt så mange kendte ansigter man har fået med i denne her film. Men filmens komik består ikke rigtig i samspillet mellem de mange personer. Den kredser sig næsten udelukkende om Steve Martins kropslige udfoldelser, hans såkaldte physical comedy. Som når han løber på en globus, eller danser flamenco, eller jonglerer med vinflasker eller falder ud fra Pavens balkon på Peterspladsen.

Tom & Jerry
'Pink Panther 2' er en masse af de her sketches på en snor. Der er ikke noget, der ellers holder filmen sammen, og man sidder og bliver mindet om Mr. Beans platte omend velkoreograferede TVshows. Men som det er med Mr. Bean så må man tro at Steve Martins Clouseu hovedsageligt er populær hos børn, og folk der ikke taler engelsk. Den norske instruktør Harald Zwart har endda udtalt at hans største inspirationskilde til denne film var tegneseriefigurerne Tom og Jerry.

Et varemærke
Den lyserøde panter et varemærke – når forbrugerne står overfor en supermarkedshylde af stort set ens varer, så går de efter det mærke, de kan huske. Det må være forklaringen på at den første Lyserøde Panter-genoplivning med Steve Martin i hovedrollen fra 2006 fik så stor succes. Der må have været mange som kunne huske de gamle Peter Sellers-film, og som dermed følte sig sikre på, hvad de købte billet til. Men Steve Martin er ikke Peter Sellers. Han tager ikke rollen som inspektor Clouseau og gør den til sin egen, han fortolker Peter Sellers fortolkning af rollen, og bliver dermed et light version af varen Clouseau, for nu at blive i supermarkedet.

Halvhjertet familiefilm
Noget andet man lærer på handelsskolen er at få sin vare til at appellere bredt til et internationalt marked. Den lektion gør 'Pink Panther 2' fremragende brug af i det den har et multietnisk ensemble som nok skal få filmen markedsført i deres hjemlande. Man sidder altså med en klar mistanke om at de her velhavende verdensstjerner har lavet en forretningsmodel maskeret som en halvhjertet familiefilm. De har garanteret haft det mægtig skægt under indspilningerne, men det er altså ikke noget vi som publikum får at se.

Farfars tænder
Varemærket Den lyserøde panter har altså ændret sig betydeligt fra det vi husker fra gamle dage. Lidt ligesom at huske sin farfar fra dengang han havde frækhed - og tænder, og så se ham nu som en træt forvirret pensionist med slidte vittigheder.