Ponyo på klippen ved havet

Ren ufiltreret filmmagi

Anmeldt af Martin Lennon

Hayao Miyazaki er en genial eventyrfortæller helt på linie med H. C. Andersen. Ikke blot fordi hans nye japanske animationsfilm 'Ponyo på klippen ved havet' er inspireret af H.C. Andersens 'Den Lille Havfrue', men i høj grad også på grund af Miyazakis formidable evne til at skabe magiske verdener, hvis lige vi aldrig før har set. 'Ponyo på klippen ved havet' er et tidløst mesterværk skabt af et visuelt geni med hjertet og hjernen på det rette sted. Store ord, men hvis du giver dig selv og dine børn muligheden for at se filmen i biografen, vil du uden tvivl give mig ret. Hvad eventyr angår, så bliver det simpelthen ikke bedre. Det her er ren ufiltreret filmmagi fra en mesters hånd.

Adskillige film bag sig
Miyazaki blev for alvor kendt på vore breddegrader, da han i 2003 vandt en Oscar for bedste animationsfilm med 'Chihiro og Heksene'. På det tidspunkt havde Miyazaki allerede adskillige film bag sig i hjemlandet Japan, og efter Oscar-succesen begyndte vi så småt også at få hans ældre produktioner at se i de danske biografer. Som f.eks. 'Min Nabo Totoro' og 'Porco Rosso'.

Tegnefilm er ikke kun for børn
En af hans allerstørste succeser i hjemlandet er animationseventyret 'Princess Mononoke'. Denne film er desværre endnu ikke blevet udgivet i Danmark, og det er en skam, da der er tale om et af Miyazakis allerbedste og mest tankevækkende værker. Den manglede danske distribution skyldes muligvis, at 'Princess Mononoke' bestemt ikke er en tegnefilm for de mindste børn, og her i Vesten har vi på godt og ondt en lang tradition for, at tegnefilm er en genre for børn. Sådan forholder det sig ikke i Japan, hvor animationsfilm findes i alle genrer og til alle aldersgrupper - også voksne.
Ponyo på Klippen ved havet hører klart til Miyazakis børnevenlige værker, og derfor satses der også stort med en solid dansk oversættelse og mange talentfulde danske skuespillerne til at lægge stemmer.

Troldmanden fra havet
Filmen handler om den lille magiske fiskepige Ponyo, der flygter fra sin far, der er troldmand på havets dyb. Oppe ved vandoverfladen møder Ponyo den japanske dreng Sosuke, der straks tror, at Ponyo er en guldfisk. Han tager hende med hjem i en spand vand, men fortællingen tager en dramatisk drejning, da Ponyo får en dråbe af Sosukes blod i munden. Menneskeblodet giver nemlig Ponyo menneskelige træk, og efter en masse eventyrlige genvordigheder står Sosuke pludselig ansigt til ansigt med Ponyo, der er blevet en rigtig pige. Det skaber naturligvis en vis uorden, og især Ponyos far, troldmanden fra havet, er meget utilfreds med, at hans datter pludselig leger menneske. Derfor gør han sit for at få hende tilbage til havet og genskabe orden i den naturlige balance. Jordens undergang er nemlig nær, hvis ikke Ponyo enten bliver et helt ægte menneske eller vender tilbage til sine fiskerødder i havet.

Konstant overrumplende
Selvom referencerne til 'Den Lille Havfrue' af H.C. Andersen er tydelige, så er 'Ponyo på klippen ved havet' i høj grad helt sin egen takket være Miyazakis magiske evner som filmskaber.
På intet tidspunkt lykkedes det mig nemlig at forudsige hændelserne og handlingen i filmen, hvilket hører til sjældenhederne for en filmanmelder som mig. Konstant blev jeg overvundet og overrumplet af filmens varme, charme og visuelle magi. Kun et filmisk mesterværk kan overraske på en sådan måde, som Ponyo gang på gang formår. Stor applaus til Miyazaki, der i en alder af 68 år stadig formår at være en sprudlende, energisk instruktør med et kreativt overskud, som kun de allerfærreste kan matche.

Meget organisk look
Visuelt er Pony på klippen ved havet en udsøgt fornøjelse. Scenerne myldrer konstant med liv både under og over havoverfladen, og hele filmen har et meget organisk look, der suger en helt ind i fortællingen. Det hele er håndtegnet med en sådan finesse, at hvert enkelt billede kan indrammes og hænges op på væggen som det kunstværk, det er.
I de mange scener på havet, hvor bølgerne står højt, er der klare referencer til klassisk Hokosai-kunst, og det klæder i den grad filmen at være både fortiden og nutiden bevidst i sin visuelle stil.

Dåseøllen skummer over
'Det smukke er i detaljen' siger de kloge, og de har så evigt ret, når det gælder Miyazakis fortællestil og sans for netop detaljen. Tag f.eks. en tilsyneladende lille detalje, som da den japanske drengs mor tager sig en kold dåseøl fra køleskabet i frustration over, at faren endnu engang ikke når at komme hjem til middag som planlagt. Dåseøllen skummer over, og det gør kun moren mere frustreret. Den slags små detaljer er filmen fyldt med, og det er et plus. Og hvorfor så det, tænker du måske? Jo, nu skal du høre: for det første ville vi aldrig se en fortravlet moder tage sig en kold øl i f.eks. en amerikansk Disney tegnefilm, og for det andet viser det, at Miyazaki som filmskaber giver scenerne den nødvendige tid og muligheden for at ånde og leve. Det er i høj grad Miyazakis tilgang til filmkunsten. At gøre det uventede og overraskende, men alligevel oplagte og dybt troværdige.

Sjælden funklende perle
Alle karaktererne i filmen fremstår som helstøbte mennesker, og man føler oprigtigt med drengen Sosuke og den magiske fiskepige Ponyo i deres eventyrlige færd. Fortællingen er rørende og vedkommende på den helt rigtige og naturlige måde.
Ponyo på klippen ved havet er en sjælden funklende perle af en animationsfilm, og med tiden bør den få status som et af Miyazakis allerstørste mesterværker.