Pride and Glory

Én stor familie

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvordan ville verden have set ud hvis ikke filmmediet var blevet opfundet? Det spørgsmål er selvfølgelig umuligt at besvare. Men det er sikkert og vidst, at filmens vidunderlige verden har haft en betydelig indflydelse på hvordan vi ser virkeligheden omkring os - ligesom alle kunstnere i almindelighed farver vores verden, hvis deres vision er stærk nok.

Heltemod på film
Hvis ikke den gode gamle western-film var blevet opfundet, havde vi med garanti en helt anden opfattelse af hvordan der så ud i den vestlige del af USA mellem år 1750 og 1900. Hvis ikke amerikanske krigsfilm havde givet os et klart billede af heltemodig opførsel i krig, kunne verden have set helt anderledes ud. Hvis ikke 'Flammen & Citronen' var kommet til verden, havde en hel generation af danskere måske haft en anden opfattelse af hvordan frihedskampen så ud under 2. verdenskrig. Og hvis ikke talrige amerikanske krimier og politifilm havde gødet jorden under den biografaktuelle 'Pride & Glory', var filmen formentlig aldrig blevet til noget.

Klassisk politifilm
'Pride & Glory' er en klassisk politifilm - og i princippet er det bare en historie, der gerne vil være spændende. Men for at få historien til at blive spændende, har brødrene Gavin og Gregory O'Connor, der har skrevet, instrueret og produceret filmen, snuppet en række velkendte idéer om hvordan verden ser ud indenfor NYPD, politiet i New York. Brødrene O'Connor har grundlæggende bygget deres film op om fordomme, som almindeligt filminteresserede har om politiet i New York, netop fordi vi har set det så mange gange på film. Det er blevet vores virkelighed om politiet i New York.

Sådan er det bare
Brødrene O'Connor ser ikke engang nogen grund til at argumentere for at tingene hænger sådan sammen. Sådan er det bare. Politiet i New York går ekstremt meget op i loyalitet og opfatter hinanden som én stor familie, hvor man render rundt og giver hinanden krammere hele tiden. Og de går uendelig meget op i deres egen familie, i deres koner og børn. Det hele er en stor kernefamilie i NYPD - indtil, naturligvis, at nogen bryder det hele og sætter dramaet igang. Fra talrige moderne krimier og politifilm ved vi, at politiet i de amerikanske storbyer indeholder nogle brådne kar, der bruger politiet til lyssky, ufamiliære aktiviteter.

Ubestikkelige politisønner
I 'Pride & Glory' har vi ikke alene en bunke politifolk, der opfatter sig selv som en stor familie, vi har også en familie i familien, en pensioneret politimand med to dygtige, ubestikkelige politisønner, som hver især har deres egne højtelskede familier. Den ene af sønnerne, Frank, er chef for en enhed i NYPD, samtidig med at han på hjemmefronten kæmper med en kone, der er døende af kræft. Ray, den anden af sønnerne, er en ubestikkelig betjent, der knuges af en traumatisk oplevelse i sin fordi og derfor hellere vil lave papirarbejde end rende rundt på gaden og optrævle narkokarteller. Hans familie derhjemme er gået i stykker. Han og konen skal skilles. Han spilles iøvrigt af Edward Norton.
Og der er mere familie endnu. De to brødre har en søster, der har en mand ved navn Jimmy, overspillet af Colin Farell, og han er naturligvis som en bror for de to brødre. Det er han ihvertfald indtil det viser sig, at han render rundt og forhandler med narkogangstere og er skyld i kollegers død.

Kræftsyg kone
Sådan noget sker indenfor NYPD. Det ved vi fra andre politifilm. Og det er ganske muligt, at alle de her familietemaer har bund i fakta et eller andet sted. Brødrene O'Connor stammer ihvertfald fra en familie af politifolk, men i 'Pride & Glory' får familietemaet alt hvad den kan trække, faktisk meget mere end den kan trække. Alt i filmen er smurt ind i en sørgmodig, elegisk tone. Den græskklingende tragedie hænger tungt og truende over alt i filmen, hvilket fører til unødvendige og absurde sidehistorier som den om den kræftsyge kone. Der bliver flæbet skæbnetung til højre og venstre og ved enhver lejlighed, og hele det tunge arsenal af strygere bliver rullet ind.

Strygejern truer spædbarn
Men den mest absurde udløber af de overtydeligt udpenslede familiebånd er svigersønnen Jimmy. For at understrege hvor groft han har overtrådt samtlige uskrevne regler om familier, serverer filmen en scene, hvor han presser en småskurk til at udlevere informationer ved at true med at brænde et spædbarn med et tændt strygejern. Skidt med at strygejernet står tændt for fuld klem et par meter fra det bord, hvor familien sidder og spiser julemiddag. Den slags kan jo ske. Men at se en politimand, der truer en familie ved at holde et sydende strygejern over et grædende spædbarn - som han bagefter vugger til ro - det er ude på den anden side af komisk. Det er ikke intenst eller skræmmende som dramatik. Men det er skræmmende at professionelle filmfolk har så svært ved at styre og kontrollere deres virkemidler. Bygger 'Pride & Glory' på virkelighedens NYPD? Eller er det bare noget vi tror fordi vi har set det på film så mange gange? Svaret kan kun være det sidste.