Revolutionary Road

De svære forstadsdrømme

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er som bekendt lavet glimrende film om højdramatiske begivenheder som vulkanudbrud, haj-angreb, skibsforlis og voldsomme, blodige krige. Det giver jo sig selv. En haj, der angriber en flok badende mennesker, er i sig selv en interessant og usædvanlig begivenhed. Det er ikke så svært at gøre dramatisk på film.

Ægtepar i krise
Men hvad med noget så frygtelig normalt og hverdagsagtigt som et ægtepar i krise? Se, det er svært. Det er en udfordring at få til at fungere på film. Men det kan lade sig gøre. Det er den amerikanske film, 'Revolutionary Road' det bedste eksempel på. Nogen vil sikkert hævde, at når man bare har at par fremragende skuespiller som Kate Winslet og Leonardo DiCaprio ved hånden kan man få selv den mest usle historie til at leve. Men så simpelt er det naturligvis ikke.

Sjældent velkomponeret
'Revolutionary Road' er en sjældent velkomponeret fortælling fra start til slut. Slutningen bliver desværre trukket op på et alt for dramatisk niveau, hvilket piller en stor del af styrken ud af filmen fordi den pludselig ikke længere er en almen historie om almindelige parforhold. Men indtil da er filmen afgjort en fornøjelse. Det er en af den slags sjældne historier, hvor forholdet mellem to mennesker får lov til at blive rullet op og nuanceret gennem et langt, tålmodigt og grundigt forløb. Man får faktisk fornemmelsen af at se to mennesker leve deres liv for næsen af én. Man får en fornemmelse af at lære dem at kende og forstå dem.

Smuk og stærk
Og det smukke og stærke ved 'Revolutionary Road' er, at der ikke er nogen skurk eller helt indenfor synsvidde. Der er et menneske, der svigter i et afgørende øjeblik, men det er ikke ubegri-belig svært at forstå, hvorfor han svigter. Og man kan sådan set også argumentere for at han bliver presset til at svigte. Det er en lille historie om begivenheder, der hiver og vrider og bider i et gan-ske almindeligt parforhold.

Fast arbejde
Sagen er, at Frank og April begge drømmer om noget større i tilværelsen end bare at være et ægtepar med fast arbejde, fast ejendom og nogle nuttede børn - ligesom de fleste mennesker iøvrigt gør. De vil prøve noget større. April er uddannet skuespillerinde, men karrieren vil ikke ta' fart, og hendes mand, Frank, ja han vil gerne få det ypperste ud af livet. Han vil føle ting, som han siger, og hans kone forstår ham så glimrende.

Kontorslave
Alligevel synker Frank og April mere og mere ned i den almindelige villatilværelse i 50'ernes USA. Hun bliver mere og mere hjemmegående og han bliver mere og mere den kontorslave, han altid har svoret, han aldrig ville væe. Han begynder så småt at korpulere udenom med en ung sekretær, bare for at mærke sig selv igen. Men så en dag får April en idé. April vil til Paris og forfølge Franks gamle drøm. Det står ikke helt klart hvad den drøm er, men det er ligemeget. De har råd til at vove pelsen og ta' på eventyr. Efterhånden er Frank med på idéen - til deres venners store chok og forargelse.

Tankevækkende hverdagsdrama
Frank og Aprils omgivelser er naturligvis kun forargede fordi April og Frank har modet til at gøre det, alle har lyst til, men kun få tør. Men efterhånden begynder Franks mod at smuldre. Via en tilfældighed får han mulighed for en langt bedre stilling i et nyt firma ... og nu er han i tvivl. Det er her, Frank svigter. Men Frank svigter kun fordi April, der ikke har noget at tabe, tvinger ham til at tage et umådeligt svært valg. Det er et dygtigt konstrueret, alment gyldigt og tankevækkende hverdagsdrama, der overhovedet ikke har brug for at få hele armen i de sidste 5 minutter.

Modet svigter
Både Leonardo DiCaprio og Kate Winslet fungerer fremragende som Frank og April. Især Kate Winslet får lagt flere dimensioner til den melankolske April, der grundlæggende indser, at hun får meget svært ved at indfri sine forventninger til tilværelsen. Og i en birolle er Michael Shannon uforglemmelig som en ung, psykisk syg mand, der fuldt ud forstår Frank og Aprils eventyrdrømme og derfor håner Frank langt ned i helvede, da modet svigter.

Pinligt banalt
Plottet i 'Revolutionary Road' kan lyde næ-sten pinlige banalt, når man genfortæller det - ligesom enhver batalje eller uoverensstemmelse mellem to ægtefolk kan lyde latterlig for udenforstående. Men det virker. Forfatteren Richard Yates' roman af samme navn virker alt andet end banal i hænderne på instruktøren Sam Mendes. Og netop fordi det er så lille og uundseelig historie, uden hajer, biljagter eller eksplosioner, står hverdagsdramaet rigtig stærkt, da det først er kommet op at stå.