Sin Nombre

Med djævelen som rejsefælle

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er ikke meget originalt eller enestående ved den mexicanske film, 'Sin Nombre'. Der er ikke noget ved den, der kan få én til at tænke 'hold kæft, hvor er det godt fundet på' eller 'næh, det har jeg aldrig set før'. Der er ikke noget ved den, der på nogen måde flytter vores opfattelse af hvad en historie skal indeholde eller hvordan man skal fortælle den. Den er sat sammen af elementer, som vi alle har set før i en eller anden sammenhæng.

Hævnlystne bandemedlemmer
Hør bare her: En pige flygter fra Honduras mod USA, hvor hun har noget fjern familie. Undervejs på den farefulde rejse er hun ved at blive voldtaget af en bandeleder, men hun bliver reddet af et af de andre bandemedlemmer. Sammen rejser de op gennem Mexico. Hun har fremmedpolitiet på nakken, han har alle de øvrige hævnlystne bandemedlemmer i hælene.
Det lyder som et eller andet, filmhistorien har budt på før, bare i et andet land eller en anden tid. Den fattige pige og den udstødte dreng, der sammen rejser mod noget bedre med deres fortid i hælene. Og i sin melankolske tone og stemning kan den minde ikke så lidt om den amerikansk/colombianske film, 'Maria Full of Grace', der fik dansk premiere i 2004.

Perlende og forfriskende
Alligevel er der noget perlende og forfriskende ved mexicanske 'Sin Nombre'. Det kommer ikke fra pigen Sayra. Hun er en sød og køn og uskyldig pige, der bare vil op gennem Mexico så hurtigt og smertefrit som muligt og helst med sin far og sin onkel ved sin side. Hun er publikums repræsentant i historien, et helt almindeligt menneske, der søger lykken.

Sød kæreste
Der er mere kød på gangsteren Willy. Han er en finurlig størrelse. Siden han var en lille dreng, har det været hans skæbne at blive medlem af en af Mexicos store bander. Men han er aldrig blevet det helhjertet. Han har en sød kæreste, som han længe har forsøgt at holde helt ude af bandeverdenen, og det strider mod protokollen. I banden er man én stor familie. Man holder ikke noget hemmeligt for hinanden.

Voldtager Sayra
For at straffe Willy slæber bandens leder, Marero, ham med på en opgave. De skal rippe de fattige flygtninge fra Honduras, Nicaragua og Guetamala for deres værdier på taget af det godstog, de rejser med. Det er her, da Marero er ved at voldtage Sayra, at Willy beslutter sig for at bekende kulør og søge friheden ved at snitte halsen over på sin leder.

Fascinerende figur
Han er en fascinerende figur, Willy, den melankolske og drømmende gangster, der er fuldt ud klar over at han har underskrevet sin egen dødsdom og at han ikke har fortjent spor bedre. Men det er ikke ham, der giver 'Sin Nombre' sin perlende friskhed. Det er heller ikke den grumme bandeleder Marero, der har hovedet fuld af tatoveringer og som render rundt med sin spæde søn på armen mens han vifter med skydevåben og truer med at myrde folk.

Action og socialrealisme
Det er heller ikke filmens kombination af action og socialrealisme, der får 'Sin Nombre' til at føles så forfriskende og usædvanlig. Det er sjældent, at man ser film, der så rent kombinerer social indignation med den intensitet og spænding, der nødvendigvis må opstå når hver anden gangster i Mexico har pligt til at hævne mordet på bandelederen Marero. Men vi har set det før, fx i førnævnte 'Maria Full of Grace', ja endda i den film, der på mange måder er forbilledet for 'Sin Nombre', Vittorio de Sicas 'Cykeltyven', der var med til at sende den italienske neorealistiske stil ud i verden i 1948.

Autentisk og levende
Det usædvanlige og enestående ved 'Sin Nombre' ligger i noget så besværligt som miljøbeskrivelsen. Der er ganske enkelt noget enormt autentisk og levende ved den trøstesløse togrejse Sayra og hendes familie tager på taget af godstoget sammen med hundreder af andre håbefulde flygtning. Lige så smuk og farverig naturen i Mexico er langs med jernbanesporet, lige trist ser det ud når Sayra og hendes far og onkel klemmer sig sammen og spejder mod fremmedpolitiet i horisonten. Og selvom den mexicanske bandeverden ser ualmindelig modbydelig ud, kan man alligevel ikke få nok af filmens billeder af gangstere med eksotiske ritualer og tatoverede tosser med deres spædbørn under armen.

Gangstere som sprogkonsulenter
Instruktøren bag 'Sin Nombre', den kun 32-årige amerikaner, Cary Fukunaga, har brugt to år på at lære både livet som togflygtning og livet som bandemedlem i Mexico at kende. Han har endda haft et par mexicanske gangstere med som sprogkonsulenter for at give filmens tone den rette autencitet. Den sans for detaljen og for Mexico kan mærkes hver gang toget kører ind i en ny lille by, hvor fremmedpolitiet venter og hvor en ny filial af den mexicanske bande lurer på chancen for at henrette Willy.
Det er det eneste særlige ved 'Sin Nombre'. Og det er slet ikke så lidt.