Slumdog Millionaire

Skamløs men original historiefortælling

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hold da op. Det er godt nok en skamløs lille fætter den her. Hvis nogen satte sig for at kreere en film, der kunne gå direkte i hjertet på enhver velmenende og bekymret vesterlænding, kunne den meget vel ligne 'Slumdog Millionaire'. Hvis samtlige velgørenhedsorganisationer i verden udtænkte et computerprogram, der kunne skabe en film, som bedst muligt solgte deres sag, ville programmet højst sandsynligt spytte 'Slumdog Millionaire' ud. Hvis nogen tænkte 'okay', hvordan vinder vi en Oscar? Hvordan sammensætter vi en film, der har de bedste chancer for at erobre Oscar-akademiet i Hollywood?' kunne den sagtens ende med at ligne 'Slumdog Millionaire'.

Ingen skrupler
Uden at vise tegn på skrupler trykker den på alle de knapper, der beviseligt trigger det store publikum. Den fortæller historien om en lille indisk dreng fra den usleste fattigdom i kæmpebyen Mumbai. Han må gå så ufattelig grueligt meget igennem, han må svømme i menneskeafføring, stjæle pandekager mens han hænger i et reb på siden af et tog i fuld fart og finde sig i at blive tortureret af politiet inden han får muligheden for at vinde den helt store lykke gennem den indiske tv-quizzen 'Hvem vil være millionær?' Der mangler kun nogle store filmstjerner - og vel at mærke nogle store filmstjerner, der tager 40 kilo på i en comeback-rolle som sindslidende eller den slags. Men ellers har 'Slumdog Millionaire' alt hvad et Oscar-hjerte kan begære - ufattelig fornedrelse, grænseløs kærlighed og ukuelig livslyst.

Konstant friskhed
Filmen kunne sagtens være uudholdelig i al sin kalkulerede beregnethed, men det glædelige og forunderlige ved 'Slumdog Millionaire' er, at filmen er både charmerende og originalt fortalt. Der er et konstant liv og en konstant friskhed i filmens fortælleform, der som udgangspunkt er ganske enkel, men alligevel kan føre historien vidt omkring.

Gennembanket af politiet
Hele omdrejningspunktet i 'Slumdog Millionaire' er: 'Hvordan bærer slumdrengen Jamal Malik sig ad med at besvare spørgsmålene i tv-quizzen 'Hvem vil være millionær?' Både tv-værten og politiet er overbevist om at knægten snyder. Først torturerer politiet ham. De gennembanker ham og sender strøm gennem hans krop. Men Jamal nægter hele tiden at snyde. Han kender bare svarene på spørgsmålene fordi alle spørgsmålene i tv-quizzen tilfældigvis berører en oplevelse, han har haft i sit fortumlede liv.

Blinde tiggerbørn
Han ved fx at hindu-guden Ram har en bue og pil i hånden fordi han som lille dreng så Ram i et syn, da hans ghetto blev overfaldet af vrede hinduer og hans mor blev banket ihjel mens hun vaskede tøj. Og han ved hvem der skrev en af de indiske nationalhymner. På et tidspunkt endte Jamal, hans bror og deres veninde Latika nemlig i hænder på en skruppelløs forbryder, der foregav at hjælpe slummens børn, men reelt uddannede dem til at tjene penge, enten som tiggere, småtyve, prostituerede eller gangstere. For at tjene flere penge på de tiggende børn blindede forbryderen flere af de små drenge ved at bedøve dem og hælde kogende væske i deres øjne. Blinde tiggere høster nemlig dobbelt så mange almisser som almindelige børn, når de synger nationalhymnen på gaden. Efter den oplevelse glemmer Jamal aldrig hvem der skrev nationalhymnen.

Global popmusik
Hele Jamals livshistorie, alle hans voldsomme oplevelser, bliver rullet op, mens han bliver afhørt af politiet og sveder sig gennem tv-quizzen. Det er original og dynamisk historiefortælling. Der er døde punkter hist og pist i den to timer lange film, men generelt holder den engelske instruktør, Danny Boyle, historien flyvende. Når historien bliver for tyk i sin kalkulerende brug af billige kneb og klichéer, bliver man revet med af den sprællevende lydside, der bugner af moderne global popmusik eller af de virtuost filmede, farvemættede billeder af den engelske fotograf, Anthony Dod Mantle, der iøvrigt har været fotograf på både Thomas Vinterbergs og Lars von Triers film.

Kynisk og koldt
Det kan virke kynisk og koldt at lange ud efter en film, der grundlæggende forsøger at gøre opmærksom på den store fattigdom i Indien. Men det er også yderst naivt at opfatte 'Slumdog Millionaire' som et realistisk og troværdigt billede af livet på bunden af det indiske samfund. Mange indere er naturligt nok vrede over den ensidige beskrivelse af livet i Mumbai, hvor korruption og amoralen tilsyneladende er overalt. Gangstere styrer det hele og politiet er nogle svin, der bruger tortur langt oftere end de skifter underbukser.

Socialrealistisk musikvideo
Grundlæggende ligner 'Slumdog Millionaire' et stykke socialrealisme, der er presset sammen og vredet gennem en to timer lang musikvideo. Det er hurtigt spist og fordøjet, som et stykke filmisk fast food, og der er ikke noget i den her skamløse fætter af en film, der rigtig kan mærkes. Men det er bestemt også dynamisk og forfriskende og smittende historiefortælling.