Syv liv

Hvad skal vi med det her?

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Jeg opfatter mig selv som et rimelig følsomt menneske. Jeg bekymrer mig for mine medmennesker og støtter flere velgørende formål. Det nævner jeg udelukkende i et forsøg på at understrege, at det ikke er mig, der er noget i vejen med, når jeg begyndte at grine i stedet for at græde hen mod slutningen af den nye amerikanske flæbefilm, 'Syv liv'. Det er så absolut en film, der er designet til at få folk til at græde i stride strømme til sidst, da publikum får at vide hvorfor den mystiske Ben Thomas fra skattevæsenet har brugt det meste af filmen på at rende rundt og overvåge de mennesker, han muligvis kan redde fra økonomisk ruin ved at slette deres skattegæld.

Mystisk skattefar
Jeg kan umuligt forklare hvorfor Ben Thomas opfører sig som han gør uden at spolere filmen for eventuelt nysgerrige. Hele filmen leder simpelthen frem til en forklaring på hvorfor den her skatteopkræver er så dybt optaget af nogle forgældede mennesker med hårdt brug for lægevidenskabens hjælp. Det gør det temmelig svært at forklare hvorfor jeg begyndte at grine istedet for at græde tilsidst. Tillad mig derfor at slå fast, at den her anmelder har knebet tårer til tegnefilm som 'Ratatouille' og 'Askepot' - og at jeg græd som pisket til den ubærligt sørgelige japanske tegnefilm, 'Grave of the Fireflies', hvor to børn går til grunde af sult i Japan under 2. verdenskrig. Til gengæld har jeg det rigtig skidt med film, der nærmest truer med at melde dig til Amnesty International, hvis ikke du begynder at græde undervejs. Og sådan en film er 'Syv liv'.

Spidsfindig film
Den italienske instruktør Gabriele Muccino og den amerikanske manuskriptforfatter Grant Nieporte har sammen konstrueret en spidsfindig film, der i princippet fungerer som en thriller eller et mordmysterium. Det er en af den slags film, hvor vi først forstår, hvad der egentlig er sket gennem hele filmen, når vi kender årsagen - og den får vi altså først serveret tilsidst. Indtil da er vi vidne til en lang række scener, både i nutid og i flashbacks, som understreger at vores hovedperson Ben Thomas, der bliver spillet af Will Smith, kæmper mod et stort traume.
I en scene råber og skriger han syv navne mens han smadrer inventaret i sit hus. I en anden scene forulemper han en stakkels blind mand over telefonen og i en række scener er han sammen med en smuk ung kvinde, som han tydeligvis holder mere end almindeligt meget af - og vi fornemmer at hans sorg har noget med hende at gøre. Han er ihvertfald ikke sammen med hende længere.

En eller anden plan
Undervejs i filmen ser vi også Ben Thomas sammen med en anden mand, som tilsyneladende skal hjælpe Ben med en eller anden plan - hvilket gør den her anden frusteret og ked af det. Og i en stor del af 'Syv liv' ser vi Ben Thomas overvåge og senere opsøge en smuk ung kvinde ved navn Emily Posa. Hun har hjerteproblemer og skylder af samme grund en stor sum penge til de amerikanske myndigheder. Vi ser Emily og Ben blive rigtig gode venner - endog så gode venner, at de ta'r tøjet af hinanden - og alligevel har ben, af en eller anden grund, svært ved at overgive sig fuldstændig til Emily Posa. Der er noget, der holder ham tilbage.

Så kommer forklaringen ...
Og så kommer forklaringen på det hele, på Bens mærkelige opførsel, på hans mystiske plan, på hans fascination af den store lyserøde dræber-gople, der regnes for et af verdens farligste dyr og på hans mystiske manglende lyst til at give sig hen til Emily, der bliver spillet af Rosario Dawson. Det er en absurd latterlig og grinagtig forklaring. Det er en konstruktion, der kun har ét formål, at tvinge flest mulige følelser frem i os. Jeg kan umuligt tillade mig at afsløre forklaringen, men jeg kan fnise højlydt endnu engang (fnis) og jeg kan undre mig halvt ihjel over at nogen overhovedet synes, at Ben Thomas' plan giver mening ude i det, vi kalder Virkeligheden. Ville en person, der er så fyldt med anger som Ben Thomas, virkelig sammensmede så krøllet og spidsfindig en plan, der involverer dræber-gopler og overvågning af skattevæsenet? Kunne han ikke bare havet fået det ud af systemet på en mere direkte og logisk facon?

Kryptisk thriller
Og hvad forventer instruktøren Gabriele Muccino og forfatteren Grant Nieporte, at vi får ud af det her? Forsøger de at fortælle noget om nødvendigheden af at hjælpe hinanden? Forsøger de at fortælle noget om det amerikanske sundhedsvæsen? Er det en slags opfordring til selvjustits i forbindelse med det gammeltestamentelige begreb, 'øje for øje tand for tand'? Forsøger de at beskrive hvordan anger og dårlig samvittighed kan æde éns sjæl op? I så fald har de valgt en alt, alt for kunstfærdig og konstrueret facon, som kun giver mening fordi den er pakket ind i en kryptisk, thriller-lignende opbygning.
Hvad skal man så stille op med den her sølle oplevelser, der passer bedre til beskrivelsen tåretvinger end til tåreperser? Skal man græde eller grine af den? Selv er jeg ikke spor i tvivl.