The Informant!

Stein Bagger på amerikansk

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Tænk hvis nogen filmede en komedie om Stein Bagger eller Kurt Thorsen og satte stand up-komikere som Frank Hvam, Jan Gintberg, Lasse Rimmer, Mik Øgendahl og Lars Hjortshøj til at spille seriøse biroller.
Det er en besynderlig tanke. Alligevel er det præcis hvad den amerikanske instruktør, Steven Soderbergh, har gjort med sin nye film, 'The Informant!' - bare i amerikansk regi. Filmen bygger på den bizarre historie om Mark Whitacre, der i starten af 90'erne gik til FBI og angav sit firma for at lave ulovlige aftaler med sine konkurrenter. Whitacre blev spion for FBI, men da Whitacres eget firma opdagede, at han havde spioneret mod dem i tre år, begyndte de at undersøge hans egne forhold og fandt ham skyldig i underslæb for 9 mio dollars.

Teknisk oplysning
Det er stjernen Matt Damon, der har rollen som den højtrangerede industrispion og fupmager, Mark Whitacre, men omkring sig, i de fleste biroller, har han en række etablerede amerikanske stand up-komikere, der har fået besked på at spille deres rolle alvorligt, selvom filmen er en komedie. Det lyder måske som en kedelig teknisk oplysning, men oplysningen fortæller ikke så lidt om hvilke tricks en kreativ filminstruktør tager i brug for at give sin film en helt særlig tone og stil.

Krøllet og kejtet
'The Informant!' er på ingen måde en almindelig komedie. Den bygger altså på virkelige hændelser, men eftersom historien om Mark Whitacre er så krøllet og kejtet, at den er så godt som umulig at fortælle som et seriøst drama, har Soderbergh og hans manuskriptforfatter, Scott Z. Burns, gjort 'The Informant!' til en film, der på sin helt egen måde balancerer mellem komedie og alvor. Mest af alt minder den om George Clooneys 'Confessions of a Dangerous Mind', der var baseret på en virkelig historie om en tv-vært, der hævdede at have et bijob som hitman for CIA.

Materielle goder
'The Informant!' er også en historie om et stykke virkelighed, der er så svært at begribe, at man kun kan få det til at fungere som en form for seriøs komedie. Soderbergh og Scott Z. Burns har forstørret og overdrevet virkelighedens Mark Whitacre og gjort ham til en mand, der er sygeligt optaget af karriere og materielle goder. For at give et indtryk af mandens væsen har Burns og Soderbergh sat Whitacre til at tænke højt hele filmen igennem i form af en voice-over, der mest af alt har karakter af hurtige og tilfældige tanker.

På fisketur
Da Whitacre fx har holdt et møde med en FBI-agent i en bil foran sit hus, kredser hans tanker ikke om det risikable løgnagtige spil, han er i gang med, men om hvor flink FBI-agenten er og om at de to måske kunne blive venner en dag og ta' på fisketur sammen.
Det er i høj grad de her voice over-tankestrømme, der angiver tonen i filmen, altimens de afslører Whitacres nærmest verdensfjerne sind. Netop som han har serveret sine allerstørste opspind og løgne og bortforklaringer for FBI eller for sit firma, går han i gang med at spekulere over om ikke det var en god idé at købe dyre slips på tilbud næste gang han er i Frankrig. Det virker afsindig tåbeligt, men det er samtidig også den alvorlige side af den her historie. Umiddelbart ligner det klassisk komedie-stof, et fjols og en spade, der leger hemmelig agent og er vild med det, men samtidig fremstår Mark Whitacre også som skyggesiden af forretnings- og finansverdenen.

Forblændet af succes
Han er en materialist i sin yderste konsekvens, en mand, der kun er optaget af sig selv, af sine fem biler, af sin yndige kone og hendes tøj og smykker, af sin karriere. Han er totalt forblændet af fornemmelsen af succes, endda så meget, at han slet ikke begriber, at hans løgne og forklaringer en dag vil blive afsløret. Han går endda rundt og bilder sig selv ind, at han en dag vil blive topchef i den virksomhed, som han netop har undergravet ved at optræde som muldvarp for FBI.

Småfed Matt Damon
Hvis man vil kulegrave og hudflette og udstille en type som Mark Whitacre eller en Stein Bagger, hvor grådigheden æder alt andet op, hvis man virkelig vil vise skyggesiden af pengeverdenen, og virkelig vil gøre en forskel med den, er en komedie nok ikke den rigtige model. Publikum vil ikke nødvendigvis forlade biografen med en fornemmelse af at have set en Stein Bagger-lookalike blive pillet fra hinanden, men snarere med et smil på læben over at have set en småfed Matt Damon med overskæg rende rundt og lege hemmelig agent og lyve som en vanvittig.

Supergrådig materialist
Det havde formentlig fået den lærerige historie om en supergrådig materialist og karriererytter til at stå stærkere, hvis filmen havde haft en mere alvorlig tone. Men på den anden side havde vi ikke fået så sprællevende og opfindsomt konstrueret en komedie. Matt Damon er hele tiden intens og fuld af overraskelser som den på én gang udspekulerede og naive Whitacre, og med Steven Soderbergh har filmen en opfindsom instruktør, der hele tiden har fokus at ramme den usædvanlige historie fra en særlig vinkel og med en særlig tone. Fx ved at lade stand up-komikere spille seriøse roller.