The Battle of Red Cliff

En antikrig-krigsfilm

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det har aldrig været helt nemt at lave antikrig-krigsfilm. Problemet er, at krig ganske enkelt ser vanvittig godt ud på film. Som tilskuer er man sådan set ikke i tvivl om at det ville være ualmindelig rædselsfuldt at befinde sig midt i et slag, men det ser rasende godt ud. Eksplosioner, smadrede tanks, ruiner, unge mænd midt i en heroisk død, seje uniformer, seje våben, spænding, action - alt det, drama er skabt af. Man skal kort sagt kvaje sig rimelig heftigt, hvis man skal kreere en uinteressant og kedelig krigsscene på film.

Med fuld oppakning
Men hvordan skal man gøre det tydeligt, at alle de fascinerende billeder og det her store drama er noget skidt ude i den virkelige verden? Det er bestemt ikke nemt. Den kinesiske instruktør, John Woo, har valgt at løse problemet og paradokset ved fuldstændig at ignorere det. Han trasker lige ind i det. Med fuld oppakning og hele våbenarsenalet. Han iscenesætter de mest fantastiske, farverige, poetiske, smukke og elegant koreograferede krigsscener - som om krig var en kunstart og ikke rendyrket mord. Og samtidig fortæller han os, at krig intet godt fører med sig. Der er ingen vindere, kun tabere.

Et voldsomt paradoks
Det er et voldsomt paradoks at kæmpe med for en film, også for så stort opsat og dyr en film som John Woos 'The Battle of Red Cliff'. Det virker simpelthen ikke helt troværdigt når filmens storslåede, begavede helte fortæller os at krigen kun har tabere, når de samtidig nyder at udføre snedige og sindrige strategier og filosofisk kampkunst. Men hvis man er villig til at æde det store paradoks i hjertet på 'The Battle of Red Cliff' - og hvis man kan acceptere, at store krigsslag, hvor tusinder og tusinder af mennesker mister livet, kan iscenesættes som var det levende malerier og ren poesi - så er 'The Battle of Red Cliff' en helt enestående flot og betagende filmoplevelse.

Et smukt monstrum
Baggrunden for det her paradoksale og smukke monstrum af en film er en gammel kinesisk legende, baseret på historier hændelser: Fortællingen om De tre Kongeriger. Den handler kort fortalt om en magtfuld og rig krigsherre fra det nordlige Kina, Cao Cao, der tvinger Kinas kejser til at erklære krig mod det sydlige Kinas tre kongeriger. Cao Caos hær er langt større og stærkere end sine modstanderes, men Cao Caos modstandere har en stor fordel frem for Cao Cao. De bærer håbet om fred i deres hjerter. Cao Cao, derimod, drømmer kun om magt og hæder.

Hensynsløs stodder
Det er altså ikke svært at finde ud af hvem man skal holde med i 'The Battle of Red Cliff'. Cao Cao er en hensynsløs stodder med psykopatiske træk. Han er revnende ligeglad med menneskeliv - bare han vinder. Hans modstandere, derimod, er en flok tænkende, filosofiske gentlemen og -kvinder, der med stor snilde forsøger at forsvare deres smukke land og deres medmennesker. I midten står hærchefen Zhou Yu, en dannet og lærd kriger, der aldrig kunne drømme om at bruge sin store kunnen som soldat til andet end at forsvare sig. Han bliver spillet af en af Kinas største stjerner, Tony Leung. Og ved hans side står strategen, Zhuge Liang, der ikke aner hvordan man bruger et sværd, men som til gengæld forstår at læse naturen og vejret bedre end nogen anden på slagmarken. Sjældent har økologiske pacifister set så overbevisende ud i en krig som i 'The Battle of Red Cliff'.

Smukke kvinder
Omkring sig har Zhou Yu og Zhuge Liang en række modige og fantastiske krigere, der på egen hånd kan nedkæmpe dusinvis af menige soldater med samme lethed som en motordrevet plæneklipper kan klare en græsplæne på en hed sommerdag. Og derudover skal man ikke glemme de to smukke kvinder, Xiao Qiao og Sun Shangxiang, der med deres list og snilde er fuldt ud ligeså værdifulde som deres heltemodige mænd.

Bakkeklædte bredder
Hele det her farverige galleri af helte og en enkelt skurk sætter John Woo i scene i det ene farvestrålende og næsten ballet-agtigt koreograferede slag efter det andet. Blodet sprøjter smukt til alle sider i slow motion mens superhelte bruger det samme spyd til at spidde 3-4 modstandere med og solen går ned over den smukke Yangtze-flods bakkeklædte bredder. Det er utrolig flot og fascinerende at skue i al sin voldsomhed, og det hele kulminerer da Cao Caos enorme flåde bliver sat i brand ved den røde klippe, der har givet filmen sin titel.

Store armbevægelser
Det er fantastisk flot, ganske enkelt, og hvad store armbevægelser angår er 'The Battle of Red Cliff', Asiens dyreste film nogensinde, fuldt på højde med gamle japanske Akira Kurosawas store samuraifilm, såsom 'De syv samuraier' - om end 'Red Cliff' på ingen måde kan hamle op med Kurosawas farverige personskildring og elegante spændingsopbygning. Det er meget svært at forestille sig at antikrigsbudskabet går rent ind efter at have set 'The Battle of Red Cliff', men det er til at tilgive når krigen er så poetisk at skue.