The International
Den svære balancegang
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Uha, det er svært både at underholde og ændre verden. Det er en usædvanlig svær balanceakt, men tyske Tom Tykwer kaster sig ud i den - uden at kigge sig ængsteligt over skulderen. Thrilleren 'The International' skal edderbankme underholde og den skal saftsuseme også gøre opmærksom på et par af den her verdens største urimeligheder. 'The International' er som en James Bond-film med Enhedslistens Frank Aaen i hovedrollen. Frank Aaen har ganske vist ikke mange fysiske træk til fælles med den mørke britiske kvindecharmør, Clive Owen, men Owens figur i 'The International', Louis Salinger, er en rendyrket idealist, der vil til bunds i den internationale bankverdens mudrede og lyssky pengestrømme. Det vil Frank Aaen med garanti også.
Indestængt idealisme
Salinger arbejder for det internationale politi, Interpol, der skal forsøge at holde styr på den mudrede sump af internationale regler og aftaler, vi kalder den moderne verden. Og det særlige ved Tom Tykwers balanceakt med 'The International' er, at Salinger og den mudrede internationale finansverden har nogenlunde lige store roller. Det er Salinger, der styrer os gennem filmen med sin indestængte idealisme. Han er den klassiske politimand, der skal rydde op i moradset og råddenskaben.
Palæer af glas
Men når filmen er forbi er han ligemeget. Det er ikke meningen, at vi skal svælge i Salingers heltegerninger. Det er meningen, at vi skal huske skurken i filmen, den lyssky, lumske finansverden, der ser så pæn og nydelig og respektabel ud bag sine enorme arkitektoniske palæer af glas og spejle, men som er skyld i endeløse strømme af død og lidelse.
Den lyssky finansverden bliver repræsenteret af en af de moderne thrilleres måske mest originale skurke, bankdirektøren Jonas Skaarsen. Den seneste Bond-film, 'Quantum of Solace', forsøgte sig med en lignende skurk, et tilsyneladende helt almindeligt menneske, der rummer alverdens svinestreger bag den anonyme facade, men Bond-skurken Dominic Green faldt til jorden som det anonyme væsen, han var.
Spekulerer i våbenhandel
Sådan går det ikke med Jonas Skaarsen, spillet af danske Ulrich Thomsen. Ham er der mere kød på. Umiddelbart er han en flink familiefar, der læser lektier og spiller skak med sønnike, men når telefonen ringer om aftenen og farmand går ud på altanen for at snakke, er det fordi hans bank er ved at søsætte endnu en lukrativ aftale, hvor almindelige menneskers hårdt tjente penge skal bruges til at spekulere i våbenhandel og narkosalg.
Ingen moral
Jonas Skaarsen aner ikke selv hvad der er op og ned på en maskinpistol. Han gør ikke det beskidte arbejde. Men han tager beslutningerne og trækker i trådene. Det er netop det, der gør ham til så skræmmende og levende en figur. Han er ikke en mafiaboss i jakkesæt. Han er bare en pengespekulant, der flytter rundt på sine matadorpenge på den mest lukrative måde, uden at spekulere i moral eller medmenneskelighed. Børn får sprængt arme og ben af i en anden ende af verden pga hans beslutninger, men det er hverken hans eller hans kunders problem.
Håndgribelig og realistisk
Den velfungerende figur underspiller Ulrich Thomsen på fornem vis. Bankdirektøren Jonas Skaarsen er det bedste og mest originale aktiv for filmen, og langt hen ad vejen virker Tom Tykwers skræmmende billede af den internationale finansverden håndgribeligt og realistisk. Til at starte med går det også godt for Tykwers forsøg på at underholde. Især en aflivningsscene i starten af filmen, foran hovedbanegården i Berlin, er helt igennem bjergtagende med sin hastige klipning og stramt orkestrerede kæde af begivenheder, der ender med at en Interpol-agent ligger livløs på gaden, mens Louis Salinger ligger bevidstløs efter at være ramt af noget så uskyldigt som vinduesspejlet på en varevogn.
Oversmart scene
Det er imponerende flot sat sammen. Desværre mister filmen langsomt pusten og efter de originale, underspillede aktionscener i filmens åbning begynder Tykwer hurtigt at fylde mere og mere på, indtil et kunstmuseum bliver skudt fuldstændig i smadder på den mest bøvede måde. Tilsidst smider 'The International' det hele på gulvet i en utroværdig, oversmart scene, hvor alle de selvstændigt tænkte intentioner bliver pløkket ned af en af den slags skurke, vi har set millionvis af gange i thrillere.
Selvstændige tanker
Det er forbasket svært at underholde og forbedre verden på samme tid. Det understreger 'The International' med største tydelighed. Tyske Tykwer har flere selvstændige tanker i ærmet, men det virker unægtelig som om angsten for ikke at være rigtig godt gammeldags underholdende får kvalt alle de gode idéer tilsidst.