The Spirit

Et skridt frem og fem tilbage

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er ret ironisk, når man tænker over det.
For ikke så mange år siden, mere præcist omkring 15 år siden, kæmpede Hollywood ihærdigt med at få deres filmatiseringer af de populære tegneserier til at hænge sammen. Det var dengang, der kom en rædsel som Warren Beattys 'Dick Tracy' ud af det - en film, der troede at man uden videre kunne flytte en tegneseries kulørte persongalleri og kulisser over på film og iøvrigt ikke behøvede at tænke ret længe over det, der plejer at være forholdsvis væsentligt for at få en film til at fungere, såsom en god og medrivende historie og stærke personbeskrivelser.
Efterhånden tog Hollywood ved lære af fejlene. Filmfolkene indså, at det slet ikke var nok med nogle sjove, kulørte helte og skurke. Der skulle kød på historierne og karaktererne. Og siden har vi set en hel strøm af velfungerende, og, i flere tilfælde, uforglemmelige tegneseriefilmatiseringer, såsom 'X-Men'-serien, 'Hellboy', 'Iron Man', 'Wanted' og de seneste to Batman-film.

Rædslen Dick Tracy
De seneste år har tegneseriefilmatiseringerne været Hollywoods helt store guldklump. Blockbusterne er kommet væltende som perler på en snor henover sommeren 2008. Og så - pludselig - bliver tiden skruet 15 år tilbage igen, tilbage til dengang Hollywood troede, at historien var lige meget, bare figurerne rendte rundt og lignede en tegneserie. Tilbage til rædslen 'Dick Tracy'. Takket være den nye filmatisering af en af de legendariske superhelte-serier, The Spirit.

Film noir
Og det ironiske er, at manden, der trækker filmforståelsen ud af tegneseriefilmene, er en mand, der i høj grad fornyede tegneserien ved at gøre den stærkt filmisk tilbage i 80'erne. Han hedder Frank Miller og hans 'Batman: The Dark Knight Returns' fra 1986 står som en af de helt store milepæle i den amerikanske tegneserie-verden. Med en ekspressiv tegnestil og opsætning og elementer hentet fra den gamle film noir-stil skubbede Miller liv i både Batman og tegneserie-mediet og siden har Miller haft en særlig superstjerne-position i USA.

Smukke kvinder
Efter succesen med at filmatisere hans tegneserier, især 'Sin City' og '300', kaster Frank Miller sig nu ud i at filmatisere en af sine store, gamle inspirationskilder, 'The Spirit', tegnet af Will Eisner i årene fra 1940 til 1952. 'The Spirit' var en anderledes superhelte-tegneserie, inspireret af netop film noir og med en handlekraftig, men lidt kejtet helt med et svagt hjerte for smukke kvinder og almindelige mennesker i nød. 'The Spirit' tog ufortrødent fat i alvorlige emner fra den virkelige verden, såsom racisme og sociale problemer.

Rent nazi-look
Alt det har Frank Miller fuldstændig fat i med sin film, 'The Spirit'. Han kender med garanti elementerne i Eisners klassiske tegneserie bedre end nogen anden. Det er måske netop problemet. Det er måske netop derfor han gentager de store fejl fra 'Dick Tracy'-dagene. Han tager tegneseriens kulørte, karikerede figurer og flytter dem direkte over i filmmediet. Fx kæmper vores maskerede, velklædte og smukke helt, The Spirit, mod en mystisk og kynisk superskurk, The Octopus, spillet af Samuel L. Jackson. Der er ingen grænser for hvad The Octopus kan. Via genteknologi kan skabe en hær af medhjælpere og pludselig kan han give sit hovedkvarter et rent nazi-look à la Berlin i 1939.

Uspændende og usjovt
Det lyder jo mægtig sjovt, men der er ingen kerne i ham her The Octopus. Hvor har han sine kræfter og midler fra? Hvor er grænserne for hans kunnen? Hvis ikke vi nogenlunde kender grænserne for en figurs evner bliver vedkommende hurtigt ret uinteressant rent dramatisk. Den mister sin spænding. Det er præcis det samme, der sker når Spirit og The Octopus banker løs på hinanden med bildele og toiletkummer i starten af filmen. Almindelige mennesker og såmænd også almindelige tegneseriefigurer var segnet om forlængst efter 50-60 slag i hovedet, men de fortsætter bare. Og tilsidst bliver det naturligvis helt igennem uspændende og usjovt. De kan jo alligevel bare blive ved.

Mere kød
Der er lidt mere kød, bogstavelig talt, på Spirits gamle barndomsflamme, Sand Saref, der stak af fra Spirit i vrede i deres ungdomsår. Hun bliver spillet af Eva Mendes, som får lov at præsentere sine feminine styrker i en grad så det er meget svært at styre de mandlige hormoner. Sjældent har nogen oset så meget af erotik på film uden at være ren porno. Og takket være hendes og Spirit traumatiske kærlighedsforhold er der faktisk en mening med hendes karakter. Det er hun så til gengæld også noget nær den eneste man kan sige de ord om i filmen.

Ser hamrende godt ud
Og handlingen? Godt spørgsmål. Det er noget med at The Octopus, Sand Saref og Spirit leder efter den samme krukke i en kasse. Årsagen fortaber sig i det dunkle, et sted i filmens kulørte univers og farverige figurer. Det er mildt sagt ikke der, Frank Miller har brugt sin energi. Det er ejheller de gamle socialrealistiske og samfundrevsende elementer i Eisners tegneserie, han har haft i tankerne. Derimod har han brugt afsindig meget krudt på at skabe et computergeneret, filmisk tegneserieunivers fuld af flotte, enkle farver og en betagende lyssætning. 'The Spirit' ser ganske enkelt hamrende godt ud, vildt godt ud. Men der er ikke noget i den. Ikke andet end stil. Det er meget lang tid siden en tegneseriefilmatisering har føltes så uvedkommende. Faktisk ikke siden 'Dick Tracy' i 1990.