This Is It
Værdighedens sørgelige endeligt

Anmeldt af Per Juul Carlsen
Hej allesammen. Undskyld jeg forstyrrer. Jeg synes bare, at jeg lige måtte give mig til kende. Det er mig, der er den lille smule værdighed, der er i Michael Jackson-filmen 'This Is It'. Det er mig, der udviser respekt for Michael Jackson, og som forsøger at ære hans navn og minde ham så godt som det er muligt. Det er kort sagt mig, der står for anstændigheden i filmen. Kan I se mig? Det er mig herovre ... nej, herovre. Juhuuu. Ja, her, ja .... det er mig vinker. Jeg ved det godt. Jeg er ikke så nem at få øje på. Jeg har det faktisk heller ikke så godt. (host host) Det har været en hård tid (host host).
Beklager
Beklager, at jeg sådan forstyrrer, men jeg synes lige, at jeg måtte gøre opmærksom på at jeg findes og at jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at påvirke 'This Is It'. Hver gang jeg synes det hele var ved at løbe af sporet, har jeg råbt højt, men hvis jeg skal være ærlig, var der vist ikke så mange, der hørte efter.
Misvisende titel
Fx brokkede jeg mig allerede da de fandt på titlen til filmen. Jeg synes det var en misvisende titel. Måske kan I huske at 'This Is It' oprindelig var titlen på de 10 kæmpekoncerter Michael Jackson ville holde i London fra juli og frem til foråret 2010. Og filmen er jo netop ikke 'Det'. Det er ikke 'This Is It' - det er prøver før selve koncerterne. Det er prøver på 'Det'. Men da jeg sagde at filmens titel lignede falsk varebetegnelse, ignorerede de mig bare.
Slatne optagelser
Sådan har det været (host host) hele tiden (host host). Undskyld. De blev også sure da jeg spurgte om der ikke var alt for lidt gods i filmen til at man bare kunne give den et stort PR-budget og sende den ud i alverdens biografer. Altså helt ærligt, sagde jeg til dem (host), det er jo bare nogle slatne optagelser af nogle prøver. Det er jo ikke engang optagelser, der skulle bruges til noget, ikke andet end at ligge i Michael Jacksons personlige arkiv. Og man kan se det på dem. (host host) Undskyld, jeg hoster sådan. Mit helbred er lidt slidt.
Totalt knuste
Jeg sagde til dem, at de i det mindste kunne spæde de der halvsvage prøveoptagelser op med nogle interview, hvor der var nogen, der sagde noget interessant. Hvad med alle de musikere og dansere, der drømte som vanvittige om at optræde med Michael Jackson på scenen og som så deres drøm skvatte sammen få dage før den første koncert? De må da have noget interessant at sige. De må jo være totalt knuste. Eller hvad med i det mindste at bygge et eller anden form for drama eller en spænding op i filmen? Den er jo helt flad i sin struktur. Der bliver ikke bygget op til noget. Det er en koncertfilm om en koncert, der aldrig blev til noget. Virkelig mærkeligt, hvis I spørger mig.
Velkendt dans
Jeg synes det er ret åbenlyst, at Jackson ikke er helt oppe at køre ved tanken om at han skal optræde med så mange store koncerter. Han deltager i prøverne og danser sin velkendte dans, og hold kæft, hvor ku' han danse, men han virker ikke rigtig entusiastisk. Det siges jo også, at han ikke havde lyst til at give de store koncerter og at det hele var et forsøg på at redde hans formue. Kunne man ikke have brugt det til at give filmen en form for spænding? Ja, jeg spurgte bare. (host host host)
Gallashows og fis
Tilsidst begyndte jeg vist at blive ret aggressiv. Jeg kunne jo se hvor det hele bar hen. Jeg spurgte dem om de ikke bare kunne udsende filmen lige så stille og lade være med at pumpe den op til noget stort. Kunne de ikke lade være med at lade som om at filmen var et event på linie med en ny Stjernekrigsfilm med alverdens superstjerner til gallashows og alt det der fis? Men det var de selvfølgelig ligeglade med. Så fik jeg det rigtig skidt. (host host) Jeg begyndte at sige sådan noget med, at hele filmprojektet lugtede så grundigt af nekrofili, at Jacksons lig efterhånden måtte være flækket fuldstændig. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg spurgte dem også, om de ikke havde lagt mærke til at Jackson med alderen selv var kommet til at ligne en af zombierne fra hans video til 'Thriller'. Det var heller ikke populært.
En hyldest?
De påstod at filmen var en hyldest til Jackson og at den var en gave til hans fans. En hyldest? Hvordan kan det være en hyldest at udsende halvkiksede billeder, der minder om noget, som det skulle have været, men som det aldrig blev? Det er jo et erstatningsprodukt, for fa'en. Hvis man vil hylde Jackson, sådan som han ærligt og redeligt og fuldstændig har fortjent, skulle man da have lavet en film om hans banebrydende musikvideoer. Hvorfor blev de så fantastiske - 'Thriller', 'Bad', 'Black or White' osv? Hvor kom idéerne fra? Hvilken betydning havde de? Det er da en hyldest, der vil noget.
(host host) Undskyld. Jeg har det skidt. Jeg har ikke mange kræfter tilbage. Jeg har det faktisk som om energien og livsgnisten er ved at forsvinde ud af mig. (host host)