Twilight

Fjollet og næsten god

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Twilight' er en gennemført tåbelig og fjollet film. Det er der ingen tvivl om. Og det er sådan set ikke så usædvanligt. Det gælder temmelig mange andre historier inden for fiktionens verden, og det gælder temmelig mange film, der endte med at fungere fortræffeligt på trods af det tåbelige udgangspunkt. Tænk blot på film som Steven Spielbergs 'Nærkontakt af tredie grad', David Lynch' 'Mulholland Drive', Jean-Pierre Jeunets 'Delicatessen', Lars von Triers 'Dogville' eller klassikeren 'King Kong' for blot at nævne nogle stykker.

Kuldslåede og melankolske ansigtsudtryk
Den store udfordring i sådan en sammenhæng er naturligvis at få publikum til at glemme, at selve udgangspunktet for en film er gennemført tåbelig og fjollet. Det lykkes kun delvist for 'Twilight', som altså også bygger på en virkelig fjollet og idé. Den beretter om den 16-17-årige teenagepige, Isabella, der flytter fra sin mor i det solrige Arizona til sin far i det mørke, regnvåde Washington ved grænsen til Canada. Her støder hun ind i den flotte og gådefulde Edward Cullen, der tilhører en mystisk familie af smukke, gådefulde mennesker med rimelig bleg hud og et kuldslået og melankolsk ansigtsudtryk.

Lugter lunten
Familien Cullen ligner et gotisk rockband eller en flok excentriske modedesignere. Men eftersom the Cullens hverken spiller musik eller designer tøj sammen, må de være noget tredie og så er der kun en mulighed tilbage, nemlig vampyrer. Og ganske rigtigt. Besynderligt nok er der ingen i den lille by, Forks, der har været i stand til at gennemskue familien Cullens. Det er først tilflytteren Isabella, der lugter lunten, da hun har flirtet lidt med mystiske Edward Cullen og han en dag redder hende ved at blive smadret af en løbsk bil ved at løbe 30 meter på omkring 0.001 sekund og holde en bil tilbage med sine blotte hænder.

Forrygende tåbelig idé
'Twilight' er altså historien om en ganske almindelig teenagepige i en ganske almindelig skole, der forelsker sig i en klassekammerat, som er vampyr. Det er jo en forrygende tåbelig idé, men det er heldigvis også en spændende idé, der på ganske finurlig vis opdater et gammelt romantisk tema i vampyrlegenderne - nemlig den smukke kærlighed mellem den varmblodige, dødelige kvinde og den udøde, bloddrikkende vampyr. Det er et tema, der allerede blev banket grundigt fast i Bram Stokers klassiske 'Dracula', hvor den tørstige greve forelsker sig i den dødelige Mina Murray.

Emo
I den henseende lykkes det faktisk 'Twilight' at få os til at glemme, at historien er aldeles fjollet. Den besværlige, men dybt romantiske kærlighed mellem Isabella og Edward, rammer lige i plet i tidens ungdomskultur. Det overnaturlige er populært, det samme er den storladne, følelsesladte rockmusik, som i USA går under fællesnævneren emo, en afkortelse af ordet emotional, altså følelsespræget. 'Twilight' rammer altså plet i hjertet på teenagerne i de her år, især pigerne. Bøgerne bag filmen, Stephenie Meyers 'Twilight'-serie, har solgt over 40 mio kopier verden over, og er altså blevet romantiske pigehjerters svar på nørdernes Harry Potter.

Lukrativ logik
Uanset hvor tåbeligt det kan lyde, at en ganske almindelig pige forelsker sig i en jævnaldrende vampyr - og ja, det lyder temmelig tåbeligt, så er der altså en klar og lukrativ logik bag. På det plan glemmer man hurtigt det tåbelige og fjollede i 'Twilight'. Til gengæld er instruktøren Catherine Hardwicke ofte ved at minde os om det med nogle klodsede idéer, som fx scenen, hvor vampyrfamili-en Cullen slæber Isabella med ud på en mark for at spille baseball. Det er naturligvis meget skægt at vampyrerne er hurtigere og stærkere end vi almindeligt dødelige, men når man først har set en bold flvve 500 meter væk ind i en skov mens en vampyr drøner efter den med lynets hast, er luften hurtigt feset ud af den idé.

Ildelugtende sidekammerat
I store dele af filmen har skuespillerne også svært ved at finde ud af hvordan de skal spille deres roller, specielt i begyndelsen af filmen hvor Isabella og Edward bliver sat ved siden af hinanden i klasseværelset. Isabella er usikker på Edward, der til gengæld holder sig tilbage, fordi han bliver tiltrukket af Isabellas varme blod. De modsatrettede følelser forsøger de to unge skuespiller, Kristen Stewart og Robert Pattinson, at beskrive med nogle besynderlige ansigtsudtryk, der er så fuld af væmmelse at det ser ud som der er blevet stillet en meget gammel og ildelugtende ost ved siden af dem.

Smukt og storladent
Lykkes det så 'Twilight' at få os til at glemme, at den bygger på en gennemført fjollet og tåbelig idé. Kun delvist. Der er afgjort noget smukt og storladent og rigtigt over de romantiske scener mellem Bella og Edward, men så snart filmen vil have os til at tro på at vampyren Edward også er en almindelig skoledreng, bliver vi mindet om den fjollede idé bag filmen. Når næste del af 'Twilight'-serien dukker op i biografen, og ud fra slutningen på 'Twilight' at dømme sker det ganske snart, er Edward forhåbentlig gået ud af skolen.