Vølvens forbandelse

Tilbage til de dårlige gamle dage

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der var engang hvor dansk film var en lidt sølle type, som skulle hjælpes og støttes. Man skulle være lidt forstående overfor dansk film. Selvfølgelig blev der lavet gode danske film indimellem, men det var inden for helt særlige genrer, såsom folkekomedier, socialrealistiske dramaer og børnefilm. Når nogen forsøgte at lege lidt med på det store udlands lege - actionfilm eller gysere eller thrillere - skulle man være forstående. Danmark var et lille land og der var ikke mange penge til at lave film for osv.

Europamestre i bold
Det var dengang. Siden er der sket rigtig meget i Danmark. Vi har været europamestre i fodbold, vi har været i krig, vi har haft en venstre-radikal terrorgruppe midt i blandt os og hele tre gange har en dansk filminstruktør vundet verdens fornemmeste filmpris, Den gyldne Palme i Cannes. Danmark spiller med mod de store nu om dage. Danmark er ikke længere et filmuland. Det professionelle niveau er højnet betydeligt i Danmark, der er lavet glimrende thrillere og actionfilm i Danmark, og der er overhovedet ikke nogen til at væ-re særlig forstående overfor dansk film.

Legemsdel i laser
Derfor er det så frustrerende at se familiefilmen 'Vølvens forbandelse'. Det er en film, man kun kan acceptere synet af, hvis man mener at der er grund til at være særligt forstående overfor dansk film. Hvis 'Vølvens forbandelse' var en Hollywoodproduktion ville vi være chokerede over det professionelle niveau. En vis legemsdel ville hænge i laser efter at have set den.

Til festuge i provinsby
Det er ikke skuespillet, der er noget i vejen med - heller ikke de ellers så svære computereffekter. Det er filmens armbevægelser, der er helt galt på den. Det kan godt være, at Harald Blåtands havde meget få krigere omkring sig efter vore dages standard og at det hus, han sov i, lignede et træskur. Men derfor kan man vel godt pumpe det lidt op, så det ligner noget. Man kan vel godt hyre 15-20 ekstra statister, give dem lidt laset vikingekluns på og få dem til at se vrede ud, så man faktisk får fornemmelsen af at der var farligt i nærheden af den mægtige kriger, Harald Blåtand. Og man kan vel også godt sørge for at et middagsselskab, hvor de tre rivaliserende kongesønner, Svend, Knud og Valdemar, spiser side om side ikke ligner et stykke friluftsteater til en festuge i en dansk provinsby.

Filmens fundament
Der mangler simpelthen en vilje til rigtig at gøre indtryk og skabe drama i 'Vølvens forbandelse'. Det er som om man be'r publikum om at være lidt forstående inden filmen rigtig er gået i gang.
Men det største problem er filmens idé og manuskript. Det er helt fint at fortælle en historie om to moderne nutidsbørn, der rejser med en tidsmaskine tilbage i Danmarkshistorien og hjælper en kriger med at få hævet en forbandelse. Men det vil edderbankeme være en god idé at bruge godt med tid og energi på at skrue filmens fundament, manuskriptet, ordentligt sammen. Og her er der nogen, der ikke har gidet ulejlige sig med mere end et par vinteraftener.

Nupper farmands dyt
Hele filmens grundpræmis lyder af noget, der er flikket sammen med rustne søm. Gymnasiedrengen Valdemar har lovet at tage sig af sin lillesøster Sille mens forældrene er fire dage i London. Istedet nupper han farmands nye dyt - og kører galt. Bilen skal på værksted og nu skal Valdemar skynde sig at rejse de 70.000 kroner, det koster at reparere bilen.

Knudret vej
De penge får han udsigt til af en højst knudret vej. Under en ekskursion til universitet støder Valdemar ind i en fysikprofessor, der har udviklet en tidsmaskine så han kan rejse tilbage til fortiden og hæve den forbandelse en troldkvinde har kastet over ham. Han er træt af at leve forevigt og vil gerne være dødelig. Det står aldrig helt klar hvad der er i vejen med at leve forevigt, men sådan er det altså. Desværre kan han ikke selv rejse. Det er noget med at han ikke selv kan rejse fordi han kommer fra fortiden. Altså må han have hjælp fra en rask dreng som Valdemar. Og her kommer pengene ind. Fysikprofessoren, der altså også var kriger på Harald Blåtands tid, vil nemlig betale Valdemar 100.000 kroner hvis han rejser tilbage i tiden og finder et kors, så forbandelsen kan hæves.

Sølle konstruktion
Det er en gennemført sølle konstruktion. Og det pynter bestemt ikke, at det aldrig står tilnærmelsesværdigt klart hvorfor troldkvinden er så afsindig optaget af at forhindre fysikprofessoren i at ophave forbandelsen. Det er noget med at hun engang var forelsket i ham, men altså ... jeg mener ... men hvis man virkelig er sur på nogen bruger man vel ikke al sin energi gennem tusind år på at give dem evigt liv?
Der er ingen medlidenhed, ingen forståelse overfor 'Vølvens forbandelse'. Det er simpelthen for tynd og ynkelig en film i dagens filmdanmark.