Viva

Mere original end originalerne

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er helt afgjort noget forfriskende og herligt anderledes ved den amerikanske film, 'Viva'. Det ærgerlige er bare, at så få overhovedet vil opdage det. 'Viva' er nemlig noget så usædvanligt som en hyldest til 70'ernes amerikanske sexploitation-film - og hvor mange i den her verden er det lige, der har et forhold til den slags? Hvor mange ved hvordan fx en film af Russ Meyer ser ud? Det er det indbyggede, naturlige handicap 'Viva' må slæbe rundt på. Men hvis man kan se ud over det, eller tilfældigvis er en af dem, der kender det særlige udtryk fra de amerikanske sexploitation-film, er 'Viva' helt afgjort en forfriskende og anderledes film.

Konsekvent og gennemført
Instruktøren Anna Biller er helt utroligt konsekvent og gennemført i sin genoplivning af stilen og looket fra de gamle sexploitation-film. 'Viva' ligner nærmest mere en erotisk film fra 70'erne end originalerne gør. Farverne står ekstremt skarpt. Gul er ikke bare gul, men knaldende gul. Og rød er ikke bare rød, men blodrød, medmindre den er lyserød på den helt igennem skrigende måde. Ikke på noget tidspunkt er der noget, der minder om grå eller sorte tilstande i filmen. Hvis nogen har jakkesæt på i 'Viva' er det blodrødt. Og hvis nogen kører i en bil er den knaldgul. Og hvad skulle der iøvrigt være i vejen med at tage en knaldgul skjorte og et par græsgrønne bukser på? Oveni kommer frisurerne. Her er morgenhår eller høje tindinger bandlyst. Hvis ikke man har flot og fyldigt hår fra naturens side går man selvfølgelig med paryk.

Plastik-grin
Anna Biller er ligeså konsekvent og respektfuld mht skuespillet og replikkerne i de gamle sexploitation-film. Vitserne er ligeså elendige og grinene er ligeså plastik-agtige som i originalerne. Skuespillet er elendigt fra start til slut. Den eneste forskel fra de gamle film er, at skuespillerne i 'Viva' bevidst spiller elendigt. Replikkerne er også en verden for sig. Her er ingen nuancer eller antydninger mellem linierne. De simple sætninger siger præcis det, de siger. Og så er der livsstilen i 'Viva'. Den er naturligvis ligeså respektfuldt og præcist gengivet fra de gamle sexploitation-film. Det kan godt være, at folk snakker om at arbejde i 'Viva', men man ser dem aldrig gøre det. De ligger istedet ved kanten af en pool, de sipper drinks på en terrasse eller hænger ud på en bar ved et skisted, hvor solen naturligvis skinner på den kridhvide sne.

Brysterne, ballerne og tissemændene
Sidst, men bestemt ikke mindst, er der brysterne, ballerne og tissemændene. 'Viva' er ikke porno. Det var sexploitation-filmene i 70'erne heller ikke. Det var blot film, der udnyttede den seksuelle frigørelse og den nye interesse i at se nøgenhed på film - sådan som genrebetegnelsen sexploitation antyder. De lå ikke i forlængelse af folkekomedien, som sengekantsfilmene gjorde i Danmark, men da havde da noget, der kan kategoriseres som humor.
Og som de gamle sexploitation-film vrimler 'Viva' med mennesker, der under ingen omstændigheder er smukke eller lækre, men bare erotiske i deres nøgenhed. Her er fyldige damer med rigeligt til gården og gaden, inklusiv instruktricen selv, miss Biller, der optræder som den stakkels husmor, Barbi, som savner erotik og eventyr i sit liv.

Klar feministisk vinkel
I det hele taget ligner 'Viva' fuldstændig og helt aldeles en sexploitationfilm fra USA i 70'erne. Der er blot den forskel, at 'Viva' ligner en sexploitationfilm mere end de oprindelige film, og - ikke mindst - at 'Viva' har en klar feministisk vinkel. Det vil være en overdrivelse at kalde den et feministisk manifest. Det vil også være en overdrivelse at sige, at den har noget nyt og spændende at sige om kønsroller. Og det vil være en overdrivelse at sige, at den har noget interessant på hjerte om forholdet mellem mænd og kvinder. Den bruger blot historien om Barbi, der er træt af at gå og gøre rent og lave mad hjemme i sit forstadshus mens hun venter på sin elskede Rick, til at fortælle en historie om en husmor med appetit på noget større i livet. Det vil være en misforståelse at kræve større dybder af 'Viva'. Eller sagt på en anden måde: hvis Anna Biller gerne ville fortælle noget nyt og vigtigt om forholdet mellem kønnene, så skulle hun nok have valgt et andet filmisk udtryk og en anden stil. Med sin hyldest til 70'ernes erotiske film har Anna Biller skabt en absolut forfriskende og sjov filmoplevelse, men den er primært for de indforståede. Og i øvrigt også en halv time for lang.
Og så venter vi bare på at nogen i Danmark ta'r de gamle danske erotiske lystspil op igen og giver datidens kønsroller et tiltrængt modspil. Det kunne godt gå hen og blive både meningsfyldt og rigtig sjovt - som i 'Viva'.