Waltz with Bashir

Alt andet end Disneysjov

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvorfor nu det? Hvorfor skabe en tegnefilm ud af noget, der egentlig er en selvbiografi og en dokumentarfilm og en roadmovie og en krigsfilm om virkelige og meget grusomme begivenheder. Hvad i alverden er pointen?

Pointen er rigtig god
Pointen er god nok - endda rigtig god. For det første bliver man nødt at bruge iøjnefaldende tricks og virkemidler i en verden, der vælter med film, og hvor alle kæmper om opmærksomheden. Og for andet giver det instruktøren Ari Folman muligheden for at fortælle sin historie meget mere frit og levende, at han ikke propper den ned i halsen på publikum som i en ren dokumentarfilm, men giver os lov til at komme indenfor i hans verden, se os lidt omkring, danne vores egen mening - inden han tilsidst skruer bissen på og viser os rigtige, håndgribelige billeder af de grusomheder, hans film handler om.

En historie om fortrængning
Derfor er 'Waltz with Bashir' en tegnefilm - og en tegnefilm, der ligger så langt fra Disneysjov og Jungledyret Hugo som man overhovedet kan komme. Det er en grum historie om fortrængning, forårsaget af krigens grusomheder. Netop det er iøvrigt endnu en grund til at fortælle historien i tegninger. De fungerer som en slags kunstig verden, som filmens hovedperson, Ari Folman selv, lever i, indtil han tilsidst husker det, han har fortrængt, og som han har søgt efter hele filmen.

26 hunde
I begyndelsen af filmen møder Folman en ven, der fortæller ham om et mareridt det bliver ved med at hjemsøge ham. 26 glubske hunde med gule, vanvittige øjne løber gennem gaderne med blottede tænder indtil de standser nedenfor hans dør. Så vågner manden - på det samme tidspunkt i slutningen af drømmen. Folmans ven, Boaz, er udmærket klar at mareridtet stammer fra en oplevelse han havde som ung israelsk soldat i Libanon i starten af 80'erne. Sammen med sin deling skulle han gå ind i en lille by og finde palæstinensiske guerillasoldater. For at forhindre byens hunde i at vågne og alarmere menneskene blev Boaz sat til at skyde hundene ned - så stille som muligt. Alle vidste nemlig at Boaz ikke var i stand til at skyde menneske, altså måtte han skyde hundene - i alt 26 hunde.

Et grusomt hævntogt
Det fortæller Boaz sin ven, filminstruktøren Ari Folman, der ikke selv bliver hjemsøgt af den slags drømme. Det forstår Boaz ikke noget af. Var Folman måske ikke tilstede ved Shatila og Shaba, de to bydele i Libanon, hvor kristne partisangrupper tog på et grusomt hævntogt og slagtede civile palæstinensiske flygtninge - med hjælp fra det israelske militær? Måske, svare Folman. Han kan ikke huske det. Men hans nysgerrighed er vakt. Og resten af 'Waltz with Bashir' er en slags road movie i Folmans hjerne. Han opsøger sine gamle soldaterkammerater og får langsomt stykket de manglende stumper sammen. Som ung mand var han soldat i Libanon. Han var med til at gå ind i Libanon og skyde løs i panik og angst på en tilfældig bil som tilfældigvis kom forbi - og som siden viste sig at indeholde en tilfældig libanesisk børnefamilie, der aldrig nået at opdage, hvad der ramte dem.

Piger og fester
'Waltz with Bashir' er altså ikke mindst en dokumentarfilm. Folmans viser bare ikke sine oprindelige interviews med soldaterkammeraterne. Han har istedet tegnet og animeret kammeraterne og sat dem ind i filmens særlige univers. De interviews supplerer Folman med sine egne tanker og en række psykedeliske eller frie klip, hvor han udbygger sine kammeraters historier med fri, fabulerende fantasi for at understrege hvor ubegribeligt det hele var for en flok unge mænd, der grundlæggende kun tænkte på piger og fester, og nu pludselig så hinanden dø i et fremmed land.

Den menige soldats historie
Og tilsidst falder Folmans oplevelser på plads i hans hoved. Han husker, hvad han lavede i Libanon i 1982, og selvom han mest af alt lyst til at glemme det igen, har han nu bedt hele verden, især Israel, om at huske hvad der skete. Det er idéen med 'Waltz with Bashir', at fortælle den menige soldats historie, og minde om hvad krig gør ved mennesker. Det er Folman langt fra den første, der gør, men han er ihvertfald den første, der har fortalt sin historie på dén måde.

Elegisk mørkelagt musik
Fra ende til anden er 'Waltz with Bashir' en helt usædvanlig og original film. Det er en dokumentarfilm, en road movie og en selvbiografisk fortælling forklædt som tegnefilm. Det lyder absurd, men det giver rigtig god mening. Den lidt stive og krampagtige animation er absolut til at tilgive. Den giver endda god mening i forhold til den krampagtige historie i 'Waltz with Bashir'. Og engelske Max Richters elegiske, mørklagte musik fungerer fortrinligt som én lang dyster klagesang til Israels militære historie.