preload loader
yacoubians hus
 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

Yacoubians hus

Åbenhjertig og frisindet og diskussionslysten

pile_4

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er noget råddent i Egypten. Det kan man umuligt være i tvivl om efter at have set filmatiseringen af tandlægen Alaa Al-Aswanys arabiske bestseller, 'Yaboubians hus'. På den anden side - når man kan finde penge og støtte til at udgive en så stor og dyr en film, der går så aggressivt i kødet på landets problemer, kan tingene ikke være helt så rådne. Der må være noget frisind og tolerance og en klar ytringsfrihed til stede i landet, siden man kan tale så åbent om hykleri, dobbeltmoral, amoral, politivold, korruption og mandschauvinisme. Det er faktisk svært at forestille sig en dansk film, der vil kaste sig så voldsomt over moralske og politiske problemer i Danmark.

Hudflettet højt og lavt
Det er i det spænd, filmen 'Yacoubians hus' befinder sig. Der bliver skudt til højre og venstre, hudflettet højt og lavt og skåret langt og dybt ind til benet. Alaa Al-Aswanys roman og Marwan Hameds film skåner ingen i sin udlevering af det egyptiske samfund, men 'Yacoubians hus' er ikke ond eller hadsk, snarere forstående i sin konstatering af at mange interesser og mange påvirkninger har skabt en råddenskab i det egyptiske samfund.

Hyklerisk og dobbeltmoralsk
Historien foregår omkring et fornemt hus, der blev bygget i 1934 af forretningsmanden Yacoubian. I starten var det politikere og rigmænd, der befolkede husets ekstravagante lejligheder, men siden militærkuppet i 1952 har huset gennemlevet fortumlede tider. Og da historien finder sted i 1990 er huset blevet et lille billede på hele det egyptiske samfund, et mikrokosmos, der afspejler et samfund ude af balance. I husets lejligheder bor og arbejder overklassen i form af diverse afdankede og amoralske rigmænd, såsom den ca. 55-årige Hagg Muhammad Azzam, der har skabt sin velstand på at handle med narko, men drømmer en politisk karriere og ikke mindst drømmer om mere sex eftersom hans kone ikke gider den slags mere. Derfor gifter han sig i al hemmelighed igen med en ung kvinde, der har mistet sin mand i krig, og som kan leve i relativ velstand mod at have sex med sin nye mand. Udadtil giver Hagg Muhammad Azzam indtryk af at være en rettroende muslim, men indadtil lever han et hyklerisk og dobbeltmoralsk liv, hvor alle love og trosregler bliver bøjet til hans fordel. Ligeså hyklerisk er en anden rigmand i Yacoubians hus, Hatim Rasheed, der udadtil er en anset redaktør på en fransksproget avis, men som lever et relativt hemmeligt liv som homoseksuel. Han tager en ung soldat under sine vinger og sørger for at han kan leve godt sammen med sin kone og deres barn, til gengæld for at have forbudt sex i ny og næ.

Chefens seksuelle lyster
På taget af huset, i bittesmå interimistiske lejligheder, bor underklassen, bl.a. den unge og kønne pige, Bosaina. Hun forsøger at finde et arbejde for at forsørge sin familie, men må gang på gang indse, at der kun er arbejde at få som ung kvinde, hvis man er villig til at lægge krop til chefens seksuelle lyster. Da hun får arbejde i en stor tøjbutik forventer den midaldrende, overvægtige chef fx at hun er villig til at være på lageret på et bestemt tidspunkt, så dukker han op. Hun skal ikke tage sit tøj af - han skal bare gnide sig op ad hende til han får udløsning. Den slags gider Bosaina ikke være med til, men det er meget svært at stå på sine rettigheder som fattig, ung kvinde i et Cairo, der er hårdt ramt af arbejdsløshed, og også hun må ty til dobbeltmoral og hykleri for at komme videre.

Muslimske fundamentalister
Endnu værre står det til for hendes barndomsven på taget af Yacoubians hus, Taha. Han vil gerne være politimand, men eftersom hans far var en simpel dørmand bliver han ikke regnet for værdig til at blive indlemmet i politikorpset. I frustration over ikke at kunne komme videre i det egyptiske samfund slutter han sig til de muslimske fundamentalister, hvis hykleri også får nogle på hatten i 'Yacoubians hus'.

Vældig råddenskab
Det er en vældig råddenskab, der huserer i Yacoubians hus, den lille miniudgave af landet Egypten. Og den er så malende og troværdigt sat op i bogen og filmen, at man tror på den. Hele historiens spind af skæbner, der bliver knyttet sammen af hykleriet og manglen på moral, er sindrigt og præcist konstrueret. Det er både styrken og svagheden ved filmudgaven af 'Yacoubians hus'. Den tegner et klar billede af sygdomssymptomerne i det egyptiske samfund, men den har så mange figurer og så mange pointer, den skal omkring i løbet af sine godt 2 timer og 40 minutter, at dramaet bliver sløvt og tungt. I en roman giver det god mening, at man kan dvæle ved figurerne og lære dem at kende over en længere periode. I en mosaikfilm, hvor mangt og meget skal flettes sammen, bliver dramaet fladt og udynamisk.

Berømte skuespillere
Heldigvis er filmen befolket med en række af Egyptens mest berømte skuespillere, og hovedparten af dem leverer et levende og farverigt billede af figurerne i Yacoubians gamle hus. Som almindelig vestlig borger får man et anderledes og fascinerende indblik i en kultur, der i mangt og meget ligner vores egen, men som vi kun kender fra avisoverskrifter. Det er en meget åbenhjertig, frisindet og diskussionslysten film. Man kommer helt til at spejde efter en dansk film, der hudfletter det dansk samfund lige så åbenhjertigt og frit som 'Yacoubians hus' hudfletter det egyptiske.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Marawn Hamed

Genre:

Drama

Land:

Egypten

Premieredato:

27. marts 2009

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.