preload loader
zombieland
 

Skrevet af: Martin Lennon

 

Zombieland

Fantastisk fandenivoldsk

pile_5

Anmeldt af Martin Lennon

De levende døde har overtaget jorden, og de levende levende er kun få skridt fra udryddelse. Velkommen til Zombieland. En verden, hvor kun de allermest snarrådige og opfindsomme mennesker har en chance for at overleve zombiernes glubske appetit.

Forrygende komik
Du tænker sikkert, at det må da være et job for en Vin Diesel-lignende actionhelt med store muskler og smarte oneliners, men faktum er, at den første snarrådige overlevende, vi møder i 'Zombieland', er en splejset nørd med krøllet hår og kronisk mavepine. Scenen er sat til en zombiefilm, der konstant overrasker og underholder med sin sublime blanding af hæsblæsende action, forrygende komik og gruopvækkende gys.

Kultklassikere
Zombier har en lang tradition i filmens verden. Lige siden George A. Romero's kultklassiker 'Night of the Living Dead' fra 1968 har de levende døde været et vedvarende dommedags-scenarie i et hav af filmiske fortællinger. Hvor de i Romeros klassiske zombiefilm var langsomme og dumme, fik de senere mere hjerne og ikke mindst mere fart på i film som Danny Boyles '28 Days Later' og Zack Snyders remake af 'Dawn of the Dead'. Det komiske islæt ved zombier kom for alvor i fokus i den britiske komedie 'Shaun of the Dead' samt den oversete amerikanske filmperle 'Fido', hvor zombier er en del af den amerikanske dagligdag i 1950erne.

Zombie-epidemi
I 'Zombieland' er vi tilbage i nutiden, hvor en verdensomspændende Zombie-epidemi har udslettet næsten hele menneskeheden. Vores hovedperson, den nørdede Columbus, har overlevet alene af en eneste grund. Sin frygt.

Neurotisk overforsigtig
At anskue zombieverdenen fra en ung jomfruelig nørds synspunkt er en mindre genistreg. Vi har fra første replik sympati med den unge kiksede mand, da han virker sjov, sårbar og sandfærdig. Dermed får filmen inviteret et langt bredere publikum indenfor i dens syrede univers, end hvis hovedpersonen blot havde været endnu en klichefyldt hårdtpumpet action man.
Vor unge nørd er neurotisk overforsigtig og holder sig konstant til sine faste regler for, hvordan man overlever i 'Zombieland'. F.eks. er det vigtigt med god kondi, så man kan løbe fra zombierne. Man skal helst undgå offentlige toiletter, da zombier nemt kan overfalde en, mens man bogstaveligt talt står med bukserne nede om anklerne. Man skal huske hellere at skyde zombierne en gang for meget end en gang for lidt, og ikke mindst skal man huske at nyde de små ting i livet.

Simpel mand
Nydelsen af de små ting i livet bliver helt bogstaveligt i filmens fortælling, da vores unge nørd render ind i machomanden, Tallahassee, der er veloplagt spillet med glimt i øjet af Woody Harrelson. Han har udover at dræbe zombier kun et mål i livet, og det er at finde en twinkee, en amerikansk cremekage. Et simpelt mål for en simpel mand.

Griner og gyser
Sammen begiver den unge nørd og den modne macho mand sig ud på et roadtrip gennem Zombieland. Man både griner og gyser med dem i deres færd gennem de amerikanske sydstater. Der nedlægges zombier til højre og venstre, men under en jagt efter twinkees i et supermarked møder de til deres store overraskelse en ung kvinde og hendes lillesøster. De to tøser viser sig at være de rene bondefangere, og snart står Tallahassee og Columbus uden våben og bil. Men der går ikke lang tid, før de alle indser, at for at overleve i Zombieland er det bedre at være fire sammen end at være helt alene. Sammen begiver de sig til Hollywood, nærmere betegnet forlystelsesparken Pacific Playland, der ifølge rygterne er zombiefri.

Zombiesplat
Inden filmen kulminerer i et sandt festfyrværkeri af ekstravagant action og zombiesplat i Pacific Playland, slår vores fire helte og heltinder lejr i en kendt Hollywoodstjernes palæ. Her tager filmen en velfortjent pause fra alle blodsudgydelserne med nogen vedkommende og ligefrem rørende scener, der oven i købet byder på en af de mest originale og veloplagte gæsteroller i nyere filmhistorie. Mere skal ikke afsløres her - filmnørder glæd jer!
Det er i sig selv lidt af en bedrift at have fire troværdige og elskværdige hovedpersoner i en film, hvor det i sagens natur mest af alt handler om at dræbe eller flygte fra levende døde. Karaktererne og humoren er konstant i fokus i Zombieland, og det giver filmen en forfriskende snert af medmenneskelighed.

Fantastisk fandenivoldsk
Zombieland har en passende spilletid på lige under halvanden time. Det er skønt med en film, der ved, hvad den vil fortælle og kun har relevante scener med. Filmen er hele vejen igennem lårklaskende morsom, konstant overraskende og fantastisk fandenivoldsk, hvilket klæder den løsslupne fortælling rigtig godt. Visuelt har filmen en cool stil, og især titelsekvensen bærer præg af legende overskud fra instruktørens side. Åbningsscenen, der i slow motion viser angribende zombier til tonerne af Metallica's 'For Whom The Bell Tolls', bør gå over i filmhistorien som en af de sejeste åbningsscener.
Zombieland har bid, hjerte og hjerne og anbefales varmt til enhver levende som levende død.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Ruben Fleischer

Genre:

Gyserkomedie

Land:

USA

Premieredato:

23. oktober 2009

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.