1/2 Revolution

Om at dø med et smil på læberne

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der går omtrent halvdelen af dokumentaren '1/2 Revolution' før man opdager, hvad filmen betyder. Efter 31 af den i alt 76 minutter lange film taler instruktøren Omar Shargawi i telefon med sin gamle far, og da Shargawi lægger telefonen og fortæller sine venner om samtalen, bryder han i gråd. Det er altid noget af et chok at se voksne mænd græde i deres egne film, og i tilfældet Omar Shargawi er det nærmest en åbenbaring.

Ingenmandsland
Med sin dokumentar fra sidste år, 'Fra Haifa til Nørrebro', viste Shargawi at han har et særligt forhold til sin far. Det er ikke bare historien om den strenge palæstinensiske far, der forsøger at gøre et fornuftigt menneske ud af sin søn i det fremmede territorium, Danmark. Det er også Palæstinas historie, eller historien om at leve i et ingenmandsland mellem to kulturer, den arabiske og den vestlige.

Mubaraks afgang
Munir Shargawi er så stærkt præget af oplevelsen, da israelere fjernede hans barndomshjem og hans identitet, at han ikke kan tale om den, heller ikke overfor sin voksne søn. Der er voldsomme følelser på spil, og de følelser slår ud i fuldt flor da Omar Shargawi sidder i den egyptiske hovedstad, Kairo, i slutningen af januar 2011 og er i midt i optagelser til en spillefilm, da folket går på gaden.

30 års hårdhændet styre
Sammen med sine venner i Kairo griber Shargawi alle filmkameraer, han kan komme i nærheden af, og går ud for at dokumentere det, der ligner en begyndende revolte og et opgør med 30 års hårdhændet styre. Egypterne har duftet forår efter tunesernes oprør og krav om demokrati i december 2010 og vreden mod præsident Hosni Mubarak og hans styre er tydeligvis stor, samtidig med at smilene er brede. Der er nye og bedre tider i luften for Omar Shargawi, hans vennekreds i Kairo og for araberne i almindelighed.

Tåregas i luften
I hvert fald indtil politiet slår igen mod demonstranterne. Til at begynde med er der kun tåregas i luften, så bliver der skudt med skarpt, derefter bliver militæret og deres tanks sat ind, hvilket giver folket nyt håb. Hæren er nemlig på deres side, tror de. Men da Mubarak går på tv og lover frie valg, og hans håndlangere på gaden samtidig begynder at overfalde alle, der ligner oprørere, bliver situationen decideret alvorlig for en udlænding med et kamera i hånden.

Et nyt Arabien
Det er her, Omar Shargawi taler i telefon med sin far, der be'r Omar om at vende hjem til trygge Danmark. Men da Omar forklarer sin far, at det, der sker i Kairo, er lige præcis det, de altid har talt om, et nyt Arabien, hvor tyrannerne er styrtet og folket kan leve frit, forstår faderen ham. Og som tilskuer forstår man, at det ikke bare er en samtale mellem to generationer, en palæstinensisk far og en dansk søn, men en drøm, der er ved at gå i opfyldelse. 'Selv hvis jeg dør, vil jeg dø med et smil', siger Omar med udansk patos. Så forstår man, hvor meget der er på spil i Det arabiske forår, som oprørene i de arabiske lande er blevet døbt, og hvor meget der er på spil i dokumentaren '1/2 Revolution'.

Tonen bliver mørkere
Fra det øjeblik ændrer '1/2 Revolution' sig. Tonen bliver mørkere, mere indædt. De humoristiske kommentarer mellem Shargawi og vennerne bliver færre efterhånden som Mubaraks håndlangere holder øje med alt og alle i Kairos gader og folk, der ser mistænkelige ud, får tæsk. De før så optimistiske dokumentarister tør ikke længere gå på gaden med deres kameraer.

Frisk og umiddelbar
Det er netop styrken ved Shargawis film, at den virker så frisk og umiddelbar. Bortset fra et par forklarende sætninger i begyndelsen og slutningen af filmen, er der ingen kommentarer eller fortællere i filmen. Den er blevet til i øjeblikket, uden forberedelse, bare ned på gaden og film løs. Dramaturgien giver sig selv. Først skinner håbet på vores hovedpersoner, så slår Mubarak til og da filmen slutter, har mørket igen sænket sig over Egypten, men med en form for lys i horisonten. Det har trods alt været en halv revolution, der fik fjernet Mubarak.

Udpint folk
Den form fungerer glimrende så længe man er helt indforstået med at Mubarak har ødelagt det moderne Egypten og udpint sit folk. Hvis man er interesseret i en dialog om Egyptens situation og Mubaraks betydning er '1/2 Revolution' et helt forkert sted. Shargawi ser ikke engang nogen grund til at dokumentere, at Mubarak har været en tyran. Det er svagheden ved '1/2 Revolution' - at den så selvsikkert lukker kommunikationen med modparten ude, især når man som hvid vesterlænding forsøger at forstå hvilke stærke følelser, der er på spil.

Dø med et smil på læberne
Hvis filmen havde forsøgt at argumentere stærkere for hvor påkrævet revolutionen er i de arabiske lande, havde man som publikum måske selv haft lyst til at spurte til Tahrir-pladsen i Kairo og dø med et smil på læberne. Men på den anden side. Hvor tit hører man en dansk filminstruktør tale om at dø med et smil på læberne?