A Single Man
En designet depression
Anmeldt af Per Juul Carlsen
De første 30 minutter af 'A Single Man' er fantastiske. Simpelthen. Dermed ikke sagt, at resten af de 99 minutter ikke indeholder noget fantastisk eller godt, men hvor den første halve time er en særlig fryd for øjet er de sidste 69 minutter mere jævne og ordinære, uanset at de er nødvendige for at instruktøren, den berømte modedesigner, Tom Ford, kan hive sin historie i land.
Kedelige og pæne roller
Der er ikke nogen enkel og enlig forklaring på hvorfor den første trediedel af 'A Single Man' er noget helt særligt. Det er flere elementer, der støder ind i hinanden på en yderst heldig måde. For det første er der skuespilleren Colin Firth, der er den eneste bærende figur i den første del af 'A Single Man'. Vi vidste godt, at Colin Firth er en dygtig skuespiller. Det har vi set i film som 'Pigen med perleøreringen' og 'Where the Truth Lies'. Vi vidste også godt at Colin Firth har for vane at vælge lidt kedelige og pæne roller, der svarer til hans noble engelske gentleman-ydre, men her har Firth en rolle, som, på sin egen afdæmpede måde, slår gnister.
Ærværdig universitetsprofessor
Firth spiller George Falconer, en ærværdig universitetsprofessor anno 1962, da krisen mellem USA og Sovjetunionen og Cuba er på sit højeste. George, der har lige mistet sin kæreste og sit livs kærlighed, Jim, ved en bilulykke, har ikke længere noget at stå op til om morgenen. Han hader hver morgen, og mens han sluger sine anti-depressive piller og pimper whisky forbereder han lige så stille etselvmord. Udadtil ligner George Falconer imidlertid ikke en mand, der er ved at gå op i limningen. Han bor ordentligt og redeligt i et nyt fint arkitekttegnet hus med smukke og rene linier og store panoramavinduer. Og hver morgen iklæ'r han sig sirligt sit jakkesæt med hvid skjorte og matchende mørkt slips.
Underspillet ro
Den rolle fylder Colin Firth ud med en underspillet ro, der samtidig gør det helt tydeligt, at manden er tæt på at knække sammen. Som her i scenen, hvor George sidder i sin lænestol da Jims bror ringer og fortæller, at Jim er omkommet ved en trafikulykke. George reagerer pænt og dannet, som om han havde fået at vide at naboens hund var blevet kørt ned. Men under den noble overflade falder hans verden, naturligvis, sammen.
Indestængt sorg
Den evige kamp mellem det noble ydre og den indestængte sorg viser Colin Firth med en imponerende spændvidde i sit spil. Fra det arrogante til det melankolske til det vrede til det ligegyldige. Pludselig viser den pæne Colin Firth sig at have samme virile og sprudlende energi som sin ældre landsmand, Michael Caine.
Designperler
Netop balancen mellem hovedpersonens sjælekvaler og kulissernes noble ro præger hele den første fantastiske halve time af 'A Single Man'. Den debuterende instruktør, Tom Ford, har gjort et stort stykke arbejde med at trække alle de mest dannede og pæne og formfuldendte elementer ud af mode og arkitekter og design i starten af 60'erne. Bilerne er ikke biler, men smukke eksempler på bildesign. Tøjet er ikke bare tøj, men rene og klassiske eksempler på tøj anno 1962. Og George hus er noget af det smukkeste modernistiske arkitektur, men kan forestille sig. Tom 'Ford filmer ikke bare de rendyrkede eksempler på designperler, han indhyller dem i et elegant brunt, gulligt og sort/hvidt lys, og han filmer dem fra de mest elegante vinkler.
Stilfetichisme
Det kan lyde som det rene design-overkill, og i princippet burde det kamme fuldstændigt over i stilfetichisme da en ung spansk homo i rendyrket James Dean-outfit dukker op og lægger op til den ensomme George. Det gør det bare ikke. Tom Ford vil ikke bare dyrke stilen fordi den gør sig godt på film, men fordi stilarternes udtryk fortæller noget om figurerne i filmen. Den unge spanier ligner James Dean fordi han er en ung mand på ikonisk eventyr i det store Drømmeland, USA. George Falconer bor i det smukke, modernistiske hus fordi han er en moderne mand, hvis indre kaos står i dyb kontrast til det velordnede, rene ydre. Og samtidig står filmens smukke, næsten forrykt formfuldendte billede af start-60'ernes USA i fuldstændig kontrast til datidens angst for en altødelæggende atomkring.
Melankolsk sensommerlys
Dertil kommer Abel Korzeniowskis musik, der indhyller billederne af den døende, og alligevel ikke helt døende, George i et smukt, melankolsk sensommerlys. Det er fantastisk virtuost sat op og umådeligt imponerende af en debutant, der er kendt i en helt anden sammenhæng.
Gennemdesignet univers
Så snart Tom Ford har præsenteret George Falconer i sit gennemdesignede univers, og George går gennem to lange samtaler med en gammel veninde og en ung bejler, falder 'A Single Man' til ro som en mere gennemsnitlig film. Den falder ikke til jorden, den kan bare ikke holde pusten. Der bliver betydeligt længere mellem de originale idéer og den præcise, spiddende dialog, og 'A Single Man' slutter som et lidt ordinært billede af en mand, der i løbet af et døgn bliver rusket og rystet gennem alle livets facetter.
Men den første halve time er helt fantastisk.