Anonyme romantikere

Smil til verden så smiler verden tilbage

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Pludselig så det ud som om norsk film var i gang med at erobre verden. I løbet af få uger kom 'Oslo, 31. august', 'Hjem til jul' og 'Sygt lykkelig' væltende ind i de danske biografer, eller i hvert fald nogle enkelte af dem, og det så unægtelig ud som om nordmændene havde tænkt sig at udfordre vores og svenskernes traditionelle førerposition i Norden. Det er ganske rigtigt, at nordmændene opruster på filmområdet og planlægger at lave næsten dobbelt så mange film om året som vi danskere. Men billedet af en invasion af norsk film i de danske biografer er en illusion. De eneste tre norske film, der fik dansk biografpremiere i 2011, ankom tilfældigvis i en klump. Der var ingen bølge, bare meget vand på én gang.

Sødmefulde historier
Det er den samme slags illusion, der præger fransk film i anden halvdel af 2011. Alle de intellektuelle og visuelt eksperimenterende franskmænd er ikke blevet landsforvist og erstattet af lallende lykkelige optimister og romantikere. Men det ser sådan ud når man studerer udbuddet af franske film i de danske biografer i anden halvdel af 2011. Her er ingen melankolske betragtninger omkring tilværelsens ubærlige ufuldkommenhed, ingen intellektuelle formeksperimenter, der skal nedbryde 100 års filmhistoriske traditioner, kun sødmefulde historier om mennesker, der går grueligt lidt igennem, og som knap nok skal anstrenge sig for at få livet til at makke ret.

En filmnation på hovedet
Når actionnørden Luc Besson leverer efterårets mest traumatiske fransk filmoplevelse som producent af 'Colombiana', ved kendere af fransk film, at alt er vendt på hovedet. Og det faktum, at en krimikomedie med titlen 'Poupoupidou' står for efterårets mest underfundige franske livsbetragtninger, understreger billedet af en filmnation vendt på hovedet.
Her kommer så komedien 'Anonyme romantikere' og fuldender illusionen. Ligesom efterårets franske succeser, 'Kvinderne på sjette sal' og 'Brøndgraverens datter', er 'Anonyme romantikere' en letbenet sag, hvor livets alvor ganske vist er nærværende, men hvor man snildt kan smile sig ud af problemerne.

Eneboeren i Jura-bjergene
Den 50-årige instruktør Jean-Pierre Améris beretter om to mennesker, der er så nervøse for at blive set og bemærket, at de lever hver sin skyggetilværelse. Den ene, Angelique, er født med et usædvanligt talent for at være chocolatier, altså chokoladekok, men eftersom hun ikke kan holde opmærksomhed ud, gemmer hun sig bag en mystisk historie om at hun henter sine opskrifter hos en eneboer i Jura-bjergene. Den anden, Jean-René, ejer en chokoladefabrik, der desværre er ved at gå konkurs fordi Jean-René aldrig har haft mod til at forny chokoladeudvalget og sparke nyt liv i forretningen.

Ekstremt hæmmede væsener
De to generte og ekstremt hæmmede væsener passer altså perfekt til hinanden. Men eftersom de er så angste for at vise sig frem for andre skal de bruge en hel komedie på halvanden time til at gribe deres skæbne. Angelique søger et job på Jean-Renés fabrik i den tro, at hun skal være chocolatier, men Jean-René, der falder pladask for Angelique, hyrer hende til at være regnskabsfører, og Angelique er for genert til at forklare, at hun ikke egner sig som bogholder mens Jean-René er for genert til at fortælle nogen, at hans virksomhed ikke har brug for en bogholder, men en dygtig chokolademager.

Angst for det offentlige rum
Kampen for at træde i karakter og undslippe sin angst og frygt er selvsagt glimrende brændstof til et komisk drama, men så snart Angelique og Jean-René er præsenteret i al deres angst for det offentlige rum, kniber det med at holde præmissen flyvende. Det er fuldt forståeligt for ethvert genert menneske, at Angelique ikke bryder sig om at stå i rampelyset og blive hyldet for sine prægtige chokoladekreationer, men det virker ikke helt gennemtænkt af Jean-Pierre Améris, at hun faktisk påkalder sig ualmindelig meget opmærksom i sin kamp for at overbevise omverdenen om at det er en eneboer i Jura-bjergene, der finder på det hele. Det kunne nemt være undgået, hvis Angelique havde fundet en person til at spille rollen som chokoladegeni på hendes vegne. Det virker heller ikke gennemtænkt, at hun er afsindig længe om at komme i gang med at producere velsmagende chokolader til Jean-Renés fabrik.

Sjasket og jappet
I det hele taget forbliver historien og komikken i 'Anonyme romantikere' imponerende letbenet og tuttenuttet på en måde som kun  franskmændene kan være tuttenuttede. Ameris' forbilleder ser ud til at være 40'ernes amerikanske adrenalinpumpende lystspil, fx Ernst Lubitch' Den lille butik' eller 'At være eller ikke være' og Frank Capras 'Arsenik og gamle kniplinger'. Men Ameris' manuskript har på ingen måde samme konsekvente styring og opfindsomme energi som de gamle Hollywood-klassikere. Der er noget underligt sjasket og jappet ved Angeliques og Jean-René generthed, som om det er sjovt nok i sig selv, at de er socialt handikappede i ekstrem grad. Og det er det ikke.