Another Happy Day

Endnu en kuldslået familie

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er afgjort skuespillet, der holder det amerikanske drama 'Another Happy Day' flydende. Mens historien og dramaet har en grim tendens til at virke kalkuleret, har debutanten Sam Levinson fået fingre i en håndfuld dygtige skuespillere, der kæmper ihærdigt for at få gjort levende mennesker ud af deres roller. Det gælder i særdeleshed 57-årige Ellen Barkin som filmens omdrejningspunkt, den fortumlede og i princippet uduelige husmor, Lynn. Lige så skrupforvirret Lynn er, ligeså sikkert styrer Ellen Barkin hende i land. Jo mere fortumlet Lynn virker, jo mere ser Barkin til at have styr på hende.

Skønhed, farlighed, kynisme og oprør
Ved sin side har hun det nye amerikanske stjerneskud, Ezra Miller, som sin mindst lige så fortumlede teenagesøn med hang til alt hvad der minder om euforiserende og berusende stoffer. 28-årige Miller har en næsten tilsvarende rolle som kuldsejlet skoledreng i den mildt sagt chokerende 'We Need to Talk About Kevin', der får dansk premiere til næste år, og i det hele taget har Ezra Miller en forbavsende evne til at få spolerede unge mænd til at fremstå lyslevende i en blanding af skønhed, farlighed, kynisme og James Dean-lignende oprør.

Autistisk søn
Og omkring om dem står en håndfuld aldeles solide skuespillere som Thomas Haden Church i rollen som kikset far, Demi Moore som aldeles kikset papmor, George Kennedy som døende bedstefar, Ellen Burstyn som irriterende bedstemor, Kate Bosworth som suicidal datter og Daniel Yelsky som muligvis autistisk søn.

Driver mor til vanvid
Som det fremgår er det ikke just en velfungerende familie, der er i spil i 'Another Happy day'. Lynn og hendes to sønner, narkomanen Elliott og autisten Ben, skal til bryllup hos Lynns forældre. Det er hendes eneste velfungerende barn, Dylan, som er vokset op hos hendes eks-mand, der skal giftes. Ben render rundt og filmer familiens begyndende opløsning med sit kamera og allerede i bilen på vej til brylluppet er Elliott godt i gang med at drive sin mor til vanvid.

Knusende kynisk
Det bliver kun værre. Lynns to søstre benytter enhver lejlighed til at håne og fnise indforstået af Lynn, og moderen forsøger at pakke alt ind som om der ikke er nogen problemer, uanset at søstrenes ægtemænd og sønner drikker alkohol fra morgenstunden. Og på sidelinien som brændstof til balladen står Lynns eks-mand, Paul, som er frustreret over at Lynn har holdt deres fælles datter, Alice, væk fra ham i 7 år. Naturligvis går alt galt i løbet af den lille uge, familien tilbringer sammen op til Dylans bryllup. Titlen 'Another Happy Day' er selvsagt bidende ironisk.  Den er ikke bare ironisk, den er knusende kynisk, og den kynisme er lige ved at overdøve det storslåede skuespil.

Tåbeligheder i en konstant strøm
Der er ikke ét eneste velfungerende menneske i filmens kerne af figurer. De har alle deres problemer og store fejl. Det er der ikke noget underligt i, sådan er virkeligheden som bekendt også, men det uheldige er at forfatter og instruktør Sam Levinson ser ud til at nyde at presse fejlene ned over hovedet på sine figurer. Familiens tåbeligheder kommer væltende i en konstant strøm, og hvis der er mulighed for at tale ud om problemerne eller måske endda løse dem, sørger Levinson hurtigt for at et familiemedlem mister besindelsen og gør det hele værre. Da Paul forsøger at tilnærme sig sin datter, Alice, får et par upræcise formuleringer forsøget til at smuldre så meget, at det synes umuligt at lappe. Og da Alice spørger sin bror, Elliott, hvorfor han altid skal være så strid, og han dermed får muligheden for at tale ud, skynder hans sig at være dobbelt så strid som før.

Ungdommelig kådhed
Man kan kalde det en tone eller en stil når Levinson fylder på og fylder på i figurerne sociale inkompetence, men det ligner snarere kynisme eller en ungdommelig kådhed af den blot 26-årige debuterende instruktør. Det virker som om Levinson opfatter kuldslåede familier som en legeplads, hvor menneskelige fejl og traumer og intriger kan fyldes på efter behov. Et af de tydeligste eksempler er en scene, hvor Lynns yngste søn, Ben, forklarer sin mor hvorfor hun nødvendigvis må have været en uduelig mor eftersom det eneste af hendes afkom, der ikke har uoverskuelige problemer er den søn, hun ikke har opfostret. Ben er sød og nuttet midt i sin analyse, men det er alligevel så knusende alvorlig en konklusion han kommer frem til, at det virker helt grotesk, for ikke at sige utroværdigt, at Lynn reagerer med at sige 'åh, jeg elsker dig så højt' og give sønnike en krammer.

Bitter fornemmelse
Det er altså en bitter fornemmelse, 'Another Happy Day' efterlader på tungen. Som publikummer føler man sig aldrig inviteret indenfor i den fortumlede familie. Der er svært at finde noget at holde fast i midt i de eskalerende problemer. Men heldigvis er der skuespillet. Uanset hvor langt ud Levinson driver Lynn, får Ellen Barkin hende til at hænge sammen som menneske, som en håbløs mor, der forgæves forsøger at holde styr på de liv, hun har sat i verden.  Uanset hvor svært det er at holde redde på Elliotts udfald af vrede og kynisme, får Ezra Miller altid trukket ham i land.