Arriettys hemmelige verden
Et skæbnesvangert tab af en sukkerknald
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Man siger, at vi alle sammen kan huske hvor vi var, da vi hørte en eller anden stor og skelsættende nyhed, såsom mordet på præsident John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963, terrorangrebet i New York den 11. september 2001 eller tsunamien i det indiske ocean den 26. december 2004.
Usædvanligt intenst
Det samme kan man sige om filmens verden, ikke nødvendigvis om hele film, men om de øjeblikke i særlige film, hvor man bliver rystet, chokeret, eller vakt til live og hvor alting i nogle minutter, måske kun to, måske 10, føles usædvanligt intenst. Den her anmelder har fx ingen problemer med at huske i hvilken biograf eller i hvilket sofahjørne han sad og fik et billedchok til åbningsscenen på den franske kyst i 'Saving Private Ryan' eller klimakset i den japanske gyser 'Ring', hvor spøgelset kravler ud af fjernsynet, eller scenen i Lars von Triers 'Antichrist', hvor Charlotte Gainsbourg destruerer sine kønsdele.
En smølf i gennemsnitsstørrelse
Og jeg har bestemt ingen problemer med at genkalde mig den intense fornemmelse, der bredte sig ud i hele kroppen efter omtrent 15 minutter af den japanske tegnefilm, 'Arriettys hemmelige verden'. På det tidspunkt havde filmen etableret en klassisk børnefilmsfornemmelse med en historie om en syg dreng, der skal tilbringe noget tid i sin mors barndomshjem inden han skal opereres for sit dårlige hjerte. Men drengen og hans plejere er ikke alene i huset. Under gulvbrædderne lever en lille familie af 'lånere', nogle bittesmå mennesker på størrelse med Klokkeblomst fra 'Peter Pan' eller en smølf i gennemsnitsstørrelse. 'Lånere' tilbringer det meste af dagen med at låne små tingester fra menneskenes verden, alle de ting som alligevel bliver væk eller forsvinder på mystisk vis engang i mellem, eller som ingen vil opdage manglen af, såsom en nål, en tændstik eller en sukkerknald.
Et charmerende lille livstykke
Allerede fra begyndelsen af 'Arriettys hemmelige verden', hvor det charmerende lille livstykke, Arrietty, løber rundt ude i haven, har filmen grundlagt en fornemmelse af at lånere lever i evig frygt. Hvis menneskene opdager lånerne, er de i livsfare. Den grundangst har endnu ikke grebet Arrietty, der er nogenlunde 12-13 år gammel, altså på grænsen mellem barne- og voksenverdenen. Men små 10 minutter inde i filmen om hendes hemmelige verden skal hun på sin første rejse ind i menneskenes univers, på rundtur i huset sammen med sin alvorlige og sammenbidte far, for at finde en sukkerknald til sin mors the, men mest af alt for at lære lånernes håndværk. Det er en rejse af hemmelige gange, under skjulte hulrum, ind i mørke stuer, i nattens mulm, ad sindrige kravle- og svævesystemer som er gået i arv fra generation til generation af lånere, i så meget stilhed som muligt for ikke at vække menneskene.
Et magisk glimt
Og så sker det. Arrietty og hendes far har sneget sig ind i et soveværelse for at låne et par ting, uden at ane at drengen med det dårlige hjerte, der har problemer med at sove, ligger i rummet. Arrietty anstrenger sig for at trække en serviet ud af en kasse og opdager slet ikke at drengen ligger i sin seng i mørket og kigger på hende, og da hun opdager ham er det som om hendes chok forplanter sig direkte ud i kroppen på tilskueren. I løbet af et magisk glimt er 'Arriettys hemmelige verden' ikke længere en lille farverig tegnefilm, men en gyserfilm, en thriller, hvor det stakkels uskyldige offer ser sin grusomme bøddel i øjnene og intet nogensinde bliver det samme igen.
Fuldstændigt overrumplende
Det særlige og usædvanlige og fuldstændigt overrumplende ved 'Arriettys hemmelige verden' er at monstret er en lille dreng med dårligt hjerte og problemer med at sove. Han er aldeles ufarlig, men som han ligger der i sin seng med åbne øjne og ser kæmpestor ud, kan han skyde hele Arriettys verden i sænk. I løbet af et splitsekund har livstykket Arrietty mistet sin uskyld og er blevet voksen.
En konstant uro
Det korte øjeblik præger resten af filmen. Uanset hvor meget Arrietty og drengen nærmer sig hinanden og drengen understreger, at han kun vil være ven, ligger der konstant en uro og ulmer. Uanset hvor meget ro og næsten zen-buddhistisk enkelhed der er over instruktøren Hiromasa Yonebayashis stil, har man en fornemmelse af at Arriettys verden kan gå under hvert øjeblik. Uanset at 'Arriettys hemmelige verden' er en sød og farverig tegnefilm, virker den også som et seriøst voksendrama. Uanset at filmen foregår i og omkring et lille hus, fortæller den om noget langt større.
Et skæbnesvangert tab af en sukkerknald
Det er en lidt svagt udklingende slutning Yonebayashi serverer, men det er en af de meget få skønhedspletter ved en uendeligt betagende tegnefilm, der er en klar modpol til det stadigt mere heftige tempo i amerikanske animationsfilm. Der er en fascinerende mangetydighed i 'Arriettys hemmelige verden', som om vi, publikum, bliver lukket ind i et lille væsens hemmelige verden, og opdager at alt er langt større end det ser ud ved første blik. Det skyldes især scenen, hvor Arriety forsøger at låne en serviet i drengens soveværelse. Tænk, at tabet af en sukkerknald kan virke så skæbnesvangert.