Arthurs julegaveræs

Julemanden anno 2011

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Det må være SÅ hårdt at være julemand nu om stunder', skriver den lille pige, Gwen, i sit brev til julemanden. For som lille Gwen så kløgtigt har gennemskuet, giver det ikke rigtig nogen mening at drøne Jorden rundt i en lille kane med 8 flyvende rensdyr nu om dage. Hvordan skal man have bare en minimal chance for at aflevere alle gaverne?

Morsomt og flippet
De snusfornuftige overvejelser er udgangspunktet for den nye juletegnefilm, 'Arthurs julegaveræs', og som altid, når man bruger sin fornuft til at forestille sig hvordan et gammeldags og for længst nedslidt koncept er kommet til verden, bliver resultatet morsomt og temmelig flippet.

En hulens bunke nisser
Naturligvis ser Julemanden helt anderledes ud nu om dage. Han er blevet en kransekagefigur, der rejser verden rundt i selskab med en hulens bunke nisser. Julemanden har på ingen måde overblik over julens pakkeudbringning. Han siger bare 'ho ho ho' og gør hvad han får besked på. Hjemme på Nordpolen, i et toptunet kontrolrum, der får raketopsendelserne fra Houston til at ligne en børnefødselsdag, står julemandens hypertjekkede søn, Steve, og trækker i alle trådene. Hans computere ved præcis hvilket barn, der skal have hvilken gave, og takket være hans indkodede information, er nisserne klar til at løse enhver opgave, som var de trænede elitesoldater på mission. Og Julemandens go'e gamle kane er erstattet af et kæmpemæssigt rumskib, S-1, der har form som en kane, for nostalgiens skyld, men er et computerstyret højteknologisk vidunder.

Nisser i camouflagetøj
Sådan må nutidens Julemand nødvendigvis se ud. Det er indlysende tænkt af instruktøren Sarah Smith og hendes hold, men det er også noget af en mundfuld for julefreaks i alle aldre at se julemanden kørt ud på et sidespor til fordel for en selvsikker hærleder og en gigantisk stab af nisser i camouflagetøj i stedet for nissehuse. Den skal lige sluges. Og så går filmen for alvor i gang. Det gør den da Julemandens anden søn, altså ikke den supertjekkede Steve, men den klodsede lillebror, Arthur, opdager at der er sket en fejl i Steves program og at en pakke, der skulle være blevet leveret til en lille pige i Sydengland, er røget ud af systemet.

Gammeldags slædetur
Den slags fejl kan Steve ikke gardere sig imod. Derfor må Arthur og hans bedstefar kravle op i den 150 år gamle klassiske julekane, som bedstefar har gemt af vejen på et fjernt lager. Og så drøner Arthur og bedstefar og nissen Bryone af sted på en gammeldags slædetur, der naturligvis ikke er så nem når verden har ændret sig radikalt siden bedstefar julemand kunne klare det hele sammen med sine rensdyr.

Den ubesmittede juleglæde
Det udvikler sig hurtigt til en dyst mellem tre generationer af julemænd. Steve er fuldt ud opslugt af sin teknik, hans far, den egentlige julemand, er en dovenkrop, der bare elsker at bliver tilbedt af børnene og Bedstefar Julemand er en knotten og kynisk gammel fætter, der synes at alt var bedre i gamle dage. Og så er der Arthur, der som ingen anden tror på Julens budskab og glæde. Han er den uskyldig og ubesmittede juleglæde i egen person - den eneste i familien, der kan synge 'Glade Jul' baglæns.

Livlige gags og fjollede figurer
Den flippede og frit fabulerende historie bruger Sarah Smith til muntre sig over tidernes skiften og forholdet mellem de gamle dage og de moderne tider. Det er muligt, at det er en snusfornuftig lille pige, der sætter gang i historien med sine spørgsmål, men filmens satire over julemandens virke og den rivende teknologiske udvikling er i høj grad for voksne. Store dele af filmens vil formentlig fise henover hovedet på de små mennesker, filmen egentlig henvender sig til. Men det gør ikke så meget, eftersom filmen er fyldt med så livlige gags og så fjollede figurer, at enhver kan grine med. Og man skal være ualmindeligt julefjendsk langt ind i sin kolde sjæl for ikke at komme i julehumør af 'Arthurs julegaveræs', hvis ikke på den gammeldaws barnlige måde, så i hvert fald på en eller anden højteknologisk moderne facon.