Biutiful
Biutiful
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Den mexicanske instruktør, Alejandro Gonzáles Iñárritu, bærer hele verden på sine skuldre. Det er ikke nogen nem skæbne, og naturligvis kan man ikke kreere almindelige film, hvis man samtidig skal slæbe rundt på verden. Iñárritus nye film, 'Biutiful', er bestemt heller ikke nogen almindelig film. Da den fik verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes i år delte den groft sagt publikum i to: dem, der hadede den for dens følelsesudpensleri, dens melodrama og dens generelle trang til at bære verdens smerte på sine skuldre. Og på den anden side stod dem, der var fascinerede af filmens enormt virtuose brug af lyd, billede og farver og dens særprægede rejse ind i et mangefacetteret menneske.
Skønheden i grimheden
På mange måder er 'Biutiful' alt, alt for meget på én gang. Den er historien om en far, der har kræft og som ihærdigt forsøger at få verden omkring ham til at hænge sammen, den er historien om at være far, den er historien om bagsiden af en storby, hvor folk fra verdens fattige egne lever en skjult tilværelse under jorden, den er historien om de døde, der lever videre ved siden af os, og den er historien om verdens grimhed og den er historien om verdens skønhed midt i dens grimhed. Det er hele 700 ting på én gang, mere eller mindre. Titlen, der staver ordet 'Biutiful' forkert, er opstået ved at en underklasse-far, der er ved at dø, giver sin underklasse-datter forkert besked om hvordan man staver til 'smuk' på engelsk. Alene den titel, der i al sin lidenhed bærer verden på sine skuldre, er alt for meget.
Burde knække sammen
Iñárritu har selv forklaret, at han med 'Biutiful' ville skabe en enkel film, ovenpå fx 'Babel' og '21 Grams', der begge sprang i tid og sted i deres komplicerede struktur. Ironisk nok har han i stedet sammenstrikket sin hidtil mest komplekse film. Den fortæller sin historie kronologisk og efter en lige snor, og den foregår næsten udelukkende på samme sted, men der er samtidig så meget på spil i 'Biutiful', at filmen burde knække sammen med et gigantisk brag.
Sanseligt filmsprog
Som nævnt findes der altså, der netop mener, at filmen knækker sammen, og så er der vi andre, der vil påstå, at 'Biutiful' er noget af det smukkeste, vildeste, mest særprægede, mest voldsomme, mest radikale og mest ubeskrivelige, der har ramt filmverdenen siden Lars von Triers 'Antichrist' sidste år. Det er svært at sætte fingrene på hvad det er, der får den vildtvoksende 'Biutiful' til at hænge sammen. Men der er to kvalificerede bud, Iñárritus ekstremt sanselige filmsprog, der nærmest taler til hele kroppen og ikke bare til øjne og ører, og filmens altoverskyggende hovedperson, Uxbal, der i allerhøjeste grad er en mand, der bærer verden på sine skuldre.
Trøstende ord til de døde
Uxbal, der bliver spillet af den helt uforlignelige spanske verdensstjerne, Javier Bardem, forsøger at få sin verden til at hænge sammen på bagsiden af Barcelona, i det fattige kvarter El Raval, hvor han er mellemmand for både illegale afrikanske gadesælgere og kinesiske småentreprenører og hvor han tilmed tjener lidt småpenge ved at give de døde trøstende ord inden de forlader jorden og rejser mod dødsriget. Han er samtidig far til en pige på 11-12 år og en dreng på 7, som han ihærdigt forsøger at give bedst mulige betingelser i livet på trods af en maniodepressiv og mildt sagt utilregnelig mor. Derudover har han et dumt svin af en bror, der driver en natklub og har sex med Uxbals kone og i øvrigt kun tænker på penge. Som om det ikke var rigeligt med udfordringer i tilværelsen, lider Uxbal under at være efterkommer af de fattige spaniere, der blev tvangsforflyttet til Barcelona og Catalonien under Francos regime, for at udvande den catalanske identitet, og som stadig er uglesete er andenrangscatalanere.
Tisser blod
Alle de torne i den Uxbals pande får et ekstra vrid allerede i begyndelsen af 'Biutiful', da han får konstateret prostatakræft og i resten af filmen tisser han blod og kaster op og bliver åbenlyst tyndere og tyndere og mere og mere afkræftet mens forsøger at arrangere en eller anden form for fremtid for sine to børn. Dermed ender Uxbal, hvis anstændige og rene sjæl er spoleret af en beskidt verden, næsten med at dele skæbne med sin far, der stak af fra Francos regime og døde i Mexico før han nåede at lære sin søn at kende.
Skæbnetynget rodebutik
Den skæbnetyngede rodebutik kunne der snildt være kommet en aldeles rædselsfuld film ud af, men heldigvis er Iñárritu en imponerende billedmager, der hele tiden formår at give scenerne noget ekstra - noget andet end det, andre instruktører kan. En scene, hvor illegale afrikanske gadesælgere bliver arresteret af politiet efter en heftig jagt, virker enormt voldsom, simpelthen fordi Iñárritu giver scenen, som jo ser set før på film, en række nye facetter. Han viser fx jagten som den ser ud for de almindelige mennesker, der sidder og drikker cafe på en fortovscafé og pludselig er vidne til at afrikanere bliver banket halvt ihjel henover deres bord. Det er indlysende tænkt, og det fungerer ekstremt effektivt.
Hvad siger du?
Ligeså virtuos er en scene, hvor Uxbal besøger sin brors natklub. Scener på diskoteker og klubber virker ofte enormt kunstige på film, simpelthen fordi det er svært at genskabe fornemmelsen af at føre en samtale mens man før dunket hovedet i smadder af tordnende musik. Men Iñárritu kan, bl.a. takket være et meget grundigt og perfektionistisk arbejde med lyden, og fordi han tillader at folk råber 'hvad siger du?' til hinanden fordi det simpelthen er hamrende svært at høre hvad der bliver sagt på en natklub.
Det ekspressive og dissonante
Iñárritu og hans filmhold griber hele tiden om detaljer, om farver og murværkets struktur, om det særlige lys, når han beskriver et miljø, og guitaristen Gustavo Santaollalla, der også stod bag musikken til '21 Grams' og 'Babel' har for længst understreget at han er en af tidens mest beundrede og efterlignede filmkomponister - spørg bare Susanne Bier og Ole Bornedal - og i 'Biutiful' får Santaolallas musik et ekstra vrid ud i det ekspressive og dissonante.
I det hele taget får alt et ekstra vrid i 'Biutiful' - musikken, farverne, gråheden, skønheden, grimheden, livet, døden. 'Biutiful' er alt, alt for meget på én gang. Men Alejandro Gonzales Iñárritu kan bære det på sine brede filmskuldre.
NB: Det er et helvede at give en film som 'Biutiful', som har sine problemer midt i sin storhed, karakterer, men den får topkarakterer fordi jeg nu har set den to gange og den var mindst lige så fascinerende anden gang som den var første gang.