Coco Chanel & Igor Stravinsky

Sobre sjoflerier

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Som udgangspunkt er det noget svineri, det her. Her har vi to mennesker, to helt særlige begavelser på hvert sit felt, som begge satte et stort fingeraftryk på det forrige århundrede. På et tidspunkt var den ene af dem så venlig at lade den anden flytte ind i sit hus sammen med hele familien, for at vedkommende kunne få arbejdsro - det er i princippet alt, hvad vi ved - og minsandten om ikke der her kommer en film, der påstår at de to genier ikke bare boede under samme tag, men også havde en hed affære!

Kiks og skak
Det er såmænd lige så muligt - og ligeså tænkeligt - at komponisten Igor Stravinsky og modeskaberen Coco Chanel bare har diskuteret kunst, måske spist en kiks sammen og spillet skak i ny og næ, men det er naturligvis langt mere interessant at forestille sig, at de havde en varmblodet romance, der fik passionerne i deres værker til at blomstre.

Coco og Igor
Det vidste den engelske forfatter Chris Greenhalgh udmærket, da han i 2002 gik igang med at skrive sin bog, 'Coco & Igor', ja, faktisk var selve tanken om at de to vidtforskellige og ekstremt kreative mennesker skulle have podet hinanden med inspiration og passion, hele udgangspunktet for Chris Greenhalghs bog. Og det er, naturligvis, noget griseri at få sådan en idé. Lad gå, at man tænker tanken, men ligefrem at skabe et helt univers på film, er decideret sjofelt - især når man ved, at beskrivelser af fortiden på film har en uheldig tendens til at ende med at blive opfattet som selve Sandheden af eftertiden, simpelthen fordi film er så kraftfuld et medie.

Sex henover klaverstolen
Heldigvis har instruktøren Jan Kounen helt andre visioner i hovedet end at bringe Coco Chanel og Igor Stravinskij sammen bare for at se dem have hed sex henover klaverstolen. Den vision har Jan Kounen også, men overordnet set har Kounen primært et visuelt, kunstnerisk meddigtende univers i tankerne med 'Coco Chanel & Igor Stravinsky'.

Visuelle gags
Kounen slog sit navn fast i slutningen af 90'erne med den decideret frastødende actionfilm, 'Dobermann', der havde langt flere visuelle gags og tricks, end den havde en mening og en historie at fortælle. Med årene har Kounen heldigvis lært at finde en mere sober og elegant balance mellem det visuelle udtryk og sine historier, og med 'Coco Chanel og Igor Stravinsky' er han så sober og elegant, at han fuldstændig får stækket den sjofle tankegang, der bestemt også stikker sit fjæs frem i filmen.

Blomstrende modernisme
Det er ikke til at holde ud at tænke på hvilke stormomsuste filmromancer andre instruktører kunne have fået ud af Chris Greenhalghs bog, men Kounen har istedet skabt en slags grafisk fortolkning af forrige århundredes blomstrende modernisme. Han holder den almindelige fascination af to celebriteter, der korpulerer med hinanden på et minimum, og forsøger istedet at digte med på forholdet gennem farver, kulisser, musik og stemninger. Hele introen til filmen, med sine forvredne kaleidoskopmønstre og udsyrede leg med Stravinskys i forvejen komplekse, ofte dissonante musik, understreger tonen i filmen. Vi skal lege med billedmennesket Chanel og musikmennesket Stravinsky. Det er ikke romancen mellem Coco og Igor, der er interessant. Det er sammenstøde.

Kølig kødelig fascination
Jan Kounens beskrivelse af de to hovedrollers kærlighedsforhold er ikke hedt og voldsomt. Nærmest tværtimod. Hverken Chanel eller Stravinsky giver på noget tidspunkt udtryk for at de har mødt den eneste ene. Det er snarere en kølig, intellektuel kødelig fascination. Stravinskij elsker tydeligvis sin brystsyge kone og Chanel har ligeså åbenlyst ikke glemt sin tidligere kæreste, der omkom ved en bilulykke. Men Stravinskij er fascineret af den overdådige skaberkraft i Chanel, ligesom Chanel er fascineret af det væsen, der kan skabe så voldsomt altomstyrtende musik. Det bliver understreget i filmens første, lange sekvens, hvor Coco Chanel er et chokeret og især fascineret vidne til den skandaleombruste uropførsel af Stravinskys 'Sacre du Printemps' i 1913. Hun har fundet et musikalsk modstykke, en sjælefrænde, der kan sætte toner til hendes modekreationer og dens betydning.

Fuldt fascinerende flor
Damernes danske ven, Mads Mikkelsen, er ultratør og emotionelt tilbageholdende som Igor Stravinsky, mens den smukke og elegante Anna Mouglalis undertrykker sin ellers tydelige feminine charme som Chanel. Det kan virke som en fejl at gøre de to hovedpersoner så utilnærmelige og kolde, men det er netop på det punkt, 'Coco Chanel og Igor Stravinsky' bliver en helt særlig og original kærlighedshistorie. Det er ikke to fnisende, forelskede mennesker, der mødes. Det er to ikoner, to repræsentanter for en særlig tid, hvor menneskeheden brød med fortiden, der har krydset hinandens veje og slået kunsthistoriske gnister.
Der er bestemt ingen grund til at se 'Coco Chanel & Igor Stravinskij' for at se to smukke skuespillere i hede omfavnelser i rollerne som store berømtheder. Der er derimod talrige grunde til at se den som en film om kunst og kulturhistorie i fuldt, fascinerende flor.