preload loader
den sidste rejse
 

Den sidste rejse

Spangolsenficeringen af Jydekompagniet

pile_2

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er noget fascinerende ved kunstnere, der genopfinder sig selv. Enkelte gange falder det til jorden, i få tilfælde er der ikke nogen, der opdager forsøget, men som regel er der en smittende energi ved et velkendt image, der bliver opløst og finder en ny form - fx da den fallerede og småfede John Travolta dukkede op i ny forklædning i Quentin Tarantinos 'Pulp Fiction', eller da Kylie Minogue slog sig sammen med Nick Cave, smed sit teenageimage og blev cool, eller da Caroline Henderson sprang ud som jazzsangerinde.

Ingen dum idé
Idéen om at det slidte komikerpar Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard genopfinder sig selv i den nye film, 'Den sidste rejse', er altså slet ikke dum. Sidst vi for alvor hørte om Haugaard sad han i folketinget og vidste ikke hvad der var op og ned på sin egen halvforkølede idé om at være folketingsmedlem.  Og sidst Nørbygaard var i medierne var det med avisoverskrifter om at komikeren havde mistet 37 mio kroner, der var investeret i Stein Baggers og IT Factorys luftkasteller. Haugaard og Nørbygaard kunne virkelig have godt af en gang genopfindelse. Og det får de så, sådan nogenlunde, i selskab med stuntmanden og filminstruktøren Lasse Spang Olsen og hans særlige tone.

Spangolsenficerede
Kort sagt er Finn og Jacob blevet Spangolsenficerede. Den særlige jyske lune fra de to 80'er-film som Jydekompagniet er placeret i Spang Olsens univers, hvor der hellere er en eksplosion og en biljagt for meget end for lidt og hvor den røde tråd i handlingen aldrig bliver så kompliceret, at nogen bliver hægtet af. Eller måske mere præcist i det her tilfælde: hvor der ikke er nogen rød tråd at hægte sig fast i.

Sidder på lokum
Haugaard & Nørbygaard ligner sådan set sig selv. De skyder bare til højre og venstre, de myrder løs, de kører om kap med politiet, de røver banker, de slår løs på hinanden, de slår løs på andre mennesker, de pisser på gaden, de sidder på lokum for åben dør og de går i bad sammen. De mangler sådan set bare at have sex - evt med hinanden - for at fuldbyrde billedet af to folkekære jyske komikere, der er gået fuldstændig ud af deres fineste skind.

Pløkker arbejdere
Nogle gange virker det glimrende. Fx i en sekvens, hvor de to gamle venner sidder på taget af et højhus og Haugaard venter på at udføre et job som lejemorder.  Han forsøger at overbevise Nørbygaard om glæden ved at skyde andre mennesker og rækker ham geværet så Nørbygaard kan pløkke nogle arbejdere, der kravler rundt på en skorsten et par hundrede meter borte. Nørbygaard skyder resolut en mand ned, men erklærer hovedrystende, at det ikke siger ham noget. 'Prøv en til' foreslår Haugaard og det gør Nørbygaard så, men heller ikke denne gang føler han noget. Begge spiller scenen tørt og med pokerfjæs, som om de talte om at skyde flasker ned med et haglgevær. I sådan en situation virker overgangen fra de gamle til de nye Finn & Jacob helt naturlig.

Alt for demonstrativt
I andre situationer bliver de to komikeres hamskifte alt for demonstrativt, alt for overgjort, som i en scene, hvor Finn forsøger at redde Jacobs gesjæft som lejemorder ved at rydde de politimænd, der kommer for at undersøge Jacobs hus, af vejen. Da postbudet dukker op, må han også likvideres. Det samme gælder en mand med en hund og et ægtepar med en kage. Og hele scenen bliver fuldbyrdet af Finn Nørbygaard, der står med en smøg i kæften og hører røvballemusik mens han skærer sine ofre op med en motorsav, så blodet sprøjter til alle sider. Scenen dukker op mere end halvvejs i 'Den sidste rejse', på et tidspunkt hvor vi for længst har opdaget, at Jydekompagniet slet ikke er som de plejer.  Nu må der gerne komme noget andet og nyt på banen i stedet.

Banket i smadder
I det hele taget lider 'Den sidste rejse' under at der aldrig kommer noget andet på banen, end at Nørbygaard & Haugaard er flyttet over til the dark side of the force. Selv den tynde historie i 'Den sidste rejse' er bare en undskyldning for at slippe et inferno af eksplosioner, skuddueller, nedslagtninger og håndmadder løs omkring de to komikere. De kommer op at skændes på vej rundt på deres turne, Finn står ud af bilen og går sin vej og pludselig bliver bilen med Jacob banket i smadder af en lastbil, hvis chauffør må have et usædvanligt dårligt syn. Jacob bliver erklæret død, indtil Finn pludselig opdager ham som bankrøver og finder ud af at Jacob har en bedemandsgesjæft i Sverige, men kun som dække over at han også har slået sig ned som lejemorder.

Bloddryppende stunts
Der skal ikke nødvendigvis gå Shakespeare i Jydekompagniet, men det havde klædt 'Den sidste rejse' med bare en lille flig af en forklaring på hvorfor Haugaard nyder at skyde mennesker og hvorfor Nørbygaard går rundt og pander alle andre ned med sin knytnæve. 'Den sidste rejse' kunne have fortalt os, at de to komikere altid har været voldelige bag kulisserne, at komikere i virkeligheden er nogle dumme svin eller at Nørbygaard havde mistet al realitetssans og bare skulle tjene nogle hurtige penge efter at være blevet ruineret af Stein Bagger - bare et eller andet, der kunne have fungeret som bagtæppe for alle de bloddryppende stunts.

Går i tomgang
I stedet bliver 'Den sidste rejse' til en lang ophobning af scener, der vender Jydekompagniet på hovedet. Efter de første 15 minutter har vi fattet pointen, og eftersom præmissen for 'Den sidste rejse' er og bliver, at Finn og Jacob er blevet hardcore, eftersom der aldrig kommer nogen historie, der fører os andre steder hen, går der hurtigt tomgang i Darth Haugaard og Darth Nørbygaard.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Lasse Spang Olsen

Genre:

Actionkomedie

Land:

Danmark

Premieredato:

15. december 2011

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.