preload loader
en ganske snill man
 

En ganske rar mand

En mand kommer ud

pile_4

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det forunderlige og forrygende ved 'En ganske rar mand' er, at filmen næsten udelukkende er sat sammen af brikker og elementer, vi har set i andre sammenhænge, og alligevel er der friskt og nyt ved den.

Mand ud af fængsel
Fx handler 'En ganske rar mand' om et menneske, der kommer ud fra fængsel og forsøger at skabe et nyt liv, hvilket er en skabelon, der bestemt er bygget rigeligt med film over i den her verden. Men der går ikke mange minutter af 'En ganske rar mand' før den norske instruktør, Hans Petter Moland, og den danske forfatter, Kim Fupz Aakeson, går deres egne veje. Da vores hovedperson, Ulrik, kommer ud fra fængsel efter 12 års straf for at have myrdet en mand, opsøger han sin eks-kone, der for længst har fundet sig en ny mand. 'Skal du have et hurtigt put?' spørger hun frejdigt efter lidt hyggesnak, som om det var en almindelig høflighed over for en mand, man ikke har set længe, at give ham lov at lette trykket i underlivet. Og Ulrik ser betydeligt mere forundret end egentlig begejstret ud mens han ordner eks-konen midt på hendes arbejdsplads, midt i arbejdstiden, med en halvt fortæret sandwich i munden.

Forhutlet smågangster
Med den lille overrumplende scene i begyndelsen af filmen får Moland og Aakeson varslet, at selvom vi måske nok synes at vi kender alle figurerne, så opfører de sig ikke helt som de plejer. Vi kender Ulrik, den lettere overvægtige og forhutlede smågangster, der understreger at han er helt ude af trit med alle modeluner ved at binde sit hår i nakken. Han er et godt menneske på bunden. Han har bare aldrig har fået lov at være sig selv. Vi kender hans gangsterboss, Jensen, der sætter andre til at gøre det beskidte arbejde, mens han selv er en stor kujon. Vi kender endda Jensens anden håndlanger, den enfoldige Rolf, der bare gør som Jensen gi'r ham besked på at gøre og som er sikker på at blive straffet hvis han gør noget andet, som fx da han gør opmærksom på at et lykketræf og en tilfældighed ikke er det samme, sådan som hans boss påstår.

Deadpan-humor
Det er bestemt også set før, at Ulrik gør sig store anstrengelser for at komme på god fod med sin søn, Geir,  som han naturligvis har grovsvigtet ved at være i fængsel i det mest af drengens barndom. Og det er set før, at sønnike, der er det mest lovlydige man kan forestille sig, gør store knuder på sig selv for at skjule for sin kone, at hans far er tidligere straffefange. Det er altsammen set i en eller anden form det ene eller andet sted, og filmens tørre deadpan-humor ligger sig trofast i kølvandet på instruktører som amerikanske Jim Jarmusch og Ethan og Joel Coen eller finske Aki Kaurismäki.

Ingen tror på Ulrik
Men Hans Petter Moland og Kim Fupz vender op og ned på det hele, og de gør det især på ét centralt punkt. I de fleste film om eks-fanger, der gerne vil begynde på en frisk, forsøger flere af eks-straffefangens omgivelser at hjælpe ham. Det gør de ikke i 'En ganske rar mand'. Der er ingen, der rigtig tror på, at Ulrik er blevet et andet menneske i fængsel og at han vil få succes med sit nye liv.

Folk ændrer sig ikke
Hans boss, Jensen, forventer ganske enkelt, at Ulrik går ud og smadrer den mand, der sladrede til politiet og sendte Ulrik i fængsel. Jensen kan ikke forestille sig noget som helst andet. Ulriks søn, Geir, tror ikke rigtig på, at han kan finde sammen med sin far, og Geirs kone vil slet ikke have noget med en eks-forbryder at gøre. 'Hendes familie kender slet ikke den slags folk, de har en planteskole', som Geir forklarer det. Og da Ulrik får arbejde som bilmekaniker, understreger pigen Merete, der passer kontoret, at hun ikke tror på at folk kan ændre sig.

Seksuelle ydelser
Kvinderne omkring Ulrik er ualmindeligt gavmilde med at tilbyde seksuelle ydelser, men der er ikke meget tvivl om at det er for deres egen skyld, ikke Ulriks. Han får altså ikke mange chancer, den stakkels mand, uanset at Moland og Fupz og altid solide Stellan Skarsgård, der spiller Ulrik, præsenterer ham som noget af det mest flinke man kan forestille sig, simpelthen en ganske rar mand.
Det er den omvendte situation i midten af 'En ganske rar mand' - en flink mand, som ingen tror på det gode i. Og det er i høj grad den, der skaber filmens varme og charme og forfriskende udtryk.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Hans Petter Moland

Genre:

Komediedrama

Land:

Norge

Premieredato:

2. september 2010

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.